DBU Fyn søger en energisk og fagligt stærk medarbejder til økonomiafdelingen

Har du en relevant uddannelse og en god portion erfaring inden for tal og IT? Så er det måske dig, der skal være vores nye kollega i bogholderiet.

Da vores nuværende bogholder har valgt at gå på pension, søger vi nu en kvalificeret afløser, der har lyst til at blive en del af vores hverdag i DBU Fyn. Vi ser naturligvis gerne, at du har interesse for fodbold – men vigtigst af alt er, at du er fagligt velfunderet og trives med ansvar inden for økonomiområdet.

Dine primære arbejdsopgaver

Du vil få en central rolle i vores økonomifunktion og derfor er det vigtigt, at du er stærk inden for følgende områder:

  • Daglig bogføring
  • Afstemninger af alle karakterer – herunder bank
  • Debitor- og kreditorstyring – dommer- og klubafregning i eget system (fod@)
  • Moms, herunder delvis moms
  • Løn (vi anvender Dataløn)
  • VDC – elektronisk fakturabehandlingssystem (kreditor)
  • Indberetninger til offentlige myndigheder, herunder via VIRK samt sygedagpenge m.v.
  • Rejseafregninger via Acubiz
  • Afregning af instruktører for kurser og uddannelse mv.
  • Budgetudarbejdelse og løbende opfølgning til ledelse og bestyrelse.
  • Udarbejdelse af projektregnskaber ved projekter.
  • Klargøring af årsregnskab i samarbejde med revisor.

Dine kvalifikationer

Det er et krav, at du har en relevant uddannelse, der matcher ovenstående arbejdsopgaver. Om du har opnået den hos et revisionsfirma eller som ansat i en økonomiafdeling, er mindre vigtigt. Derudover skal du også have erfaring med Visma Business og Office-pakken, ligesom vi er underlagt forvaltningsrevision, hvorfor kendskab til dette, vil være en klar fordel.

Vi ser også gerne, at du:

  • Har kendskab til fodbold eller idrætsverdenen (dog ikke et krav)
  • Er udadvendt, samarbejdsorienteret og god til at skabe relationer
  • Trives i en hverdag med en uformel omgangstone
  • Har IT forståelse, da vores daglige rutiner er meget automatiseret.
  • Kan arbejde selvstændigt, da du er alene i økonomiafdelingen.

Vi tilbyder

Som økonomimedarbejder hos DBU Fyn tilbydes du:

  • En fuldtidsstilling på 37 timer om ugen med opstart meget gerne 1. august 2026 – eller efter nærmere aftale, så din sommerferie kan nå at blive nydt til fulde.
  • At blive en del af en engageret organisation, hvor samarbejde, faglighed og et godt grin går hånd i hånd.
  • Frihed under ansvar
  • Løn der modsvarer dine kvalifikationer, god pensions- og sundhedsordning. Der gøres opmærksom på, at vi ikke er lønførende.

Er det dig?

Vil du være med til at styrke fodboldens fællesskab på Fyn? Så glæder vi os til at høre fra dig!

Send din ansøgning, CV samt relevante bilag via nedenstående link senest den 14. juni 2026. Vi afholder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat – så tøv ikke med at sende din ansøgning.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Administrationschef Claus Gramm Pedersen på gram@dbufyn.dk eller på telefon 5146 0358.

Om DBU Fyn

DBU Fyn er en selvstændig enhed i DBU-familien og én af seks lokalunioner. Vi er 15 medarbejdere på kontoret, der til daglig arbejder med turneringer, træner- og dommeruddannelse samt kommunikation og udvikling i den fynske fodboldverden.

Vi repræsenterer over 31.000 medlemmer fordelt på 139 fynske fodboldklubber – samt ca. 300 dommere, der hver uge er med til at få spillet til at leve.

Vi modtager ikke ansøgninger på mail.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.