Idræts- og frivilligkoordinator til vores sekretariat

KIFU er Danmarks største idrætsforening for børn, unge og voksne med udviklingshandicap og andre særlige behov. I mere end 30 år har vi skabt trygge og inkluderende fællesskaber gennem idræt, bevægelse og sociale aktiviteter. Hos os bliver du en del af en værdibåret organisation med engagerede medlemmer og frivillige, hvor glæden ved fællesskab, udvikling og meningsfulde relationer er i centrum. Foreningen har ca. 300 medlemmer fordelt på 25 hold og 15 forskellige idrætsgrene. KIFUs vision er at være et frivilligt fællesskab, der skaber glæde, identitet og udvikling for den enkelte gennem idræt.

Vores sekretariat er en central del af organisationen. Det er her, idéer og initiativer til KIFUs fortsatte udvikling opstår, og her den daglige planlægning og koordinering af aktiviteter og tilbud varetages. Sekretariatet er samtidig et naturligt samlingspunkt, hvor medlemmer, pårørende, frivillige og bestyrelsen kan henvende sig med spørgsmål, sparring eller behov for hjælp.

Sekretariatet er i forvejen bemandet med to dygtige kollegaer, og der er god mulighed for at sætte sit eget præg på både opgaver og tilrettelæggelse af arbejdet.

Sekretariatet refererer ledelsesmæssigt til forpersonen og bestyrelsen i KIFU. Den daglige ledelse af foreningens aktiviteter varetages i sekretariatet, og vi søger en profil, der har lyst og evne til at indgå i både koordinerende og administrative opgaver samt aktivt bidrage til den praktiske drift af foreningen.

Sekretariatets opgaver omfatter blandt andet:

  • Dialog med og rekruttering af frivillige trænere
  • Kontakt til medlemmer, forældre og/eller bosteder
  • Booking af idrætsfaciliteter samt kontakt til bevilgende myndigheder m.fl.
  • Forberedelse og afvikling af bestyrelsesmøder
  • Planlægning og gennemførelse af arrangementer som trænerkurser og idrætsdag
  • Tilmelding til stævner, koordinering af transport og afrapportering af udgifter
  • Udarbejdelse af nyhedsbreve, KIFUposten og indhold til sociale medier
  • Kommunikation, markedsføring samt grafisk layout og design
  • Økonomiopgaver såsom budgetlægning, bogføring, fakturering og lønindberet ning

Vi søger en struktureret og administrativt stærk profil med flair for koordinering og evnen til at få hverdagens mange opgaver til at spille sammen. Du bliver et centralt bindeled mellem foreningens medlemmer, bestyrelse, frivillige trænere og offentlige instanser. Du er serviceminded og trives i en hverdag, hvor du er med til at få tingene til at fungere.

Vi ser gerne, at du har erfaring med økonomistyring, herunder bogføring, budgetopfølgning og overblik over økonomiske rammer.

Vi lægger vægt på, at du er en stærk samarbejdspartner med handlekraft, ansvarsfølelse og godt overblik. Samtidig er rummelighed og empati for brugergruppen afgørende i rollen.

Stillingen er normeret til 20 timer ugentligt og har base på Østerbro i København.

Arbejdstiden ligger primært i dagtimerne på hverdage, men der kan forekomme opgaver i aftentimerne frem til kl. 20 samt i weekender i forbindelse med aktiviteter og arrangementer som fx Special Olympics, den årlige idrætsdag og julebanko.

Det er derfor et krav, at du er fleksibel i forhold til arbejdstid, som planlægges i samarbejde med din kollega i sekretariatet. Ferieafvikling vil primært ske i skolernes ferier. Ansættelsesvilkår følger Funktionærloven.

Det er desuden et krav, at du har kørekort, da der kan være behov for transport i forbindelse med opgaver og aktiviteter.

Du kan læse mere om KIFU på www.kifu.dk eller følge os på Facebook og Instagram: @kifukbh.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte forperson Susanne Grøn på susanne@kifu.dk.

Ansøgningsfrist: 14/6-26. Samtaler afholdes den 17/6-26 i tidsrummet kl. 13–17 og du vil få tilsendt en case, du skal forberede til samtalen.

Tiltrædelse ønskes snarest muligt.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.