Valdal Ejendomsadministration P/S søger en udviklingsorienteret økonomimedarbejder

Har du lyst til et spændende og udfordrende job, og har du passion og evnerne til selvstændigt at varetage økonomiopgaver på udlejnings-/investeringsejendomme, ejer- og andelsboligforeninger? Så er du måske vores nye kollega og kan blive en del af et team, hvor ambitionerne er høje og samarbejdet er stærkt.

Vi mangler dig – dig som

  • har gennemslagskraft og samtidig er serviceminded og struktureret
  • er god til at bevare overblikket og følger opgaver til dørs
  • er en teamspiller og vægter samarbejde højt
  • er positiv og nysgerrig i din tilgang til arbejdet
  • er proaktiv og ønsker udfordringer
  • ønsker at gøre en forskel
  • er engageret og ambitiøs

Hvem er vi

Vi er i kraftig vækst, og vi har derfor behov for flere hænder. Vi administrerer andels– og ejerforeninger samt udlejnings-/investeringsejendomme indenfor bolig og erhverv, ligesom vi udfører økonomiopgaver for vores advokat- og inkassoafdeling.

Vores økonomiafdeling på pt. 3 medarbejdere bistår ejendomsadministrationen, som består af 12 dedikerede medarbejdere fordelt på ejendomsadministratorer, backoffice-medarbejdere, ejendomsteknisk medarbejder og studentermedhjælpere. Arbejdsstrukturen er præget af stærkt sammenhold og hjælpsomhed. Sparring er nøgleord i vores hverdag, og vi arbejder på tværs af afdelinger og teams.

Vi lægger vægt på at være en tilgængelig og moderne ejendomsadministration, hvor vi hele tiden udvikler os henimod at lette vores kunders dagligdag.

Hos os vil vi være glade for at gå på arbejde. Hver dag. Vi har særligt fokus på trivsel og arbejder aktivt med at højne arbejdsglæden. Vi vil også være stolte af vores arbejde. Det oplever vores kunder, leverandører og kollegaer ved, at vi prioriterer faglighed samtidig med, at vi yder en høj service.

For os betyder ordentlighed alt – både i vores samspil med hinanden og i det professionelle arbejde, vi leverer. Vores medarbejdere er dygtige, og vi vægter uddannelse højt. Vi tilbyder derfor, at du løbende bliver uddannet såvel internt som eksternt, så du bliver klædt godt på til at klare dine opgaver.

Dine opgaver

Vi forventer, at du har den nødvendige faglige erfaring, og at du kan arbejde selvstændigt og tager ejerskab for dine opgaver – ligesom du har fokus på udvikling af processer.

Du er god til at kommunikere på både skrift og i tale, og du leverer arbejde i et højt tempo og af høj kvalitet.

Du er god til at gennemskue sammenhænge og hjælper/sparrer med dine kollegaer. Samtidig er det vigtigt for os, at du arbejder detaljeorienteret samt struktureret og sigter efter de bedste løsninger. Du er som økonomimedarbejder vant til i perioder at have travlt og kan bevare overblikket. Vi lytter meget gerne til dig og dine erfaringer, så vi sammen kan skabe et godt resultat og hele tiden udvikle os.

Dit daglige arbejde vil indeholde alsidige opgaver og det vil bl.a. indebære:

  • En central rolle i økonomiafdelingens daglige drift, herunder fakturahåndtering, kontering, bogføring, betalinger, besvarelse af mails, afstemninger, oprettelse og ajourføring af data, afstemning og bogføring af klienttilsvar m.v.
  • Udførelse af telefoniske og skriftlige henvendelser samt håndtering af forskelligartede opgaver med skarpe deadlines.
  • Rolle som faglig sparringspartner overfor administratorer, kunder og kollegaer.
  • Håndtering af administration og projektregnskaber på byggesager.
  • Administration og afstemning af fælleslån.
  • Håndtering af skat, moms og splitmoms, herunder indberetning og afregning m.v.
  • Lønadministration tillige lønsumsindberetning.
  • Udfærdigelse af årsregnskabsmateriale til revisor samt opstilling af perioderegnskaber.

Udvalgte arbejdsopgaver er periodebestemte til årets første måneder. Du skal derfor i denne periode være indstillet på overarbejde.

Vi anvender UnikBolig 4, Advosys og MS Office. Hvis du har kendskab til UnikBolig 4, er det en absolut fordel – men vi lærer gerne fra os, hvis ikke du har kendskab til disse systemer.

Vi tilbyder

  • en fuldtidsstilling med løn efter kvalifikationer
  • mulighed for hjemmearbejde
  • pensionsordning
  • sundhedsforsikring
  • parkeringsmulighed
  • frokostordning
  • fysioterapiordning
  • unge og erfarne kollegaer
  • en uformel omgangstone
  • sociale arrangementer

Du vil opleve en fleksibel arbejdsplads med gode sociale rammer udover en udfordrende hverdag med alsidige arbejdsopgaver.

Kan du se dig selv som vores nye økonomimedarbejder? Send da din ansøgning til vores HR-ansvarlige, Lene Henriette Poulsen, på hr@valdal.com snarest muligt. Vi vil løbende behandle ansøgninger, som de modtages.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte økonomichef Thomas U. Petersen, tlf. 8233 4065, e-mail tp@valdal.com.

Vi glæder os til at høre fra dig.