Business Manager til Trading – med ansvar for kunder, produkter og eget team

Er du stærk i salg og kunderelationer, har du en god kommerciel forståelse og lyst til at stå i spidsen for din egen del af forretningen? Så er det måske dig, vi søger som Business Manager til Trading hos F&H Group.

Du får ansvar for dine egne kunder og produktområder og bliver en vigtig del af arbejdet med at få produkter fra den første idé og helt ud på hylderne hos nogle af Danmarks største detailkæder.

Nogle gange ved kunden præcis, hvad de vil have. Andre gange er det dig, der skal komme med idéen, se mulighederne og vise kunden noget, de måske ikke selv havde tænkt på. Det kræver, at du både kan udvikle salget, har interesse for produkterne og kan skabe retning for dit team.

Arbejdssted i Aarhus N

Den 1. december 2026 flytter F&H Groups kommercielle afdelinger til Hedeager 5 i Aarhus N. Indtil da holder vi til på vores nuværende hovedkontor i Viborg.

Din egen forretning i forretningen

Trading består i dag af omkring 20 kolleger med forskellige fagligheder. Vi er i gang med at udvikle afdelingen, hvor både nye og erfarne kolleger skal være med til at løfte forretningen videre. Som en af tre Business Managers får du ansvar for udvalgte kunder og produktområder samt direkte personaleansvar for medarbejderne i dit team.

Du kan se rollen som at drive din egen forretning i forretningen. Du har ansvar for salget, budgetterne, indtjeningen og udviklingen af dine områder. Samtidig skal du være en god leder, der hjælper dit team med at lykkes.

Du skal være tæt på dine medarbejdere, kunne træffe beslutninger og hjælpe med at prioritere, når der er mange opgaver. Du giver plads til dine kollegers idéer og faglighed, men er også tydelig omkring, hvad I skal arbejde hen imod.

Du arbejder tæt sammen med blandt andet indkøbere, Sales Coordinators, Buyer Coordinators, QC, plannere og vores sourcingkontor i Kina. Du skal ikke kunne det hele selv. Men du skal kunne sætte retningen, stille de rigtige spørgsmål og sørge for, at opgaverne kommer videre.

Salg, forretningsforståelse og interesse for produkterne

Salget og kunderelationerne fylder meget i jobbet. Du skal forstå kundernes forretning, kunne forhandle gode aftaler og have blik for både omsætning, marginer og indtjening.

Men vi leder ikke kun efter en dygtig sælger. Du skal også være nysgerrig på produkterne og have lyst til at forstå, hvad der skal til for at få en idé hele vejen fra tanke til hylde.

Og ja, nogle gange betyder det også, at du skal synes, det er interessant at finde ud af, om glaseringen på en kop kan holde til gentagne ture i opvaskemaskinen, om materialet lever op til kundens krav, eller om produktet skal justeres, før det er klar.

Du skal ikke selv være ekspert i alt. Til gengæld skal du have interessen for at gå ind i problemstillingen og vide, hvornår du skal have en indkøber, QC eller en anden medarbejder med ind over. Du skal også kunne se muligheder, før kunden selv efterspørger dem. Det kan være nye trends, produkter eller sortimenter, som du mener, der er et marked for.

Hvad kommer du til at arbejde med?

Du får en hverdag med både salg, ledelse, produktudvikling og samarbejde på tværs af Trading.

Dine vigtigste opgaver bliver at:

  • Drive og udvikle salget og samarbejdet med nogle af Danmarks største detailkæder.
  • Have ansvar for budgetter, marginer, forhandlinger og indtjening på dine kunder og produktområder.
  • Finde nye forretningsmuligheder og være med til at udvikle produkter og sortimenter.
  • Sætte retningen for produktudviklingen og give indkøberne et klart udgangspunkt at arbejde videre fra.
  • Have direkte personaleansvar for dit team, herunder støtte og udvikle medarbejderne, prioritere opgaver og følge op.
  • Skabe overblik og gode arbejdsgange, så opgaverne bliver løst, og beslutninger bliver fulgt til dørs.
  • Samarbejde med indkøb, sourcing, QC og øvrige kolleger, så både kvalitet, pris og levering hænger sammen.

Vi har vores eget sourcingkontor i Kina, som du kommer til at arbejde tæt sammen med om blandt andet produktudvikling, leverandører, priser og kvalitet. Du skal derfor have lyst til at samarbejde på tværs af lande og kulturer og være nysgerrig på, hvordan vi sammen får de rigtige produkter udviklet. Stillingen indebærer også rejseaktivitet, blandt andet til Asien cirka to gange om året i forbindelse med sourcing, leverandørbesøg og produktudvikling.

