Digital kommunikationsmedarbejder
Er du en skarp website- og SoMe-specialist med marketingkompetencer og visuel forståelse?
Kunstmuseum Brandts søger en erfaren projektleder til vores digitale platforme i museets kommunikationsafdeling. Du kommer til at stå i spidsen for museets online aktiviteter, udtryk og indhold samt kampagner og kunderejse. Den rette kandidat har et veludbygget digitalt, analogt og vidensbaseret erfaringsgrundlag at trække på og kommer med kommunikativ faglighed, skriftlighed og et talent for at kommunikere med stor æstetisk bevidsthed.
Om os
Kunstmuseum Brandts i Odense er et af landets centrale kunstmuseer med knap 60 ansatte, og vi har årligt mere end 140.000 gæster som besøger udstillingerne, kunstcaféen og kunstshoppen. Vi er i en rivende udvikling med stærkt stigende publikumstal og øgede egenindtægter. Vores profil tegnes af vores mangfoldige udstillingsprogram med internationale verdensstjerner, historiske særudstillinger, fotografi og samtidskunst samt af vores kunstsamling på 17.000 værker. Vi producerer 6 nye udstillinger årligt og en lang række aktiviteter blandt andet i form af undervisning, billedskole, foredrag og koncerter. Vi er et samtidsengageret kunstmuseum med internationalt udsyn, som beriger og inspirerer gennem kunst. Museets arkitektur består af en transformeret klædefabrik, og de smukke gamle bygninger giver atmosfære og en ekstra dimension til museumsbesøget.
Om dig
Vi søger dig, som har analytisk sans og kommunikativ handlekraft, som kan øge antallet af besøgende med fokus på den samlede brugeroplevelse. Du har et digitalt dna, så du har stor teknisk forståelse, kyndighed og know-how. Samtidig har du et stort planlægningsbehov, og du kører årshjulets mange leverancer og langsigtede kampagnebookinger med struktur og sikker hånd. Overordnet trives du med at arbejde helhedsorienteret med markedsføring og kommunikation, og du evner at sikre design- og indholdsmæssig sammenhæng på tværs af museets mange kommunikationsplatforme. Vi lægger vægt på, at du er kvalitetsbevidst, tålmodig og grundig, når du eksekverer i det daglige med blik for alt fra den gode forretning til kontrakter, kreditering og copyrights.
Dine kvalifikationer
- Relevant videregående uddannelse
- Erfaring fra lignende stillinger (gerne i kunst- og kulturbranchen) og et stort kendskab til markedsføring både analogt og digitalt, herunder erfaring med udformning af annoncer og lignende formater i samarbejdet med museets grafiker
- Kendskab til Meta Business Suite, WordPress og medieplanlægningsværktøjer
- Fokus på konvertering fra markedsføringsindsats til gæster på museet og øget salg
- Solide skriveevner, æstetisk sans og målgruppebevidsthed
- Indgående erfaring med redigering, planlægning og produktion af indhold til flere medieplatforme og et skarpt blik for at implementere omni-channel strategier, der sikrer øget opmærksomhed på museets udstillinger og oplevelsesmuligheder
- God til at eksekvere til deadline, opsøge nye muligheder og samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere
- Kendskab til online marketing, hvor platforme anvendes til brandudvikling og effektiv målgruppe engagement, herunder gerne erfaring med Google Ads, Google Analytics og e-mailmarketing samt konverteringer på website og -shop
- Kendskab til videoproduktion og redigering er en fordel
- Gerne erfaring i dataindsamling og analyse til optimering af forretningsstrategi, styrkelse af branding og levering af målbare resultater
Opgaver
- Ansvar for at udvikle og drifte museets hjemmeside med afsæt i museets overordnede mål
- Tilrettelæggelse og eksekvering af museets SoMe-kampagner og digitale markedsføring i samarbejde med den presseansvarlige
- Ansvar for mediebooking og planlægning
- Tilrettelæggelse, eksekvering og målopfølgning af museets markedsføringsplaner
- Medvirke til udvikling af museets markedsføringsstrategi
- Medvirke til effektiv prioritering af budget og løbende opfølgning
- Varetagelse og indsamling af data fra diverse platforme, herunder brugerundersøgelser
Hvad får du til gengæld?
- Et stærkt kollegialt fællesskab med høj faglighed, indflydelse og fleksibilitet
- Kommunikation er et kerneområde for os, og du bliver en del af et team på syv personer, der arbejder med alt fra presse, kampagner, markedsføring, hjemmeside, sociale medier, grafik, sponsorater, fundraising og events. Alt sammen i tæt samarbejde med de kunstfaglige kolleger
- En stilling med mulighed for at præge og udvikle museets kommunikation og markedsføring
- Betalt frokostpause og rabat i café og butik samt adgang til museets udstillinger og arrangementer
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er fuld tid og refererer til museets publikums- og marketingchef. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst mellem KL og DM. Ansøgningsfrist er 11. november kl. 10.00. Samtaler afholdes i uge 47 og 48 med forventet tiltrædelse 1. januar 2027. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til publikums- og marketingchef Rikke Dybkjær på rikke.dybkjaer@brandts.dk eller 27 53 70 25.
Læs mere om Kunstmuseum Brandts på www.brandts.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.