
Varmemester med flair for mennesker og praktiske opgaver til bl.a. ungdomsboliger
Er du praktisk anlagt, god til mennesker og glad for en hverdag med variation? Så er du måske vores nye kollega i AAB Vejle.
Hos os får du frihed under ansvar og kollegaer, der hjælper hinanden. Din vigtigste opgave bliver beboerservice og den daglige drift – blandt andet i vores ungdomsboliger.
En hverdag med mennesker og praktiske opgaver
En vandhane drypper, et køleskab virker ikke, eller en beboer har brug for hjælp. Nogle opgaver løser du selv. Andre kræver, at du tilkalder en håndværker og følger op.
Du kommer blandt andet til at arbejde med:
- Beboerservice og mindre reparationer.
- Drift og vedligeholdelse af fællesarealer.
- Kontakt med håndværkere og leverandører.
- Rekvisitioner og opfølgning på arbejdsopgaver.
- Affaldshåndtering og praktiske opgaver i driftsområdet.
En del af beboerne er internationale studerende. Derfor skal du kunne begå dig på almindeligt engelsk og have lyst til at hjælpe dem godt på plads. Du behøver ikke have svar på alt, men du skal kunne guide dem videre.
Du bliver en del af et team, hvor vi hjælper hinanden og løfter i flok. Vi bidrager med det, vi hver især er gode til, og sørger sammen for pæne og indbydende boligområder. Du arbejder også på egen hånd og skal kunne planlægge din dag og følge dine opgaver til dørs.
Hvem er du?
Du er praktisk anlagt, tager ansvar og møder mennesker med venlighed og respekt. Du tager initiativ, når du ser noget, der skal løses, og kommer gerne med idéer til, hvordan vi kan gøre tingene smartere i hverdagen. Du kan bevare overblikket, når telefonen ringer, og dagens planer ændrer sig – og du spørger om hjælp, når der er brug for det.
Derudover skal du:
- Være tryg ved at bruge computer og almindelig IT.
- Kunne kommunikere på engelsk.
- Have kørekort til personbil.
Erfaring med ejendomsdrift eller håndværk er en fordel. Men du behøver ikke kunne det hele fra starten. Din indstilling og lyst til at lære betyder meget for os.
Det får du hos os
Du får en alsidig hverdag, frihed under ansvar og hjælpsomme kollegaer med en uformel omgangstone. Vi sørger for en grundig oplæring og giver dig mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt.
Hos os er efteruddannelse en del af jobbet. Gennem vores faste samarbejde med AMU kommer du og dine kollegaer på kurser i ejendomsservice, så I får ny viden og praktiske færdigheder med hjem til hverdagen.
Vi er også nysgerrige på AI og prøver os frem med, hvordan det kan hjælpe os i arbejdet. Du behøver ikke kende til AI på forhånd – vi lærer undervejs og hjælper hinanden.
Vil du være med?
Dit arbejdssted er AAB Vejle og hvor du primært får din hverdag i vores afdelinger ved Bomuldsspinderierne og på Søndermarken i Vejle.
Har du spørgsmål, så ring til Rie Schmidt-Nielsen på 20 10 61 42. Send din ansøgning og dit CV til rsn@aabvejle.dk.
Ansøgningsfrist: Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette. Send derfor gerne din ansøgning hurtigst muligt.