
Lagermedarbejder med truckcertifikat
Vil du have et fast fuldtidsjob med faste arbejdstider, varierede lageropgaver og gode kolleger?
EQUIDAN VETLINE i Herning søger en stabil og ansvarsbevidst lagermedarbejder med truckcertifikat.
Du bliver en del af et mindre lagerteam på 3 fuldtidsansatte, hvor de daglige arbejdsopgaver går på skift. Det betyder, at du får en varieret arbejdsdag og sammen med dine kolleger er med til at sikre, at vores kunder får de rigtige varer til tiden.
Dine arbejdsopgaver
Arbejdsopgaverne består blandt andet af:
- Plukning, pakning og klargøring af kundeordrer til forsendelse efter korrekt varenummer, antal og batchnummer
- Håndtering af varer fra få gram og op til ca. 15 kg samt hele paller
- Vareopfyldning og intern varehåndtering
- Truckkørsel, herunder af- og pålæsning af lastbiler
- Kontrol af varer, batchnumre og mærkning
- Generel rengøring, oprydning og øvrige praktiske opgaver på lageret
Arbejdet kræver, at du er omhyggelig og har øje for detaljerne. Det er vigtigt, at varerne plukkes og pakkes korrekt, og at du tager ansvar for orden og ryddelighed på lageret.
Du får tæt kontakt til virksomhedens øvrige medarbejdere og især et tæt dagligt samarbejde med vores 3 medarbejdere i logistik og ordremodtagelsen.
Vi forventer, at du
- Har gyldigt truckcertifikat – det er et krav
- Er mødestabil, punktlig og ansvarsbevidst
- Kan arbejde selvstændigt, struktureret og med høj akkuratesse
- Kan tale og forstå dansk, så du kan forstå arbejdsinstruktioner
- Har sans for orden og forstår vigtigheden af korrekt håndtering af varenummer, antal og batchnummer
- Trives med fysisk og varieret lagerarbejde og bidrager positivt til samarbejdet
Erfaring fra lagerarbejde er en fordel, men vi lægger også stor vægt på din indstilling, stabilitet og lyst til at tage ansvar.
En arbejdsplads med fokus på godt samarbejde
Hos EQUIDAN VETLINE lægger vi stor vægt på et godt arbejdsklima, respekt og en ordentlig omgangstone.
Vi er en multikulturel arbejdsplads med medarbejdere med forskellige baggrunde og erfaringer. Vi ser forskellighed som en naturlig del af vores virksomhed og forventer, at alle bidrager positivt til samarbejdet og fællesskabet.
Arbejdstid og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er:
Mandag-torsdag kl. 08.00-16.00 Fredag kl. 08.00-15.00
Der er 30 minutters selvbetalt frokostpause dagligt.
Den planlagte effektive arbejdstid er 36,5 timer om ugen, men stillingen aflønnes som en 37-timers fuldtidsstilling svarende til 160,33 betalte timer om måneden.
Vi tilbyder desuden:
- Løn efter erfaring og kvalifikationer
- Pensionsordning
- Helbredssikring
- Faste arbejdstider
- Varierede arbejdsopgaver
- Et godt kollegialt miljø
Ansøgning
Lyder jobbet som noget for dig?
Send en kort ansøgning og dit CV til jba@equidan.dk.
Vi behandler ansøgningerne løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Jørgen Baymler.
Læs mere om EQUIDAN VETLINE på www.equidan.dk.