
Projekt- og frivilligkoordinator til nyt demensfællesskab i Aarhus
Vil du være med til at etablere et nyt fællesskab for mennesker med demens i Aarhus? I samarbejde med Aarhus Kommune skal vi skabe frivilligdrevne aktiviteter med fokus på fællesskab, deltagelse og en aktiv og meningsfuld hverdag. Alzheimerforeningen søger derfor en engageret projekt- og frivilligkoordinator, der får en central rolle i at udvikle aktiviteter, engagere og understøtte frivillige og bygge bro mellem kommunale tilbud og fællesskaber i civilsamfundet. Stillingen er en del af Alzheimerforeningens nationale satsning på lokale demensfællesskaber, og erfaringerne fra Aarhus skal bidrage til udviklingen af koncepter og metoder, som kan bruges i andre af Alzheimerforeningens lokalafdelinger og demensfællesskaber.
Om stillingen
Stillingen er en projektansættelse på 30 timer om ugen frem til 31. december 2027 med mulighed for forlængelse. For den rette kandidat er der mulighed for en stilling på op til 37 timer om ugen. De ekstra timer vil være knyttet til et andet af Alzheimerforeningens projekter, hvor du bl.a. skal understøtte projektlederen i udvikling og gennemførelse af projektaktiviteter. Du bliver en del af afdelingen Udvikling, projekter og foreningsarbejde og et projektteam med 11 kollegaer.
Langt størstedelen af din arbejdstid vil være i Aarhus, hvor aktiviteterne foregår på flere lokationer. Du vil samarbejde tæt med mennesker med demens og deres pårørende, frivillige, Aarhus Kommune, lokale aktører og Alzheimerforeningens Lokalafdeling Østjylland. Vi foretrækker derfor kandidater, der bor i Aarhus eller omegn.
Administrative opgaver og onlinemøder kan i relevant omfang løses fra en hjemmearbejdsplads. Der vil desuden i begrænset omfang være i Alzheimerforeningens sekretariat i København.
Dine primære arbejdsopgaver
Udvikling og borgerinddragelse
- Planlægge og gennemføre workshops med mennesker med demens og omsætte deres ønsker og behov til trygge, genkendelige og meningsfulde aktiviteter og fællesskaber
- Udvikle, afprøve og etablere aktiviteter sammen med deltagere, frivillige og samarbejdspartnere
- Indsamle og omsætte erfaringer til dokumentation, evaluering og koncepter til videreudvikling og brug i andre lokalafdelinger og demensfællesskaber.
Frivilligkoordination
- Rekruttere, introducere og koordinere frivillige og matche dem med aktiviteter og målgrupper
- Understøtte de frivilliges motivation, trivsel og engagement gennem løbende dialog, sparring og opfølgning
- Sikre struktur, kvalitet og kontinuitet i aktiviteterne og understøtte, at de frivillige gradvist får ejerskab til og ansvar for dem
Samarbejde og brobygning
- Samarbejde tæt med Aarhus Kommune, herunder DemensHjørnet, Demensvenlig By og medarbejdere omkring den fysiske og kognitive træningsindsats, og bygge bro mellem kommunale tilbud og frivillige fællesskaber
- Opbygge relationer og samarbejde med kulturinstitutioner, foreninger og andre lokale aktører
- Bidrage til kommunikation og synliggørelse af aktiviteterne
- Understøtte Alzheimerforeningens Lokalafdeling Østjyllands engagement og den langsigtede lokale forankring af fællesskaberne
Vi forestiller os, at du
- Har erfaring med frivillighed, fællesskaber, socialt arbejde eller lignende og gerne med at rekruttere, engagere og understøtte frivillige
- Har erfaring med projekt- og aktivitetskoordinering og kan omsætte idéer til aktiviteter, der fungerer i praksis
- Har erfaring med eller flair for facilitering og inddragelse
- Kan skabe relationer og samarbejde på tværs af borgere, frivillige, kommune og civilsamfund
- Arbejder selvstændigt og struktureret og kan skabe fremdrift – også når ikke alle rammer er fastlagt
- Kommunikerer klart og sikkert både mundtligt og skriftligt
Kendskab til at omgås mennesker med demens er en fordel. Det vigtigste er din erfaring med koordinering, frivillighed, fællesskaber og samskabelse og din lyst til at sætte dig ind i demensområdet.
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse, fx inden for det sociale, sundhedsfaglige, pædagogiske eller samfundsfaglige område. Din konkrete uddannelsesbaggrund er dog mindre vigtig end dine erfaringer og din evne til at lykkes i rollen.
Vi tilbyder
Du får stor frihed i opgaveløsningen og mulighed for at præge en ny indsats fra begyndelsen. Du kommer tæt på deltagere, frivillige og samarbejdspartnere og kan gøre en mærkbar forskel for mennesker med demens og deres pårørende. Samtidig bliver du en del af en national indsats, hvor erfaringerne fra dit arbejde kan være med til at udvikle demensfællesskaber andre steder i landet.
Du bliver en del af en arbejdsplads med høj faglighed, engagerede kollegaer og korte beslutningsveje.
Vi tilbyder gode ansættelsesvilkår, herunder betalt frokostpause, fem ekstra fridage, arbejdsgiverbetalt sundhedsordning og mulighed for fleksibilitet og balance mellem arbejds- og privatliv.
Løn og pension fastsættes efter erfaring og kvalifikationer inden for Alzheimerforeningens lønramme.
Sådan søger du
Send din ansøgning og dit CV via linket "Ansøg".
Vi indkalder løbende til samtaler og lukker opslaget, når vi har fundet den rette kandidat. Tiltrædelse er snarest muligt.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte rådgivningschef, Anne-Mette Diedrichsen på tlf. 5210 2243 eller mail amd@alzheimer.dk.
Du kan læse mere om Alzheimerforeningen på www.alzheimer.dk.
Om Alzheimerforeningen
Alzheimerforeningen er en landsdækkende patientforening, der arbejder for at forbedre vilkårene for mennesker med demens og deres pårørende. Vi tilbyder rådgivning og information, skaber aktiviteter og fællesskaber og støtter forskning i demenssygdomme. Sammen arbejder vi for, at alle berørt af demens kan leve et godt og indholdsrigt liv og for et mere demensvenligt samfund.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.