
Indkøbsassistent til legetøj – skab struktur bag legen
Kan du lide, når tingene spiller i hverdagen? Når sortiment, kampagner og data hænger sammen, og butikkerne har det, de skal bruge? Og har du lyst til at arbejde med legetøj i en af Danmarks mest kendte detailkæder? Så er du måske vores nye kollega.
Hos Indeks Retail, kædekontoret for detailkæderne Bog & idé og Legekæden, søger vi en indkøbsassistent til vores legetøjsafdeling.
Du bliver en del af den daglige drift i indkøb, hvor du er med til at få både små og store brikker til at falde på plads, så butikkerne har de helt rette legetøjsvarer ude på hylderne og på vores webshops.
Når du begynder hos os, bliver dine arbejdsopgaver blandt andet:
- Forberedelse af leverandørmøder (fx salgstal, performance og analyser)
- Oprettelse og vedligeholdelse af varer i vores systemer
- Sikring af korrekt data og struktur i sortiment og kampagner
- Opfølgning på kampagner og aftaler med leverandører
- Dialog med butikker og samarbejde med marketing
Fortællingen om dig
Du har en uddannelse inden for indkøb eller erfaring fra en lignende rolle. Du trives med faste opgaver og en hverdag, hvor der er styr på tingene. Du kan lide at arbejde med data og sikre, at tingene er i orden. Og du får energi af, at hverdagen fungerer, som den skal.
Du har en god systemforståelse og er fortrolig med Excel eller lignende værktøjer. Har du erfaring med vareoprettelse eller sortimentsdata, er det en fordel.
Vi arbejder løbende med at gøre vores arbejdsprocesser enklere og mere effektive, blandt andet ved brug af nye digitale værktøjer som AI. Det er ikke et krav, at du har erfaring med det, men det er en fordel, hvis du er nysgerrig på nye værktøjer og måder at arbejde smartere på.
Som person er du stabil, ansvarsbevidst og god til at få afsluttet dine opgaver. Samtidig er du nem at samarbejde med og trives i en rolle med mange kontaktflader.
Fortællingen om os
Du bliver en del af et lille indkøbsteam, hvor vi arbejder tæt sammen om at sikre de rigtige varer til butikker og webshop. Vi samarbejder også på tværs med vores kollegaer i henholdsvis marketing, online og Supply Chain samt med butikkerne.
Legetøj er en vigtig del af vores forretning, og vi arbejder hver dag med sortimenter og kampagner, der skal fungere ude i butikkerne. Produkter, der skaber glæde og leg og gode oplevelser hos kunderne. Din rolle er at sikre, at det hele også fungerer bag kulissen.
Du får base på vores kædekontor i Horsens tæt på E45 og bliver en del af en uformel organisation med gode kolleger og en stærk holdånd.
Du får fleksibilitet i hverdagen med mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det. Lønnen bliver fastsat efter overenskomst og tager højde for dine kvalifikationer og erfaring. Der indbetales til en attraktiv pensionsordning og fritvalgslønkonto.
Jobopslaget udløber den 10. juni. Vi forventer at afholde 1. samtale 18. juni og 2. samtale den 24. juni. Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Category Manager Andreas Kring Bernhardt på AKB@i-r.dk.
Vi glæder os til at læse din ansøgning.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.