Bogholder til Morgencaféen
Har du styr på tallene, arbejder selvstændigt – og trives du i et uhøjtideligt miljø?
Morgencafé for Hjemløse søger en erfaren og selvstændig bogholder til cirka 7–8 timer om ugen. Måske leder du efter et mindre job, hvor du kan have ansvaret for bogholderiet i en lille organisation med et socialt formål. Arbejdet kan fordeles mellem en halv dag på kontoret og resten hjemmefra i løbet af ugen.
Vi er ikke et traditionelt kontor. Morgencaféen er et socialt tilbud med mange mennesker gennem huset, forskellige fagligheder og en uformel omgangstone.
Du sidder sammen med kollegerne i et lille, åbent kontorområde, hvor brugere jævnligt kommer forbi sekretariatet med spørgsmål eller behov for hjælp. Kontakt med brugerne er derfor en naturlig del af hverdagen. Til gengæld får du en arbejdsplads med mening, gode kolleger og tæt kontakt til den daglige drift.
Dine opgaver
Du bliver den, der har det praktiske overblik over Morgencaféens økonomi. Vi er en lille arbejdsplads med ni ansatte og en enkel økonomi, så opgaven er overskuelig og ikke kompliceret. Du tager dig af den løbende bogføring, løn, betalinger og afstemninger, følger op på økonomien og hjælper med at klargøre materialet til årsregnskabet og skabe et godt økonomisk overblik for ledelse og bestyrelse.
Vi leder efter en rutineret og selvstændig bogholder, der er tryg ved almindelige økonomi- og regnskabssystemer, har blik for struktur og opdager, når noget ikke stemmer. Den præcise opgavefordeling tilpasser vi til din erfaring og dine kompetencer.
Vi tilbyder
- Stor selvstændighed og mulighed for at tilrettelægge dine opgaver
- Et uhøjtideligt arbejdsmiljø med engagerede kolleger
- En arbejdsplads med en tydelig social opgave
- Løn efter kvalifikationer
Om Morgencafé for Hjemløse
Morgencafé for Hjemløse er et socialt tilbud i København NV for mennesker i hjemløshed og andre socialt udsatte. Hver dag kommer omkring 130–150 brugere i huset. Vi er et morgentilbud, og åbningstiden er fra 06:30 til 13:30.
Ud over mad og et trygt sted at være tilbyder vi blandt andet sundhedsindsatser, sociale aktiviteter og kreative tilbud. Morgencaféen arbejder tæt sammen med en række offentlige, private og frivillige aktører.
Interesseret?
Send os nogle få ord om dig selv og dit CV. Vi er især interesserede i at høre om din praktiske erfaring med bogholderi – og hvorfor denne stilling passer godt til dig.
Har du spørgsmål til stillingen eller lyst til at høre mere om jobbet og Morgencaféen, er du meget velkommen til at kontakte sekretariatsleder Jakob Espersen på telefon 4110 1040
Tiltrædelse: Hurtigst muligt. Vi behandler ansøgninger løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.
Arbejdstid: Ca. 7–8 timer ugentligt
Arbejdssted: Morgencafé for Hjemløse, Theklavej 48, 2400 København NV
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.