
Leder til beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud
Vil du lede tilbud, der giver mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser mulighed for udvikling, deltagelse og fællesskab?
Vi søger en leder til værkstedsområdet, hvor du får ansvar for Hjortebro/Genskab, Schaumanns Café og Galleri, Damgård og Damhuset. Her bliver du en central del af både den daglige drift og udviklingen af fremtidens tilbud efter servicelovens §103 og §104.
Hos os får du mulighed for at præge udviklingen af fremtidens beskyttede beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud. Du bliver en del af en erfaren og engageret medarbejdergruppe og et stærkt lederteam med god sparring, tæt samarbejde og en tilknyttet mentor.
En lederrolle med både drift, udvikling og fællesskab
Som leder får du ansvar for medarbejdere, faglighed, økonomi og udvikling på tværs af fire tilbud. Du skal skabe en stabil og velfungerende hverdag, samtidig med at du er med til at udvikle tilbuddene, så de matcher borgernes behov og følger samfundets udvikling.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- lede og understøtte medarbejdere fordelt på flere matrikler, hvor du arbejder systematisk med trivsel, arbejdsmiljø og faglig udvikling
- sikre tydelig retning, god drift og høj faglig kvalitet
- udvikle tilbuddene i tæt samarbejde med medarbejdere og lederkolleger
- sikre sammenhæng på tværs af tilbuddene
- balancere ambitioner, prioriteringer, ressourcer og økonomi
- bidrage aktivt til lederfællesskabet på det specialiserede socialområde
Om tilbuddene
Du bliver leder for:
- Hjortebro/Genskab i Haderslev med ca. 50 borgere og 14 medarbejdere
- Schaumanns Café og Galleri i Haderslev med ca. 15 borgere og 3 medarbejdere
- Damgård i Moltrup med ca. 20 borgere og 12 medarbejdere
- Damhuset i Moltrup med ca. 8 borgere og 4 medarbejdere
Hvem er du?
Ingen kan alt, men det er en fordel, hvis du har ledelseserfaring og en relevant socialfaglig, pædagogisk, sundhedsfaglig eller anden relevant baggrund. I din ledelse kan du gennem tydelighed og inddragelse skabe overblik i en hverdag med mange hensyn, og du trives med at balancere drift, udvikling, personaleledelse og økonomi.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med §103/§104, ledelse på flere matrikler, lederuddannelse eller erfaring fra en kommunal organisation. Det vigtigste er dog, at du har lyst til at stå i spidsen for en meningsfuld kerneopgave og udvikle området sammen med medarbejdere og lederkolleger.
Derfor skal du vælge os
Du bliver leder for tilbud med en bred vifte af aktiviteter – blandt andet kreative værksteder, cafédrift, produktion og praktiske opgaver. Fælles for tilbuddene er ambitionen om at skabe meningsfulde aktiviteter, deltagelse og livskvalitet for borgerne.
Vi arbejder med afsæt i “Værdifuld hverdag – hver dag” og Haderslev Kommunes værdier: ambitioner, resultater, fællesskab og dialog. I praksis betyder det, at vi sætter retning sammen, skaber resultater med mening, prioriterer fællesskaber og leder gennem åben dialog.
Du kommer til at referere til Tina Hansen Andersen, afdelingsleder i Livsmestring og Støtte.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid og ligger primært i dagtimer på hverdage. Aftenmøder og afløsning i aften- og weekender kan forekomme.
Tiltrædelse 1. oktober 2026
Løn sker efter overenskomst for SL-ledere, grundløntrin 41 plus tillæg. Det angivne lønspænd i det nuværende opslag er 46.000-51.000 kr. plus pension. Den endelige placering i intervallet baseres på objektive kriterier som f.eks. relevant uddannelse og dokumenteret erhvervserfaring.
Ansøgningsproces
Ansøgningsfristen er søndag den 16. august.
Første samtalerunde afholdes den 20. august, og anden samtalerunde afholdes den 24. august 2026.
I ansættelsesforløbet anvendes personlighedstest og case, ligesom der indhentes reference.
Lyder det som en lederopgave for dig?
Så glæder vi os til at høre, hvordan du vil være med til at skabe meningsfulde hverdage, stærke fællesskaber og faglig udvikling i vores §103- og §104-tilbud.
Har du spørgsmål eller lyst til en uformel dialog om stillingen, er du velkommen til at kontakte Tina Hansen Andersen på telefon 24 85 95 53.
Om Haderslev Kommune
Vi er en organisation med ambitioner for både Haderslev Kommune og os selv. Vi arbejder målrettet og nytænkende, skaber resultater sammen og tør sigte højt. Hos os er dialog og fællesskab nøglen til udvikling – på tværs af fag, borgere, erhvervsliv, foreninger og politikere. Derfor er vores ambition, at vi inden 2030 har 250 flere i uddannelse, 500 flere indbyggere og 1.000 flere arbejdspladser. Alt det kan du blive en del af med et job hos os.