Museumsinspektør til Arbejdermuseet
Vil du være med til at skabe engagerende museumsoplevelser for et bredt sammensat publikum? Trives du med at arbejde i krydsfeltet mellem drift og udvikling, og motiveres du af at omsætte kulturhistorisk viden til stærk formidling? Så er du måske vores nye museumsinspektør.
Arbejdermuseet er i rivende udvikling. Vi arbejder med en ambitiøs 2030-strategi, forbereder vores historiske bygning til en UNESCO-verdensarvsstatus og udvikler museet som et folkeligt mødested med fokus på fællesskab, samfundsengagement og lige adgang til kulturarven. Strategien bygger blandt andet på værdierne omsorg og relationer, som præger både vores møde med publikum og samarbejdet mellem kolleger. En vigtig del af den ambition er at sikre, at mødet med Arbejdermuseet opleves som relevant, tilgængeligt og engagerende uanset om man besøger os for allerførste eller femte gang. Derfor opretter vi en ny fast stilling som museumsinspektør, der skal sikre, at formidlingen i museets faste udstillinger, omvisninger og familieaktiviteter løbende vedligeholdes og udvikles i takt med brugernes feedback, forventninger og nysgerrighed.
Om stillingen
Du bliver en fast del af vores udstillingsteam der i det daglige koordineres af vores udstillingsansvarlige. Dine arbejdsdage vil veksle mellem faglig fordybelse, implementering af udstillingsjusteringer og praktisk arbejde på gulvet, hvor du fx observerer publikums adfærd og oplevelser, gennemfører supervision af vores timelønnede omvisere eller gør klar til ferieaktiviteter. Vi er en arbejdsplads med høje ambitioner, hvor vi møder hinandens fagligheder med nysgerrighed og anerkendelse, prioriterer trivsel højt og lægger vægt på, at nye kolleger får en grundig onboarding, så de kommer godt fra start.
Opgaverne inkluderer:
- Sikre en høj daglig kvalitet i gæsternes oplevelse af museets faste udstillinger gennem vedligeholdelse og løbende udvikling af deres formidling.
- Indsamle og omsætte viden fra brugerundersøgelser til konkrete justeringer og forbedringer af eksisterende udstillinger.
- Udvikle og drifte ferie- og familieaktiviteter, der engagerer gæster på tværs af generationer herunder budgetstyring, vagtplan og koordinering med værter og eksterne samarbejdspartnere.
- Drive og udvikle museets omvisningstilbud i vores faste udstillinger og særudstillinger, herunder rekruttering, oplæring og faglig sparring med vores omvisere.
- Bidrage med kulturhistorisk indhold til sociale medier, besvare faglige forespørgsler og andre forefaldende opgaver.
Om dig
Du brænder for, at den begejstring, du selv oplever ved kulturhistorien, smitter af på både nye og vante museumsgæster. Og ligesom os tror du på, at der findes lige så mange måder at opleve arbejderhistorien på som der findes mennesker. Du har en relevant akademisk baggrund inden for fx etnologi, kulturformidling, historie eller lignende og kan både være nyuddannet eller have flere års erfaring. Det vigtigste er din motivation for netop denne stilling og dit engagement i kulturhistorisk formidling.
- Du kan sikre høj kvalitet i den daglige drift af udstillinger, omvisninger og ferieaktiviteter og samtidig få øje på nye muligheder der styrker oplevelsen.
- Du arbejder selvstændigt og tager ansvar for dine opgaver, samtidig med at du trives i tæt samarbejde med kolleger på tværs af fagligheder.
- Du er nysgerrig på brugernes oplevelser og ser det som en naturlig del af dit arbejde at bruge feedback, observationer og data til at følge op og skabe forbedringer inden for dine opgaveområder.
- Du motiveres af at se tydelige resultater af dit arbejde og af at gøre en mærkbar forskel for gæsternes oplevelse.
- Du har lyst til at bidrage positivt til vores omviseres faglige udvikling og trivsel og er samtidig kreativ, struktureret og god til at bevare overblikket i en hverdag med mange opgaver og samarbejdsrelationer.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt med arbejdsplads i Rømersgade, København K.
Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2027.
Du bliver ansat i henhold til overenskomst med relevant fagforening og med reference til museets Program- og Publikumschef.
Vi vil anmode om reference i forbindelse med ansættelsen. Arbejdermuseet ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge.
Ansættelsesproces
Ansøgningsfrist den 5. november 2026, kl. 10.
Send ansøgning (maks. 1 A4) og CV via linket "Ansøg".
Første samtalerunde afholdes den 12. november
Anden samtalerunde afholdes den 17. november
Spørgsmål
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Program- og publikumschef, Linda Nørgaard Andersen på mail; lna@arbejdermuseet.dk eller udstillingsansvarlig, Kristine Kamp Albæk på kka@arbejdermuseet.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.