Erhvervsjournalist til Computerworld

Erhvervsjournalist søges til krydsfeltet mellem teknologi, forretning og samfund.

Computerworld søger en erhvervsjournalist med blik for business, der kan levere hurtige nyheder, leder-portrætter og skarpe analyser om tech-markedet.

Computerworld dækker samspillet mellem it, politik og samfund. Du skriver til beslutningstagere og it-professionelle i danske virksomheder og organisationer - og hjælper dem med at navigere i et marked domineret af globale tech-giganter, leverandører og rådgivere.

Du skal forklare, hvem der tjener pengene, hvem der taber dem, hvem der køber hvem, hvem der leder selskaberne, og hvad det siger om retningen i dansk it. Det er en rolle for dig, der er opsøgende, vil opbygge dit eget netværk i branchen og tage et selvstændigt ansvar for dit stof.

Dine opgaver bliver blandt andet at:

  • Levere hurtige nyheder og historier om opkøb, strategi, regulering og produktivitet hos de store it-aktører.
  • Finde og fortælle business-historierne bag teknologien: Ledelse, økonomi, kunder, partnerskaber og marked.
  • Bruge hele paletten: nyheder, interview, analyse og reportage - også på reportagerejser i udlandet.
  • Dyrke relationer til danske it-topchefer, bestyrelsesfolk, investorer, rådgivere og andre centrale kilder i branchen.
  • Have selvstændigt ansvar for Computerworlds årlige brancheanalyse og en række andre temaer - her har du, i samarbejde med chefredaktøren, ansvaret fra ide og research til den færdige udgivelse.

Erfaring med erhvervsjournalistik er et plus, men du behøver ikke komme med et indgående branchekendskab - det hjælper vi dig med at bygge op.

Hvem er vi?

Computerworlds målgruppe er beslutningstagere i hele Danmark, men du skriver især til dem, som arbejder professionelt med digital teknologi.

Vi er et moderne digitalt mediehus med en succesfuld digital abonnementsmodel, som arbejder strategisk med vores indhold. Med dig på holdet tæller redaktionen i alt 10 journalister.

Vi har Danmarks bedste it-nyheds- og teknologisite med et stort antal dedikerede brugere på Computerworld.dk. Samtidig arrangerer vi konferencer - alt sammen med teknologi, erhvervsliv og samfundet som omdrejningspunkt.

Vi er cirka 45 medarbejdere i huset og har vidt forskellige baggrunde inden for journalistik, udvikling samt salg og marketing. Vi arbejder selvstændigt og har en god og uformel tone – samt frokost- og pensionsordning.

Interesseret?

Rekrutteringen sker i samarbejde med Jobindex, og har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte HR Business Partner Nadia Zaabi på tlf. 7245 9044. Vi afholder samtaler løbende, så send din ansøgning, CV samt 2-3 relevante eksempler på dine skrivefærdigheder via nedenstående link snarest muligt, dog senest søndag d. 21. juni 2026.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.

Dit rekrutteringsforløb med Jobindex

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Vi læser de indkomne ansøgninger igennem og overdrager løbende relevante kandidater til virksomheden. Du kan læse om vores rekrutteringsproces på siden Rekrutteringsforløb.