Herlev Kommune
Herlev

Leder til Børneinstitutionen Kildespring

Vil du stå i spidsen for et stærkt fagligt fællesskab – tæt på børn, personale og praksis?

Børneinstitutionen Kildespring søger en nærværende og fagligt ambitiøs leder, der vil være med til at styrke kvaliteten sammen med os.

Vi søger dig der, der forstår betydningen af det nære og tætte samarbejde med personale og forældre, og som ser dem som vigtige medspillere i udviklingen af vores pædagogiske praksis. Vi tilbyder et lederjob, hvor rammerne for faglig ledelse tæt på praksis er tydeligt prioriteret.

Fokus på lokal faglig ledelse

I Herlev Kommune investerer vi fra 2026 i lokal faglig ledelse, fordi vi ved, at børns første erfaringer med leg og venskaber danner fundamentet for et godt børneliv. For os er det vigtigt, at alle børn oplever glæde, omsorg og nærvær i trygge og udviklende fællesskaber. Det kræver ledere, der er tæt på praksis og personale.

Som led i en større indsats opdeles den nuværende institution Kildespring/Eventyrhuset, der i dag består af to afdelinger på hver sin matrikel. Fremover bliver de to afdelinger til selvstændige institutioner – hver med sin egen leder. Denne stillingsannonce vedrører lederstillingen i Børneinstitutionen Kildespring, som indtil opdelingen fortsat er en del af Kildespring/Eventyrhuset. Med opdelingen ønsker vi at skabe en tydeligere identitet og mere nærvær i hverdagen – for både børn, forældre og medarbejdere.

Om Kildespring

I Kildespring prioriterer vi sprogarbejdet og kreativiteten højt. Vi ser sproget som nøglen til fællesskab, leg og læring – og det er en naturlig del af hele dagen. Gennem dialog, højtlæsning, sang, rim og remser styrker vi børnenes ordforråd, kommunikation og lyst til at udtrykke sig. Vi arbejder bevidst med at skabe et sprogstimulerende miljø, hvor hvert barn bliver mødt, set og hørt.

Kreativiteten har også en central plads i hverdagen. Vi giver børnene mulighed for at eksperimentere, skabe og udforske med forskellige materialer og udtryk – både inde og ude. Vi tror på, at kreativitet udvikler barnets fantasi, selvstændighed og tro på egne evner.

Vi lægger stor vægt på børnefællesskaberne og arbejder aktivt for, at alle børn oplever sig som en vigtig del af gruppen. Gennem leg, samarbejde og fælles oplevelser styrkes deres sociale kompetencer og evne til at vise omsorg for hinanden. For at skabe nærvær, ro og fordybelse arbejder vi ofte i mindre grupper, hvor der er tid til relationer, fordybelse og individuelle behov.

Vi bruger desuden nærmiljøet aktivt i vores pædagogiske arbejde. Ture ud af huset, små lokale oplevelser og genkendelige steder er en del af børnenes hverdag og understøtter deres forståelse af verden omkring dem. De ældste børn deltager i projektet ”På tværs af generationerne”, hvor de samarbejder med det lokale plejehjem. Her opstår fine fællesskaber på tværs af alder, og børnene lærer om omsorg, relationer og livserfaring. Hos de yngste børn har vi fokus på tryghed, sprog og kommunikation. Gennem leg, nærvær og genkendelige rutiner støtter vi børnene i at udvikle deres sproglige kompetencer og sociale færdigheder i et trygt og kærligt miljø.

Kildespring består af 3 vuggestuer og 3 børnehaver.

Ledelse med tid og rum til faglighed

Som leder i Kildespring får du mulighed for at arbejde med faglig ledelse i praksis. Du bliver desuden en del af et stærkt ledernetværk i Herlev Kommune, hvor vi prioriterer refleksive dialoger og fælles udvikling. I ledergruppen er vi i gang med et kompetenceforløb med fokus på faglig ledelse og fælles sprog for ledelse af kvalitet i dagtilbud. Vi arbejder herudover som netværk med udgangspunkt i Professionelle Læringsfællesskaber (PLF). I lederregi har vi samtidig fokus på at styrke vores introduktion af nye medarbejdere sådan, at de får en god start hos os i Herlev.

Vi ved, at høj kvalitet kræver tid til forberedelse og evaluering. Derfor er der som noget nyt afsat midler til at finansiere én times ugentlig forberedelsestid til alt pædagogisk personale. Du vil skulle stå i spidsen for at lede de lokale rammer herfor.

Vi søger

Vi søger dig, der:

  • har et anerkendende og inkluderende børnesyn.
  • er nærværende, lyttende og skaber psykologisk tryghed for personale, børn og forældre.
  • gerne har erfaring med ledelse af dagtilbud og gerne en diplomuddannelse i ledelse – eller lyst til at tage den.
  • brænder for læringsledelse og medarbejderudvikling.
  • er uddannet pædagog med erfaring fra 0-6-årsområdet.
  • vil samarbejde omkring ledelse på tværs af daginstitutioner, herunder også med naboinstitutionen Eventyrhuset.
  • finder energi i at rekruttere pædagoger til huset.
  • ønsker et tæt samarbejde med bestyrelsen og ser forældrestyret arrangementer som et bidrag til institutionen.

Vi tilbyder dig

  • Et lederjob med mulighed for stor faglig og personlig udvikling.
  • En institution med stærke værdier og tydelig struktur og som skal genetablere sig selv om ny selvstændig institution.
  • Gode sparringspartnere i et kompetent ledernetværk.
  • En arbejdsplads med fokus på trivsel, samarbejde og høj faglighed.

Vi tilbyder et lederjob, hvor du kan udvikle dig både fagligt og personligt. Du vil med lederjobbet i Børneinstitutionen Kildespring blive en del af et fagligt stærkt og trygt ledernetværk, hvor du får gode, tætte og kompetente sparringspartnere.

Det praktiske

Ansættelse sker efter gældende overenskomst. Løn aftales efter principperne for ny løn. Straffe- og børneattest indhentes ved ansættelse.

Ansøgningsfristen er den 18. november 2025. Vi forventer at afholde første samtalerunde den 24. november og anden samtalerunde den 26. november 2025.

Få mere at vide

Du kan læse mere om Kildespring på vores hjemmeside https://kildespring-eventyrhuset.aula.dk/, Vi opfordrer dig også til at besøge os – kontakt leder af dagtilbudsområdet Annette Lohmann på 51 27 83 97 for at aftale et besøg.

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Annette Lohmann på ovenstående nummer.

Mød vores medarbejdere

herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.

Søg stillingen

Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.

Om Herlev

Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.

I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.