Projektleder til Anlæg – Øst- og Søndre Jylland
Vil du lede anlægsprojekter med faglig frihed, langsigtet tænkning og et job der sætter spor?
Dalgas søger en projektleder til Region Øst- og Søndre Jylland med kontorplads i Vejle. Du får ansvar for spændende fagentrepriser og hovedentrepriser i størrelsesordenen mellem 1 mio. kr. op til 20 mio. kr. – med fokus på beplantning, belægninger, biodiversitet, afvanding og LAR. Du bliver en del af et team på 7 projektledere, hvor der er kort vej til sparring, erfaringsdeling og hjælp i hverdagen. Du bliver en del af en virksomhed i vækst, hvor naturen er vores vigtigste samarbejdspartner – og hvor det, du bygger, sætter spor langt ud over projektet.
Et job med frihed til at bruge din faglighed
Hos Dalgas sætter vi rammerne – ikke metoderne. Du har frihed til at bruge din faglige dømmekraft, planlægge din egen hverdag og tage ansvar for dine projekter. Vi forventer, at du leverer det aftalte, og til gengæld stoler vi på, at du ved, hvordan du gør det bedst. Vi prioriterer handling – også selv om det ind imellem koster en fejl.
Du får mulighed for hjemmearbejdsdage og tilrettelægger selv din arbejdsdag. Du refererer til regionschef i Anlæg Vest, som leder med tydelig rammesætning og plads til faglig selvstændighed.
Dine opgaver
Du får ansvar for hele projektforløbet – fra kalkulation og tilbudsgivning til planlægning, udførelse og aflevering. Du leder egne medarbejdere og/eller underentreprenører og sikrer fremdrift og kvalitet i tæt samarbejde med kunder, rådgivere og samarbejdspartnere.
Du kommer bl.a. til at:
- kalkulere og afgive tilbud på entrepriser op til 2 mio. kr.
- planlægge og lede udførelsen med egne folk og underentreprenører
- dokumentere projektets faser og minimere risikoen for tvister
- deltage i efterkalkulation – vi lærer af hvert projekt, og din erfaring gør os alle bedre
- udbygge dit faglige netværk og bidrage til et miljø, hvor kolleger løfter hinanden
Derfor skal du vælge os
Vi tror på lange relationer – med kunder, samarbejdspartnere og kolleger. Det kræver, at vi er ærlige, tydelige og ordentlige, også når det er svært. Og det kræver, at vi investerer i hinanden.
Hos Dalgas får du:
- frihed til at bruge din faglige dømmekraft og planlægge selv
- faglig og personlig udvikling i takt med, at du og virksomheden vokser
- et stærkt fagfællesskab på tværs af lokationer – uformelt
- en pragmatisk tilgang til den grønne omstilling – vi ved, at bæredygtighed har flere nuancer end sort og hvid
- mulighed for at være del af noget større: vores overskud går tilbage til naturen via Hedeselskabet – det har det gjort siden 1866
- løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt
Vi forestiller os, at du:
Har en faglig baggrund inden for anlægsbranchen – fx som anlægsgartner, struktør, jordbrugsteknolog, bygningskonstruktør eller ingeniør – og gerne erfaring med projektledelse af anlægsprojekter. Kloakmesterbaggrund er en fordel, men ikke et krav.
Du er desuden:
- struktureret og beslutsom, selv når projekterne er komplekse
- god til at skabe og bevare relationer med kunder og samarbejdspartnere over tid
- forretningsorienteret med godt købmandskab
- nysgerrig og læringsvillig – du deler det, du ved, og søger ny viden
- fortrolig med IT – Office-pakken og gerne Sigma og Bluebeam
Din succes måles på:
- at projekter afleveres til tiden, inden for budget og i høj kvalitet
- at du bidrager til mersalg og nye kunder via dit netværk og din faglighed
- at du plejer og udvikler relationer til eksisterende kunder
- at du deler din viden og styrker kollegers projekter gennem sparring
Interesseret?
Send din ansøgning og dit CV. Vi holder samtaler løbende og venter gerne på den rette kandidat. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Regionschef Bo Vinther- Jensen på 40 37 97 90.
Frist: 31/08/2026
Friheden til at forme. Naturen til at gro.
Hos Dalgas kan du bruge din faglighed og vokse i takt med dine ønsker. Uanset om du drømmer om en stabil hverdag eller stræber efter ledelse og ansvar – så får du et balanceret arbejdsliv med frihed under ansvar. Og så får du dygtige, erfarne kolleger med rødderne solidt plantet i en uhøjtidelig kultur.
Om Dalgas
Dalgas er en international anlægs-, handels- og servicevirksomhed med 800+ kolleger på tværs af syv lande. Vi udvikler og vedligeholder dét, der betyder noget for dig. De små udearealer og den store skov. Det åbne land, havet og byens grønne oaser.
Vi er anlægsgartnere, skovfogeder, plantningskonsulenter, projektledere, ledere, specialister – og meget mere. Og så er vi en del af Hedeselskabet, der har sat spor i landskabet siden 1866 og som giver en del af sit overskud tilbage til naturen.
Sammen bygger vi en bæredygtig fremtid – med naturen som partner.