
Konstruktør til specialemballage - teknisk eller træfaglig baggrund
Kunne du tænke dig at konstruere emballage til alt fra robotdele og medicoudstyr til tunge maskinkomponenter?
Som konstruktør hos Granby Pack omsætter du forskellige kundebehov til specialemballage og følger dine løsninger fra den første forespørgsel til den færdige emballage.
Hos os får du mulighed for at:
- bygge nye kompetencer oven på din tekniske eller træfaglige erfaring
- arbejde tæt på produktionen og se, hvordan dine tegninger og materialevalg fungerer i praksis
- blive en del af en åben og positiv kultur, hvor erfarne kolleger deler deres viden og hjælper dig ind i Granby Packs materialer, konstruktioner og arbejdsmetoder.
Bliv en del af Granby Pack på Holmen
Hos Granby Pack udvikler og producerer vi kundetilpasset transportemballage og har mere end 60 års erfaring med at hjælpe vores kunder med at få deres produkter sikkert frem til modtageren.
Du får din daglige base på vores fabrik på Holmen i Nykøbing Falster, hvor cirka 30 kolleger arbejder på tværs af produktion, test, supply chain, logistik og administration. Her møder du en åben og positiv kultur med erfarne kolleger, der deler den viden, de har opbygget om materialer, konstruktioner og fremstilling - og hvor din egen erfaring også får plads i samarbejdet.
Gør kundens behov klar til produktion
Du tager udgangspunkt i kundens produkt og finder frem til, hvordan det bedst beskyttes under transport og håndtering. Den bedste løsning er ikke nødvendigvis den mest avancerede. Din opgave er at skabe en konstruktion i træ, krydsfiner, skum og/eller pap, der giver den nødvendige beskyttelse og samtidig tager højde for materialeforbrug, totaløkonomi, effektiv produktion og nem håndtering.
I vores eget certificerede ISTA-testcenter kan vi gennemføre både større og mindre tests og dokumentere, at emballageløsningerne kan modstå de påvirkninger, de møder gennem kundens logistikkæde. Det giver dig et konkret grundlag for at validere og optimere dine konstruktioner i tæt samarbejde med kollegerne i Granby Lab.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- afdække kundens behov og udfordre ønsker, når en anden løsning giver bedre mening
- konstruere trækasser, transportrammer, eksport- og specialemballage i Inventor og Granby Packs kalkulationssystem
- udarbejde produktionstegninger, styklister og arbejdsbeskrivelser
- dokumentere, validere og optimere løsninger i samarbejde med produktion og testpersonale.
Din vej ind kan være teknisk eller træfaglig
Du behøver ikke komme med en bestemt uddannelse eller kunne alle dele af jobbet fra begyndelsen. Du kan fx være teknisk designer med erfaring inden for konstruktion. Du kan også være uddannet snedker, maskinsnedker, tømrer eller have anden træfaglig baggrund og have interesse for produktudvikling.
Vi lægger derudover vægt på, at du:
- er nysgerrig på kundens produkt og kan tale med kunden om behov og ønsker
- samarbejder naturligt med kolleger på tværs af konstruktion, produktion, test og salg
- arbejder systematisk, har blik for detaljerne og følger dine opgaver frem til en gennemarbejdet løsning.
Bliv konstruktøren bag den næste emballageløsning
Kan du se din tekniske, træfaglige eller praktiske erfaring som et godt udgangspunkt for jobbet? Så vil vi gerne høre fra dig!
Vi kalder løbende til samtale, så send gerne dit CV med en kort motiveret tekst allerede i dag via ansøgningsknappen nedenfor.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte os på info@granbypack.dk
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.