Hvem er du?

Du har erfaring med B2B-salg, større kunder og forretningsudvikling. Måske arbejder du i dag som Sales Manager, Sales Director, Product Manager eller Category Manager. Din titel er ikke det vigtigste for os. Vi ser meget gerne, at du kender til retail og har arbejdet med større detailkæder, hvor kravene til pris, kvalitet, levering og samarbejde er høje.

Derudover håber vi, at du:

  • Har en stærk kommerciel forståelse og erfaring med forhandling, budgetter og arbejdet med at skabe lønsom vækst.
  • Har erfaring med personaleledelse og motiveres af at udvikle medarbejdere og skabe resultater sammen med dit team.
  • Er god til at skabe relationer og kan udvikle både eksisterende kunder og nye forretningsmuligheder.
  • Har interesse for produkter, trends og sortimenter og kommer gerne selv med idéer.
  • Kan skabe struktur i en hverdag med mange forskellige opgaver og prioritere, så teamet ved, hvad der er vigtigst.
  • Træffer beslutninger, følger op og sikrer, at opgaverne bliver løst i samarbejde med de relevante kolleger

Det er en fordel, hvis du har erfaring med produkter inden for interiør, kitchen, living, dining eller lignende områder. Har du arbejdet med sourcing og leverandører i Asien, er det også et plus.

Du behøver ikke have erfaring med det hele. Det vigtigste er, at du kommer med en solid kommerciel baggrund, erfaring med personaleledelse og en oprigtig interesse for at lære vores produkter og forretning at kende.

Hvad får du hos os?

Du bliver en del af en Trading-afdeling med omkring 20 kolleger, store kunder og mange forskellige opgaver. Der er fart på, og flere projekter kører ofte samtidig. Vi er samtidig i gang med at udvikle afdelingen, og du får derfor mulighed for at være med til at præge både dit team og måden, vi arbejder på.

Du får et job med stort ansvar, hvor du kommer tæt på både kunder, produkter og beslutninger. Og du får kolleger med forskellige fagligheder, som du kan sparre med og trække på i hverdagen.

Vi ved også, at arbejdet skal hænge sammen med resten af livet. Derfor forsøger vi at have fleksible rammer i hverdagen, og vi forventer også fleksibilitet den anden vej, når der er behov for det. Fordi vi arbejder internationalt, kan der indimellem være behov for kontakt uden for almindelig arbejdstid, eksempelvis med vores sourcingkontor i Kina. Det skal ikke være normalen, men det er en del af at arbejde i en international forretning.

Derudover tilbyder vi blandt andet pensionsordning, sundhedsforsikring og frokostordning.

Lyder det som noget for dig?

Så vil vi meget gerne høre fra dig. Udfyld vores digitale jobinterview, som tager cirka 15–20 minutter. Vær opmærksom på, at CV uploades efter det digitale jobinterview, og at du derfor skal logge på igen, når interviewet er gennemført.

Udvalgte kandidater inviteres til en første samtale. Går du videre, inviterer vi dig til en anden samtale, hvor vi blandt andet taler om resultaterne af en personlighedstest, som du gennemfører inden samtalen.

Ansøgningsfristen er den 13. november 2026. Vi holder samtaler løbende og afslutter rekrutteringen, når vi har fundet den rette kandidat. Du refererer til Christian Hedeby, Head of Trading. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Christian på che@fh-as.dk.


Om F&H Group

F&H Group A/S er Skandinaviens førende brandhouse inden for Kitchen Living Dining til faghandel, dagligvarehandel og B2C. Sortimentet består af cirka 10.000 varer fordelt på mere end 25 stærke brands – herunder Lyngby Glas, Södahl, Hoptimist, Rosti, Gense og Zone Denmark.
Vi er mere end 350 medarbejdere og har salgs- og datterselskaber i Oslo, Stockholm, Berlin, New York og Guangzhou. Vi arbejder ud fra vores kerneværdier: købmandskab, ordentlighed og handlekraft.
F&H Group A/S · Gl. Skivevej 70 · 8800 Viborg · Tlf. 89 28 13 00 · www.fh-group.dk

  • Støtter diversitet
  • Internationalt miljø
  • Godt socialt miljø
  • Mulighed for hjemmearbejde
  • Frokostordning
  • Fleksible arbejdstider
  • Work-life balance
  • Karrieremuligheder