
Museumsinspektør søges
Tidsbegrænset stilling: Tre år
Vi søger en kulturhistorisk museumsinspektør til M/S Museet for Søfart, mens en af vores andre inspektører er frikøbt til et Ph.d.-projekt. Du kommer til at bidrage til udstillingsudvikling, faglige undersøgelser og samlingsarbejde, så du skal være både fagligt stærk, kreativ og praktisk anlagt.
Om stillingen
På M/S Museet for Søfart er vi i gang med et ambitiøst program, der skal åbne for nye historier om mennesker og havet. Målet er at flere oplever, hvordan søfart former Danmark og forbinder os til resten af verden. I det kommende år skal vi bl.a. arrangere en stort anlagt udstilling om færgenostalgi og velfærdsstatens drømmedesign. Vi søsætter også et tværfagligt samarbejde om ekspeditioner i krydsfeltet mellem kolonisering og videnskab, samt en bogserie om blå danmarkshistorier. Samtidig har vi fokus på at styrke vores samlingsarbejde ved at optimere vores løbende drift, sikre bedre forhold for vores genstande og nytænke indsamlingspolitik og beredskab.
Hos os får du mulighed for at arbejde med hele processen fra den gode idé opstår til det endelige møde med publikum. Du bliver en del af et lille fagligt team med stor indflydelse på museets udvikling, hvor forskning, samlingsarbejde og formidling hænger tæt sammen. Dagligdagen er afvekslende, og opgaverne spænder fra faglig fordybelse til praktisk arbejde. Tonen er varm og uformel, og vi er stolte af at have et godt arbejdsmiljø, hvor alle nyder at arbejde sammen.
Dine opgaver bliver indenfor:
- Udstillingsresearch og -tilrettelæggelse. Du får ansvar for at udvikle indhold, lokalisere genstande enten i museets eller andre samlinger, gennemføre research og udvikle fortællinger fra ideer til færdig produktion sammen med andre inspektører, designere, kreative partnere og håndværkere.
- Indsamling af fortællinger og genstande, der skal være med til at dokumentere dansk søfartshistorie fra nye vinkler.
- Samlingsdrift såsom registreringsopgaver samt forvaltning af museets samling, herunder fysisk håndtering ved oprydning, frysning og transport af genstande.
- Strategisk udvikling, herunder bidrag til udviklingen af museets udstillinger, forskning, indsamling og formidling.
- Museets almindelige inspektøropgaver, herunder besvarelse af faglige forespørgsler og bidrag til den daglige museumsdrift.
Om dig
Du elsker at omsætte faglig viden til spændende fortællinger, der kan engagere et bredt publikum. Du kender til samlingsarbejdet på et kulturhistorisk museum, og du har lyst til at arbejde med museumsgenstande både videnskabeligt og praktisk. Det inspirerer dig at samarbejde med forskellige faggrupper, og du er selv uddannet historiker, etnolog, antropolog eller lignende på minimum kandidatniveau. Vi drømmer om, at du:
- har erfaring med udstillingsudvikling
- har erfaring med samlingsarbejde på et kulturhistorisk museum
- har erfaring med aktiv indsamling og oral history eller kvalitative interviews
- har erfaring med projektarbejde, og har prøvet at være projektleder
- kan lide kreativt samarbejde, men også evner at arbejde selvstændigt
- kan prioritere din tid og møder deadlines med leveringer af høj kvalitet
- er vant til at arbejde med SARA og andre digitale værktøjer
- har kørekort og truckcertifikat (ikke et krav, men en stor fordel)
- skriver korrekt og flydende dansk, behersker engelsk i skrift og tale
Om os
M/S Museet for Søfart er et statsanerkendt museum med nationalt ansvar for søfartens historie fra 1500 til i dag. M/S vil gøre Danmarks maritime historie levende og relevant. Ikke som en fortælling om en svunden tid, men som en dynamisk kraft, der kan være med til at se nye muligheder for vores fremtid. Museet har omkring 100.000 besøgende årligt, og ligger i Helsingør i en gammel tørdok, der er ombygget af BIG - Bjarke Ingels Group. Den markante arkitektur sørger for spektakulære rammer om museets historiefortælling: Her møder vi historien med et nysgerrigt, nutidigt blik, der giver både indsigt og udsyn.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en tre-årig projektansættelse. Løn fastsættes jf. den fællesakademiske lønskala på relevant basistrin. Løn og vilkår i øvrigt fastsættes jf. kvalifikationer. Arbejdstiden udgør 37 timer pr. uge, og arbejdsstedet er Helsingør. Vi ønsker stillingen besat den 1. november 2026 eller hurtigst muligt derefter. Vi beder om fremvisning af straffeattest og vil anmode om reference i forbindelse med ansættelsen.
Ansøgningsfrist 31. august 2026. Send din ansøgning til job@mfs.dk, emnefelt: ”Museumsinspektør”.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Program- og Udstillingschef Sarah Giersing på 2960 9520 eller sg@mfs.dk.