Advokatfuldmægtig til fast ejendom

HALDGUTTENBERG Advokatfirma søger lige nu en dygtig og ambitiøs advokatfuldmægtig med interesse for fast ejendom, entrepriseret, leje- og erhvervsret. Så hvis du ønsker at blive en del af et skarpt og ambitiøst juridisk team, hvor der er en positiv arbejdskultur og et tæt samarbejde kollegaerne imellem, så er det måske dig vi søger hos HALDGUTTENBERG Advokatfirma.

Om os

HALDGUTTENBERG Advokatfirma er et mindre og moderne advokatfirma, med fokus på at levere høj kvalitet og ekspertise inden for særligt fast ejendom, entrepriseret samt leje- og erhvervsret. Derudover beskæftiger vi os med administration af udlejningsejendomme samt ejer- og andelsboligforeninger. Vi rådgiver såvel mindre som større virksomheder, fonde og foreninger, herunder ejer- og andelsboligforeninger samt organisationer fra vores kontor beliggende i hjertet af København. Vi prioriterer faglig udvikling, en positiv arbejdskultur og samarbejde kollegaerne imellem højt.

Vi tilbyder

Som advokatfuldmægtig hos HALDGUTTENBERG Advokatfirma vil du få mulighed for at beskæftige dig med en bred vifte af sager inden for vores specialer i tæt kontakt med firmaets partnere.

Du vil fra start få ansvar for egne sager, herunder klientrådgivning, og ret hurtigt – i forhold til evner og ønsker – få mulighed for at komme i retten.

Hos HALDGUTTENBERG Advokatfirma er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man kan skaffe en sag til sin retssagsprøve, men snarere et spørgsmål om, hvor mange retssager man kommer til at procedere i løbet af sit fuldmægtigforløb – herunder også for landsretten.

Dette medfører efter vores overbevisning også, at du opnår det bedst tænkelige uddannelsesforløb som advokatfuldmægtig.

Om dig

Lige nu søger vi en dygtig og ambitiøs advokatfuldmægtig, der enten er nyuddannet cand.jur. eller allerede påbegyndt et fuldmægtigforløb, og som ikke er bange for at tage fat eller tage imod udfordringer.

Erhvervserfaring tillægges vægt, herunder relevant arbejde under studiet såvel som generel erhvervserfaring.

Da vi herudover lægger stor vægt på at yde vores klienter en god service, skal du være serviceminded og grundig.

Herudover forventer vi, at du er præsentabel, punktlig, loyal og en god kollega.

Ansøgning

Lyder det som noget for dig, så send en ansøgning vedlagt CV og karakterudskrift samt eventuel relevant reference til advokat Theis Guttenberg på tg@haldguttenberg.dk.

Tiltrædelse i starten af august 2026.

Ansøgningsfrist den 26. juni 2026.

Vi afholder løbende samtaler.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og møde dig til en potentiel samtale.

Har du spørgsmål eller behov for yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte advokat Theis Guttenberg på telefon: +45 22 27 68 40.

Se eventuelt nærmere om vores kontor på www.haldguttenberg.dk.