
Psykolog til rådgivningsteam i handicaporganisation
Har du lyst til at bruge din psykologfaglige viden i en interesseorganisation, hvor du gør en mærkbar forskel for mennesker med cerebral parese og deres pårørende?
Vi søger en psykolog med interesse for handicapområdet, som har lyst til at overtage og videreudvikle den psykologfaglige rådgivning i CP Danmark, når vores psykolog igennem mange år går på pension.
Som psykolog hos os får du et meningsfuldt arbejde, hvor du bruger din psykologfaglige viden både til at styrke det enkelte menneske med CP - og til at kvalificere vores projekter, formidling og interessepolitiske arbejde.
Det er ikke et krav, at du har erfaring med CP, men du skal have lyst til og mod på at kaste dig ind i området.
Om CP Danmark
CP Danmark er en NGO, der aktivt er med til at sætte dagsordenen på handicapområdet.
Vores mål er, at mennesker med CP får samme muligheder som alle andre for et aktivt, selvstændigt og meningsfuldt liv. Vi arbejder gennem sociale aktiviteter, rådgivning, kurser, kommunikation og interessepolitisk arbejde – og rådgivningen er et centralt tilbud, som har stor betydning for vores medlemmer.
Din rolle hos os
Som psykolog hos os får du en rådgivende rolle med fokus på psykoedukation, rehabilitering og formidling af neurofaglig viden til mennesker med CP, deres pårørende og fagprofessionelle.
I rådgivningen arbejder vi med en helhedsforståelse af cerebral parese som både en fysisk og kognitiv funktionsnedsættelse.
Du kommer til at møde medlemmer og familier i komplekse og til tider belastede situationer, hvor det kræver, at du kan bevare overblik, skabe tryghed og omsætte faglig viden til konkrete handlemuligheder.
Du bliver en del af et stærkt fagligt rådgivningsteam, hvor to socialrådgivere og en bisidderkoordinator står klar med tværfaglig sparring og et ønske om at sikre faglig kvalitet og sammenhæng i rådgivningen.
Dine arbejdsopgaver
Din kerneopgave er psykologfaglig rådgivning af vores medlemmer og deres netværk med henblik på at styrke deltagelse i dagtilbud og skole, uddannelse, arbejde og hverdagsliv. I det daglige vil du særligt arbejde med at:
- rådgive personer med CP og deres pårørende om forståelse af CP, identitet og livsvilkår samt støtte dem i at finde mening, handlemuligheder og fællesskaber i hverdagen.
- omsætte og formidle neuropsykologiske undersøgelser og testresultater på en let forståelig og håndgribelig måde for personer med CP og deres pårørende.
- yde faglig sparring om livet med CP til fagprofessionelle på tværs af sektorer.
Derudover vil dine opgaver blandt andet bestå af at:
- holde oplæg og webinarer for medlemmer og fagfolk.
- bringe viden og erfaringer fra rådgivningen i spil i det politiske arbejde.
- bidrage til psykologfaglige artikler og formidling, fx i vores medlemsblad CP Indblik.
- indgå i faglige netværk og udviklingsarbejde på CP-området.
Hvem er du?
Vi søger en erfaren psykolog, som trives i en varieret hverdag med både individuelle rådgivningssamtaler, formidling og udviklingsopgaver.
Vi forestiller os, at du:
- er autoriseret psykolog og har testerfaring, fx WISC og WAIS og evt. kognitiv testning.
- kan læse, forstå og omsætte neuropsykologiske undersøgelser til almindeligt sprog og anbefalinger, som kan bruges i hverdagen.
- har neurofaglig viden eller interesse.
- har klinisk forståelse for, hvordan overbelastning, træthed og kognitive vanskeligheder kan påvirke hverdagsliv, uddannelse og arbejdsevne.
- har interesse for handicapområdet og har lyst til at være med til at præge, hvordan vi taler og tænker om handicap.
- er nysgerrig, empatisk og tryg ved at tale med mennesker i mange forskellige livssituationer.
- har lyst til at engagere dig i vores gode kollegaskab og bidrage til et trygt, udviklende og engageret arbejdsmiljø.
Hvad får du hos os?
Du bliver en del af et lille sekretariat, som har stor gennemslagskraft, når det kommer til at sikre rettigheder for mennesker med CP. Vi er engagerede, passer godt på hinanden, prioriterer samarbejde og vores forskellige fagligheder - og så er vi også gode til at have det rart og sjovt sammen i hverdagen.
Vi tilbyder desuden:
- mulighed for at præge og udvikle psykologfunktionen og rådgivningstilbuddet
- gode muligheder for supervision og faglig udvikling
- mulighed for hjemmearbejde op til 2 dage om ugen
- 7 ugers ferie og arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring
Arbejdsstedet er Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup, hvor du bliver en del af et større fællesskab på tværs af handicap- og interesseorganisationer – både fagligt og socialt.
Stillingen er som udgangspunkt på 32 timer ugentligt - men timetallet kan tilpasses den rette kandidat. Løn aftales efter kvalifikationer. Derudover 15 % arbejdsgiverbetalt pension.
Opstart er d. 1. september eller efter aftale.
Søg stillingen senest fredag d. 5. juni 2026. Vi holder 1. ansættelsessamtale fredag d. 19. juni 2026 og evt. 2. samtale onsdag d. 24. juni 2026.
Du er meget velkommen til at kontakte rådgivningsansvarlig Line McMonagle på telefon 92157207 eller mail lm@cpdanmark.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.