Vil du være med til at skabe positive forandringer for unge med skolefravær?

Vi er en højt specialiseret STU for normal- til højtbegavede unge med ASF, ADHD og anden komorbiditet med en historik præget af angst, isolation og skolefravær. Vi har ca. 30 indskrevne elever, hvor nogle af eleverne modtager en indsats i hjemmet, som handler om at arbejde med angst og mestring. Hos os møder de unge et lille og overskueligt miljø, hvor der tages højde for komplekse udfordringer som bl.a. ASF, ADHD, angst, OCD, selvskade, nedsat kravkapacitet og sansemæssige vanskeligheder. Mange af de unges udfordringer er ikke umiddelbart synlige, men kommer til udtryk som belastningsreaktioner; fx tilbagetrækning, apati, fastlåshed eller manglende deltagelse. Vi arbejder helhedsorienteret og i tæt samarbejde med forældre og øvrige fagpersoner for at skabe sammenhængende og bæredygtige forløb med afsæt i den enkelte unges forudsætninger.

Vores menneskesyn og pædagogiske tilgang

Vi arbejder ud fra et ressourceorienteret og neuroinkluderende menneskesyn, hvor adfærd forstås som meningsfulde reaktioner på belastning – ikke som manglende vilje. Derfor har vi altid fokus på årsagerne bag adfærden, frem for at arbejde med adfærden som et isoleret problem. Vi arbejder ud fra low arousal-principper med fokus på at minimere angst og øge oplevelsen af sikkerhed, forudsigelighed og mulighed for selv-regulering. Vores mål er at skabe deltagelsesmuligheder frem for at stille krav, de unge ikke kan indfri. Vores STU har en profil med fokus på trivsel, social træning og mestring via aktiviteter og undervisning i fagfaglige fag.

Vi søger

Vi udvider vores team og søger en fuldtids kollega pr.1.8.2026. Du skal have viden om autisme og belastningsreaktioner, hvor særligt angsten er en invaliderende faktor i de unges liv. Du skal derfor kunne arbejde målrettet med den unge ift. regulering, stressreducering og samtidig kunne kende forskel på stilstand og sund udvikling indenfor nærmeste udviklingszone tilpasset den unges aktuelle kapacitet og funktionsniveau. Vi arbejder med 1:1 støtte, fælles aktiviteter i større sammenhæng og fagfaglig undervisning. Vi lægger vægt på, at du har en relevant uddannelse som fx. lærer, pædagog, sygeplejerske eller lignende.

Om dig

Du skal kende dig selv ift. dine egne triggere i et samarbejde med yderst sårbare unge og deres forældre. Du skal være en aktiv modtager og bidragsyder af faglig sparring og se dig som aktiv bidragsyder til et positivt arbejdsfællesskab, hvor alle har ansvar for at være en del af at skabe et sundt arbejdsmiljø. Skriftligt dokumentation er en stor del af vores arbejde, og du skal kunne dokumentere på et højt fagligt niveau.

Vi tilbyder

Du vil blive en del af en arbejdsplads med højt fagligt niveau i et solidt team med ca.15 medarbejdere, hvor trivsel prioriteres højt. Vi har en velfungerende dagligdag, hvor supervision, sparring og kompetenceløft er en naturlig del af vores virke.

Du skal søge stillingen hos os, hvis du

  • Trives med en vekselvirkning mellem at arbejde i 1:1 konstellation med den unge i hjemmet og samarbejde i teamet på vores matrikel
  • Allerede har en høj grad af faglig viden om autisme og belastningsreaktioner
  • Kan navigere hele vejen rundt om den unge med deltagelse i bl.a. forældresamtaler og netværksmøder og evner at stå stærkt i din faglighed
  • Nyder at engagere dig i faglige drøftelser, også når vi ikke er enige
  • Er dygtig til at formulere dig på skrift ift. at beskrive vores faglighed
  • Tager ansvar for, og har overblik over, at kunne koordinere dine opgaver og samarbejde på tværs

Det er et krav, at du har kørekort, da kørsel er en del af dit daglige arbejde. Vi stiller biler til rådighed i arbejdstiden.

Ansøgning og CV

Ansøgningsfrist er d.17.6.2026, og vi holder ansættelsessamtaler torsdag d.18.6. Ansættelse er pr.1.8.2026.

Vi følger skoleåret, og du arbejder derfor med en årsnorm, hvor årets timer fordeles på 41 uger. Arbejdet er primært tilrettelagt i hverdage i dagtimerne i tidsrummet 8-17. Du skal dog kunne arbejde på aftener, når vi har forældreaften, ungeaften og personaleundervisning samt pæd. dage. Det er ca. 1 aften hver 2.måned. Du skal kunne lide dyr, og kunne tåle dem, da vi ofte har (service)hunde på besøg på vores matrikel.

Løn, pensions- og ansættelsesvilkår er efter overenskomstlignende vilkår. Dertil har vi frokostordning og sundhedsforsikring. Læs meget mere om os her: www.atob-cph.dk


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.