
Produktchef / Commercial Product Manager
Tag kommercielt ansvar for 25 % af AxFlows omsætning
Vil du have reel indflydelse på forretningen – og stå med helhedsansvaret for nogle af markedets stærkeste produktløsninger? Hos AxFlow A/S søger vi en kommercielt stærk produktchef, der vil tage ejerskab for salget og den videre vækst af 3 high-end brands med en samlet omsætning på ca. 25 mio. DKK – svarende til 25 % af virksomhedens samlede omsætning.
Stillingen er for dig, der trives i krydsfeltet mellem teknik, salg og forretningsudvikling, og som motiveres af synlige resultater, kundedialog og frihed under ansvar.
Om AxFlow
AxFlow er Europas førende leverandør af fortrængningspumper og flowtekniske løsninger til procesindustrien. Vi opererer i brancher, hvor driftssikkerhed er forretningskritisk, og hvor vores kunder forventer høj teknisk kvalitet og professionel rådgivning.
AxFlow A/S er en del af den europæiske AxFlow Gruppe med tilstedeværelse i 20 lande og repræsenterer nogle af verdens førende producenter inden for flowteknisk udstyr.
Din rolle – kommercielt ansvar og forretningsudvikling
Som Produktchef får du det fulde kommercielle ansvar for udvalgte brands – fra leverandørsamarbejde til markedsbearbejdning, tilbud og kundeopfølgning. Du bliver en tæt sparringspartner for afdelingschefen og får stor frihed til selv at tilrettelægge din indsats.
Dit ansvar og dine opgaver:
- Kommercielt og strategisk ansvar for 3 high-end brands
- Sikring af vækst og lønsomhed på en etableret forretning på ca. 25 mio. DKK
- Aktiv kundedialog: kundebesøg, behovsafdækning og tilbudsgivning
- Forhandling med leverandører og udvikling af stærke samarbejdsrelationer
- Identifikation af nye markeds- og salgsinitiativer
- Løbende opfølgning på performance, pipeline og salgsresultater
Der er ingen personaleansvar i opstarten, men stillingen rummer et tydeligt udviklingsspor mod større ansvar – herunder ledelsesmæssigt – afhængigt af dine resultater og ambitioner.
Din profil
Vi forestiller os, at du:
- Har en teknisk uddannelse som fx maskinmester, ingeniør eller tilsvarende
- Har flere års erfaring med salg af tekniske løsninger og solid teknisk forståelse
- Har dokumenteret kommerciel succes og erfaring med at skabe vækst
- Trives med frihed, ansvar og tydelige mål
- Er forhandlingsstærk, tillidsvækkende og forretningsorienteret
Arbejdssted er som udgangspunkt Smørum, alternativt Galten ved Aarhus efter nærmere aftale.
Vi tilbyder
- En central og synlig rolle med stor forretningsmæssig betydning
- Mulighed for at præge både rolle, processer og fremtidigt ansvar
- Et stærkt fagligt miljø og et professionelt team med højt engagement
- Frihed under ansvar og gode muligheder for personlig og faglig udvikling
- Attraktiv lønpakke efter kvalifikationer inkl. pension, sundhedsforsikring, PC og telefon
Klar til næste skridt?
Send din ansøgning og CV til Thomas Ludvigsen på tl@roiconsult.dk – skriv “Produktchef” i emnefeltet.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe på 51 21 07 07.