Projektleder til anlægsprojekter - hos et forsyningsselskab i vækst

Hos Middelfart Fjernvarme arbejder vi hver dag for at levere stabil, fremtidssikret, konkurrencedygtig og driftssikker varme til vores forbrugere.

I løbet af de seneste tre år har vi udvidet vores forsyningsområde med mere end 3.000 nye forbrugere og etableret over 130 km distributions- og stikledninger. Udviklingen fortsætter med konvertering af nye områder til fjernvarme samt etablering af nye produktionsanlæg, herunder varmepumper.

For at understøtte denne udvikling og samtidig sikre en stærk drift og vedligeholdelse søger vi en projektleder til Projekt- og Distributionsafdelingen.

Du bliver en del af et fagligt stærkt team bestående af fem engagerede og selvstændige kolleger. Rollen giver dig en central position i en organisation med høj aktivitet, korte beslutningsveje og mange spændende anlægsprojekter.

Arbejdsopgaverne spænder bredt fra ledelse af større anlægsprojekter til koordinering af mindre vedligeholdelses- og ad hoc-opgaver. Vi arbejder i et uformelt miljø med stor hjælpsomhed og en kultur præget af samarbejde, videndeling og gensidig respekt. Vi tror på, at de bedste resultater skabes gennem åben dialog, faglig sparring og fælles ansvar for opgaverne.

Vi lægger vægt på, at du kombinerer et solidt fagligt fundament med praktisk erfaring. Samtidig er det afgørende, at du motiveres af samarbejde og ønsker at bidrage aktivt til fællesskabet og de mål, vi lykkes med i fællesskab.

Dine succeskriterier som projektleder

  • Du gennemfører projekter som aftalt med fokus på tid, økonomi, kvalitet og risikostyring.
  • Leverandører, entreprenører og samarbejdspartnere oplever dig som en professionel, konstruktiv og løsningsorienteret repræsentant for Middelfart Fjernvarme.
  • Du bidrager aktivt til samarbejdet og handler ud fra overbevisningen om, at fælles succes skabes gennem fælles indsats.
  • Du opbygger stærke relationer og trives i dialogen med samarbejdspartnere, myndigheder og forbrugere.
  • Du bidrager til udviklingen af nye og mere effektive distributionsløsninger gennem nytænkning og faglig nysgerrighed.

Som projektleder for anlægsprojekter er dine primære opgaver

  • Lede anlægsprojekter og sikre proaktiv projekt- og risikostyring på projekter med en økonomisk ramme på op til 100 mio. kr.
  • Sikre løbende fremdrift og koordinering, så projekterne leveres inden for de fastlagte økonomiske, kvalitetsmæssige og tidsmæssige rammer.
  • Bidrage til at finde de praktisk/teknisk mulige løsninger i marken.
  • Sikre løbende dialog og koordinering med myndigheder, entreprenører, leverandører og øvrige interessenter.
  • Koordinere på tværs af projekter og organisatoriske funktioner.
  • Bidrage til udarbejdelse af udbudsmateriale, rammeaftaler samt håndtering af myndighedsprocesser.

Vi forestiller os, at du

  • Har en teknisk uddannelse og relevant erfaring, gerne fra forsynings- eller fjernvarmesektoren.
  • Har erfaring med ledelse af større anlægsprojekter.
  • Er stærk inden for økonomistyring og har forståelse for samspillet mellem bygherre, entreprenør og myndigheder.
  • Er robust og pragmatisk og evner at balancere kvalitet, økonomi og fremdrift.
  • Er en udpræget holdspiller, men samtidig i stand til at arbejde selvstændigt.
  • Arbejder struktureret og vedholdende med fokus på omkostningseffektive løsninger.
  • Har en høj faglig stolthed og sikrer kvalitet i både projektstyring og samarbejde.
  • Evt. erfaring med Termis, Leanheat og aktive alarmsystemer, vil være en fordel.
  • Stærke IT færdigheder - fortrolig med Microsoft Office-pakken og gerne Microsoft Project.

Middelfart Fjernvarme tilbyder:

  • En afvekslende og fagligt udfordrende hverdag, hvor du styrer projekter fra projektudvikling til aflevering mod slutbruger.
  • Et uformelt og dynamisk arbejdsmiljø med dygtige kolleger og tæt samarbejde på tværs af organisationen.
  • En kultur præget af tillid, samarbejde og stort engagement.
  • Attraktive ansættelsesvilkår og fokus på balance mellem arbejdsliv og privatliv.
  • Muligheden for at bidrage aktivt til udviklingen af fremtidens varmeforsyning og være en vigtig del af den energi- og forsyningsmæssige og, teknologiske omstilling.

Ansøgning og proces

Lyder dette som noget for dig, så send os gerne en ansøgning og et CV via linket "Ansøg" her på siden.

Vi behandler ansøgninger løbende og opfordrer derfor interesserede kandidater til at søge hurtigst muligt.

Det er en forudsætning, at du har kørekort og kan fremvise en ren straffeattest.

Yderligere oplysninger

Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Projekt- og Distributionschef Brian Schmidt på telefon 20 56 85 27.

Du kan også læse mere om Middelfart Fjernvarme på www.middelfartfjernvarme.dk


Om os:

Middelfart Fjernvarme a.m.b.a. er et moderne forbrugerejet fjernvarmeselskab, der forsyner 2,25 mio. m2 bolig- og erhvervsareal fordelt på ca. 11.600 boliger/ejendomme i Middelfart, Strib, Nr. Aaby og Ejby.

Varmeproduktionen i Middelfart, Strib, Nr. Aaby og Ejby er hovedsageligt baseret på biomasse og overskudsvarme, hvilket giver en CO2 neutral og miljørigtig fjernvarme til forbrugerne.

Middelfart Fjernvarme a.m.b.a. har desuden et samarbejde om drift og administration af Nr. Aaby -Vandværk a.m.b.a., der forsyner ca. 1.300 forbrugere i Nørre Aaby og Ejby Vandværk a.m.b.a., der forsyner ca. 1.250 forbrugere i Ejby.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.