
Værkstedsleder til Folketeatret
Brænder du for at omsætte kunstneriske visioner til virkelighed? Har du erfaring med teaterproduktion og lyst til at arbejde på et af Danmarks største teatre i rivende udvikling? Så er du måske vores kommende værkstedsleder og konstruktør.
Om Folketeatret
Folketeatret er et af Danmarks førende teatre med en lang tradition for at bringe teateroplevelser ud til et bredt publikum. Vi producerer 6-8 forestillinger årligt på vores fire scener i Nørregade i København og turnerer i hele landet med ca. 200 opførsler om året. Derudover præsenterer vi en række gæstespil og arrangementer i Nørregade.
Det betyder, at vi har mange produktioner i gang samtidig – både på teatret i Nørregade og ude i landet.
Som værkstedsleder får du det daglige ansvar for vores faste håndværkerteam, som består af en teatermaler, en smed og to snedkere, samt et skiftende antal periodeansatte byggere. Vores to rekvisitører refererer ligeledes til værkstedslederen.
Sammen med vores produktionsleder skal du kunne omsætte scenografernes idéer til konstruktionstegninger og – i samarbejde med vores håndværkere og teknikere – finde de byggetekniske løsninger, der realiserer de scenografiske visioner, inden for de aftale økonomiske og tidsmæssige rammer. Dette gælder både på Folketeatret og på turné, uden at dekorationerne skal bygges væsentligt om. Du vil også skulle udarbejde tegningsmateriale til eksterne leverandører og koordinere byggeopgaver med dem.
Stillingen som værkstedsleder er ny på Folketeatret, og du får derfor mulighed for at præge både rollen og opgavefordelingen i samarbejde med produktionsleder og produktionschef.
Dine opgaver
Som værkstedsleder skal du lede opgaverne på værkstederne og bl.a.:
- planlægge og lede produktionen på vores værksteder og hos eksterne leverandører i tæt samarbejde med produktionsleder og produktionschef.
- sikre optimal kapacitetsudnyttelse af værkstedsfaciliteter og funktioner.
- budgettere og følge op på værkstedernes økonomi i samarbejde med produktionslederen.
- udarbejde konstruktionstegninger til interne og eksterne værksteder.
- løse tegne- og konstruktionsopgaver til turnéproduktioner, så forestillingerne fra starten konstrueres til fleksibel opstilling og optimal transport.
- sikre tydelig kommunikation, så information ikke går tabt.
- bidrage til et højt teknisk og æstetisk niveau på produktionerne.
- implementere og efterleve teatrets værdier om et sundt og konstruktivt arbejdsmiljø.
- deltage i udvalgte drifts- og byggeopgaver.
- indgå i det praktiske arbejde på produktionerne.
- bidrage med udviklingsmuligheder for teatrets produktionsprocesser.
Du vil i det daglige referere til produktionschefen og have et tæt samarbejde med produktionslederen.
Vi lægger vægt på, at du:
- har solid erfaring som konstruktør og med ledelse af værkstedsarbejde.
- har stærk faglighed og bredt kendskab til teaterproduktion og materialer.
- har erfaring med budgetkalkulation og opfølgning, samt godt købmandskab.
- er fortrolig med projektstyringsværktøjer og god til at planlægge og strukturere.
- kan finde kreative tekniske løsninger – måske har du endda en opfinder i maven.
- har overblik og kan håndtere mange projekter samtidig.
- er løsningsorienteret, handlekraftig og god til at kommunikere.
- kan lede på en hensynsfuld og præcis måde.
- trives i en omskiftelig hverdag, hvor tempoet ofte er højt.
Vi tilbyder
- et selvstændigt job i et teaterhus i stor kunstnerisk og organisatorisk udvikling.
- en alsidig stilling, du selv kan være med til at forme.
- et godt arbejdsmiljø og dedikerede kolleger.
- mulighed for sundhedsforsikring.
- mulighed for kompetenceudvikling.
Arbejdstid og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer ugentligt, men med udsving hen over sæsonen. Der vil være skiftende arbejdstider, og aften- og weekendarbejde er en forudsætning for stillingen. Der må forventes begrænset rejseaktivitet.
Løn- og ansættelsesvilkår aftales i henhold til overenskomst mellem Teknisk Landsforbund og Dansk Teater.
Ansøgning og information
Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.
Ansøgningsfrist: d. 14. august 2026 kl. 12:00
Samtaler: forventes afholdt den d. 18. og 21. august 2026 samt evt. d. 26. august 2026
Tiltrædelse: senest d. 1. oktober 2026.
Har du spørgsmål, er du velkommen til – naturligvis i fortrolighed – at kontakte produktionschef Rasmus Bleiback Clausen på racl@folketeatret.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.