Underviser søges til dansk og OBU med vejlederfunktion i dansk

Brænder du for at gøre en forskel for unge mennesker? Har du en læreruddannelse og måske en erhvervsfaglig uddannelse? Vil du gerne omsætte dine faglige kundskaber til konkret læring for unge på vej ud i job eller uddannelse? Tænker du skævt og ud af boksen for de unges skyld? Skaber du gode relationer til og mellem mennesker? Er du optaget af dine elevers og kollegaers succes i dagligdagen? Så er du måske den underviser, vi søger til vores skole i Dronninglund.

Vi søger

En uddannet lærer med linjefag i dansk og vejlederkompetencer inden for samme. På FGU Vendsyssel praktiserer vi ordblindevenlig undervisning, hvilket du som underviser i dansk skal være med til at støtte op om.

Hvem er vi?

FGU Vendsyssel er en forberedende grunduddannelse for unge mennesker mellem 16 og 25 år. Undervisningen er organiseret i tre forskellige spor: Almen grunduddannelse, erhvervsgrunduddannelsen og produktionsgrunduddannelse. I FGU Vendsyssel har vi skoler i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev Kommune og har desuden elever fra Læsø Kommune. Undervisningen foregår både på værksteder, i undervisningslokaler og i virksomhedspraktik.

FGU er den 3. vej til uddannelse og job, hvor livsmestring er nøgleordet; Vi støtter de unge i at styrke deres faglige, sociale og personlige kompetencer og hjælper dem med at blive afklarede i forhold til uddannelsesretning og gør dem parate til at starte på en ungdomsuddannelse eller job. Som underviser hos os, hjælper du den unge med at udnytte sit fulde potentiale.

Opgaven som FGU-underviser kræver noget ganske særligt

Som FGU-underviser er det afgørende, at du ”vil” de unge og anerkender dem med de udfordringer, de kommer med. Lige så vigtigt er det, at du kan motivere dem gennem meningsfulde opgaver, som de mestrer og lykkes med. Du skal kunne skabe stærke relationer til unge mennesker. Også til unge, der er udfordrede af livet og har brug for at blive en del af et fællesskab, hvor man møder op hver dag.

Undervisningen i de almene fag skal være praksisnær. Det er af stor betydning, at du interesserer dig for at skabe sammenhæng i undervisningen til de erhvervsfaglige fag, da vi kontinuerligt arbejder med at udvikle en pædagogisk praksis, hvor de almene fag spiller sammen med de opgaver, der bliver udført på værkstederne.

Vi forventer, at du bringer en stor portion faglig stolthed med i dit arbejde. I FGU Vendsyssel organiserer vi arbejdet i teams. Du bliver således en del af et fagligt fællesskab, hvor teamet har det fælles mål at skabe de bedste rammer for og få øje på den enkelte elevs potentiale, trivsel og læring. Ud fra et tæt teamsamarbejde med dine kollegaer i de almene fag og på de øvrige værksteder planlægger du selv indholdet i din undervisning.

Ud over dagligdagen med undervisning deltager alle ansatte i forskellige fællesaktiviteter på tværs af afdelinger og hold.

Prøveformen på FGU er portfolio- og praktiske prøver, hvor det er grundlæggende, at der skabes faglig sammenhæng mellem det praktiske og teoretiske i faget.

Dine kvalifikationer

  • Du har en relevant faglig uddannelse.
  • Du har erfaring med at arbejde med målgruppen.
  • Du har erfaring med relationsarbejde, og det falder dig umiddelbart naturligt.
  • Du har en god umiddelbar pædagogisk forståelse.
  • Du har viden om neuropædagogik.
  • Du interesserer dig for unge og har en positiv og anerkendende tilgang til dem.
  • Du er fleksibel, kreativ og idérig.
  • Du har ordenssans og forstår at bringe struktur i arbejdet.
  • Du forstår at sætte grænser, hvor det er nødvendigt (tydelig rollemodel).
  • Du kan se dig selv arbejde i rammen af vores værdier: anerkendelse – fællesskab - professionalisme - troværdighed.

Vi tilbyder

  • En arbejdsplads med en vigtig samfundsopgave og engagerede kolleger.
  • Et uformelt og samarbejdende miljø.
  • 1 fast fuldtidsstilling med arbejdssted på FGU Vendsyssel, Skolen i Dronninglund. I løbet af sommeren flytter skolen til Brønderslev, hvormed man som ansøger må være indstillet på at have arbejdssted hér.
  • Du vil få løn efter Uddannelsesforbundets overenskomst på området.

Ansøgningsproces

Send din ansøgning via knappen “Ansøg” senest den 23. april 2026 kl. 12.00.

Vi afholder samtaler onsdag d. 29. april på skolen i Hjørring, Jørgen H. Jensens Vej 3, 9800 Hjørring.

Tiltrædelse pr. 1. juni 2026.

Det indgår i ansættelsesprocessen, at vi skal se en straffeattest og børneattest.

Har du ikke hørt fra os mandag den 4. maj, er stillingen besat til anden side.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skoleleder Leif Bach på mobil 25 40 15 78 eller på mail lbb@fguvendsyssel.dk eller kontakte direktør Gitte Posborg Andersen på mobil 25 40 15 02 eller på mail gpa@fguvendsyssel.dk.

Relevante links at orientere sig i forhold til stillingerne

https://fguvendsyssel.dk/

https://emu.dk/fgu

https://www.uvm.dk/forberedende-grunduddannelse/om-forberedende-grunduddannelse

https://fgu.dk/

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.