Salgs- & Marketingmedarbejder søges

Vær med til at udvikle Kaløvig Badehotel, vores koncerter og Kaløvig Havnefestival

Er du kreativ, kommercielt tænkende og stærk på digital markedsføring – og kan du både få idéerne og føre dem helt ud i livet?

Så har vi måske jobbet til dig på Kaløvig Badehotel i Aarhus N.

Vi er et lille, hyggeligt badehotel med 17 værelser og masser af aktivitet året rundt. Vores gæster kommer til os for ophold, restaurantbesøg, bryllupper, konfirmationer og alle livets øvrige fester.

Samtidig er vi et populært sted for erhvervslivet, som bruger huset til møder, konferencer, firmaarrangementer og events.

De seneste år har vi desuden udviklet Kaløvig Badehotel til et aktivt spillested med mere end 35 intimkoncerter om året, og fra 2026 står vi også bag Kaløvig Havnefestival, som afvikles hvert år i uge 33.

Der sker med andre ord meget – og nu søger vi en dygtig salgs- og marketingmedarbejder, der kan være med til at samle trådene og videreudvikle vores profil og synlighed.

Dit job

Du får en central rolle i den fortsatte udvikling og markedsføring af Kaløvig Badehotel og vores aktiviteter.

Du skal være med til at sikre, at vi står skarpt og synligt over for både private gæster, virksomheder, koncertgæster og festivalpublikum.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:

  • Udvikling af Kaløvig Badehotels profil, brand og visuelle identitet
  • Planlægning og gennemførelse af vores markedsføring gennem hele året
  • Opdatering og videreudvikling af vores hjemmesider i WordPress
  • Arbejde med SEO og Google Ads
  • Planlægning og annoncering på Facebook, Instagram og LinkedIn
  • Udarbejdelse og udsendelse af nyhedsbreve og kampagner
  • Udvikling af grafisk materiale til både digitale og trykte medier
  • Produktion af annoncer, opslag, flyers, plakater og salgsmateriale
  • Udvikling og produktion af foto- og videomateriale
  • Markedsføring af vores koncerter og events
  • Markedsføring og videreudvikling af Kaløvig Havnefestival
  • Salgsrettede aktiviteter over for virksomheder, møde- og konferencekunder samt selskaber
  • Sikre, at vores markedsføringsmateriale følger vores årshjul og er klar i god tid

Hvem er du?

Vi forventer os, at du allerede har flere års erfaring med marketing, kommunikation og digital annoncering.

Det vigtigste for os er dog, at du kan selv.

Vi er en mindre organisation, så du skal trives med at få ansvar og være den, der både kommer med idéen, lægger planen og får opgaven helt i mål.

Vi forventer, at du:

  • Har indgående kendskab til WordPress
  • Har praktisk erfaring med Google Ads og SEO
  • Kan arbejde professionelt med Facebook, Instagram og LinkedIn
  • Har sans for grafisk kommunikation og et stærkt visuelt udtryk
  • Kan producere eller koordinere foto og video til sociale medier og annoncering
  • Er kreativ, idérig og følger med i tidens trends
  • Arbejder struktureret og kan planlægge ud fra et årshjul
  • Kan holde styr på mange forskellige aktiviteter og deadlines
  • Har en kommerciel forståelse og kan se sammenhængen mellem marketing og salg
  • Er selvkørende og tager ansvar for dine projekter fra idé til færdigt resultat

En arbejdsplads med mange muligheder

Hos os bliver du ikke en lille brik i en stor marketingafdeling.

Du får derimod mulighed for at få stor indflydelse på vores markedsføring, visuelle profil og fremtidige udvikling.

Den ene dag arbejder du måske med en kampagne for weekendophold eller møder og konferencer. Den næste dag skal en ny koncert markedsføres, en bryllupskampagne udvikles eller årets kommunikation omkring Kaløvig Havnefestival planlægges.

Vi har mange idéer og ambitioner – og søger dig, der kan være med til at omsætte dem til synlighed, gæster og salg.

Du bliver en del af et lille hus med korte beslutningsveje, højt tempo, masser af forskelligartede opgaver og plads til nye idéer.

Lyder det som noget for dig?

Så vil vi meget gerne høre fra dig.

Send en kort ansøgning og dit CV – og meget gerne eksempler på kampagner, grafisk arbejde, sociale medier, hjemmesider eller andet, du tidligere har lavet.

Ansøgning sendes til: dalhof@kbhaarhus.dk