Kom og leg med os i vores dejlige have – Børnehaven Stadens Vænge søger en pædagog
Har du lyst til at blive en del af en lille, nærværende børnehave, hvor der er tid til fordybelse, leg og tætte relationer? I Børnehaven Stadens Vænge søger vi en pædagog til en fast stilling på 32 timer ugentligt pr. 1. januar 2026.
Vi er en lille selvejende børnehave med 26 børn i et sort træhus med egen have og ny legeplads, lige ved Fælledparken på Østerbro, Vi har et tæt arbejdsfællesskab og en hverdag, hvor nærhed, faglighed og godt humør går hånd i hånd. Vi er en af de få tilbageværende små institutioner i København, og det er vi stolte af.
Hos os bliver du en del af et lille og engageret team bestående af tre pædagoger inklusive leder, en køkkenmedarbejder, en PAU og en medhjælper. Derudover har vi ofte studerende tilknyttet ud over normeringen. Vi hjælper hinanden, deler perspektiver og er optagede af hele tiden at blive dygtigere sammen – til glæde for børnene.
Legen er omdrejningspunktet i vores pædagogiske hverdag. Vi er inspirerede af normkritisk pædagogik og arbejder bevidst med at skabe mangfoldige læringsmiljøer, hvor alle børn får gode muligheder for at deltage, udforske og udvikle sig. Vi lægger stor vægt på nærhed og på at møde det enkelte barn med blik for barnets behov, initiativer og fællesskaber.
Vi arbejder meget bevidst i mindre grupper dagen igennem – både ude, inde og i overgangene. Det betyder blandt andet, at vi har en tydelig rollefordeling blandt de pædagogiske medarbejdere. Når vi er i haven, arbejder vi altid med mindst én aktivitetsvoksen og én voksen, der cirkulerer. Indenfor bruger vi vores forskelligt indrettede legemiljøer til at skabe ro, nærvær og gode rammer for børnenes leg.
Vi ligger i vores egen lille oase tæt på parker og kulturelle oplevelser, men langt fra stress og jag. Vi glæder os til at møde dig, der har lyst til at være en aktiv del af vores arbejdsfællesskab – uanset om du er erfaren pædagog eller ny i faget. Det vigtigste er, at du har lyst til at bidrage med faglighed, nysgerrighed og varme i mødet med børn, kolleger og forældre.
Vil du være med?
Så kom endelig forbi vores dejlige lille børnehus og få en snak eller send os din ansøgning via knappen ”Ansøg” – vi vil se frem til at læse den.
Kontakt Lasse Nice Stisen for yderligere oplysninger på telefon 9385 8911 – du er også velkommen til at sende en SMS.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.
Første runde samtaler afholdes i uge 47 i dagtimerne.
Læs mere om os på https://www.stadensvaenge.dk
Børnehaven Stadens Vænge
Stadens Vænge 5
2100 København Ø
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.