Erfaren caféleder til Hansens Is

Vil du drive og udvikle vores café, skabe unikke produkter og samtidig give unge en vej ind i arbejdsfællesskabet?

Hos Hansens Is søger vi en erfaren og handlekraftig caféleder, der kan stå i spidsen for den daglige drift af vores iscafé i Jægerspris. Du får ansvar for bemanding, vagtplanlægning, medarbejderledelse, gæsteoplevelser og caféens resultater.

Du bliver samtidig daglig leder for deltagerne fra Hansens Is Akademi. Du behøver ikke have en socialpædagogisk baggrund, men du skal dele vores menneskesyn og have lyst til at tage ansvar for, at mennesker med forskellige forudsætninger får mulighed for at blive en del af et arbejdsfællesskab.

Hvad er Hansens Is Akademi?

Hansens Is Akademi er vores indsats for unge, der har brug for en anden vej ind på arbejdsmarkedet. Akademiet giver deltagerne mulighed for at udvikle sig gennem rigtige arbejdsopgaver, ansvar og deltagelse i et reelt arbejdsfællesskab.

Caféen er en central del af Akademiet. Her får deltagerne erfaring med blandt andet kundeservice, samarbejde, struktur, kvalitet og ansvar gennem den daglige drift. Din opgave er at være leder og rollemodel og hjælpe deltagerne med at blive dygtigere og mere selvstændige gennem arbejdet.

Om rollen

Som caféleder står du for caféens daglige drift og udvikling. Du er ikke kun leder på afstand, men en aktiv del af hverdagen og arbejder side om side med medarbejderne og deltagerne fra Hansens Is Akademi.

Du står for bemanding, vagtplanlægning og den daglige ledelse af caféens medarbejdere. Samtidig skal du oplære, træne og udvikle deltagerne fra Akademiet gennem konkrete arbejdsopgaver i caféen. Du skal skabe struktur og tydelige forventninger, men også have blik for, at mennesker lærer forskelligt og kan have brug for forskellige former for støtte.

Du refererer til vores HR & ESG Manager og har det daglige ledelsesansvar for caféens medarbejdere og deltagerne fra Hansens Is Akademi.

Du får blandt andet ansvar for:

  • Den daglige drift, bemanding og ledelse af caféen
  • Oplæring, træning og udvikling af medarbejdere og deltagere fra Akademiet
  • Caféens omsætning, økonomi og løbende udvikling
  • At sikre høj kvalitet, god hygiejne, stærkt værtskab og gode gæsteoplevelser
  • At udvikle og bidrage til egenproduktion af varer til caféen, så vi kan tilbyde et unikt sortiment, som gæsterne ikke finder i andre ishuse
  • At være nysgerrig på nye produkter, serveringer og idéer, der kan gøre caféen til en destination i sig selv
  • At skabe aktivitet gennem events, samarbejder og lokale initiativer

Uden for caféens sæson som er fra påske til og med efterårsferien, kan der forekomme øvrige opgaver, der understøtter resten af organisationens arbejde.

Vi søger dig, der har...

Selvom du i rollen skal arbejde med unge fra udsatte positioner, er en socialfaglig baggrund er ikke et krav. Vi vægter din erfaring med café- og restaurationsdrift, dit lederskab og dit menneskesyn højere. Det vigtigste er, at du både kan drive en café professionelt og har lyst til at gøre en reel forskel for de mennesker, der bliver en del af den.

Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med daglig café- eller restaurationsdrift, bemanding og vagtplanlægning
  • Har erfaring med ledelse, oplæring og udvikling af medarbejdere, gerne unge
  • Er vant til selv at tage aktiv del i driften og går forrest, når der er travlt
  • Har blik for kvalitet, service og den gode gæsteoplevelse
  • Har en kommerciel forståelse og motiveres af at skabe aktivitet, omsætning og øge antal besøgende gæster
  • Er kreativ og har lyst til at udvikle nye produkter og bidrage til egenproduktion i caféen
  • Har et stærkt socialt engagement og motiveres af at hjælpe mennesker, der har brug for ekstra støtte på deres vej ind på arbejdsmarkedet
  • Ser muligheder i mennesker og har tålmodighed og overskud til at oplære, træne og hjælpe den enkelte med at udvikle sig
  • Møder mennesker med respekt og ordentlighed, uanset deres baggrund og forudsætninger
  • Er tydelig og tør stille krav, fordi du tror på, at ansvar, forventninger og rigtige arbejdsopgaver også er en vigtig del af udviklingen
  • Kan rumme forskellighed, samtidig med at du skaber klare rammer og forventninger
  • Har lyst til aktivt at tage ansvar for vores sociale indsats og ser den som en naturlig del af dit lederskab

Vi tilbyder

Du bliver en del af en virksomhed med stærke værdier, stolte traditioner og et stort engagement i både forretning og mennesker. Du får mulighed for at sætte dit præg på caféens drift, sortiment og udvikling og skabe resultater, der kan mærkes hos både gæster, medarbejdere og deltagere fra Akademiet.

Ansættelsesforhold

Stillingen er på 37 timer og dækket af Mejeribranchens Funktionæroverenskomst. Da du som caféleder skal kunne dække ind ved eksempelvis sygdom, vil der kunne forekomme weekendvagter.

I spidsperioder og højsæson kan der forekomme overarbejde, som honoreres efter overenskomstens retningslinjer. I vinterhalvåret vil der være mulighed for at afspadsere overarbejdstimer.

Søg jobbet

Vi modtager udelukkende ansøgning og CV via QuickApply på Jobindex, gerne i PDF-format.

Vi afholder samtaler løbende og ønsker stillingen besat senest 1. februar 2027. Stillingsopslaget vil blive lukket når vi har fundet den rette kandidat.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.