Bofællesskabet Reinsholmgård ApS
Melby

Pædagoger, sundhedsfaglig medarbejder og fast nattevagt søges til lille bofællesskab

Kan du se menig i et arbejdsliv, hvor du understøtter det gode liv for mennesker med autisme og funktionsnedsættelser? Finder du pædagogiske og sundhedsfaglige udfordringer og dilemmaer spændende og fagligt udviklende? Hvis ja, så overvej om du skal arbejde sammen med os!

Reinsholmgård er et lille bofællesskab, som står over for en udvidelse fra 3 til 5 borgere med integreret §108-plads (bosted) og §104-aktivitet (aktivitets- og samværstilbud). Vi holder til på et idyllisk, lille landsted med dyrehold, dyrkning af eget grønt og egne KREA-værksteder. Vi har masser af plads, højt til himlen og en hverdag præget af rutiner, traditioner og et aktivt (ude)liv.

Du kommer til at indgå i et tæt kollegialt samarbejde i en lille medarbejdergruppe med plads til både grin og faglig dialog. Du får primær tilknytning til eet beboer-team – men kommer også til at have opgaver omkring andre af beboerne. Din arbejdstid vil typisk ligge i tidsrummet 8.00-22.00 og dine vagter kan have forskellig længde. Du må regne med at have 1 nattevagt pr. måned. Den sundhedsfaglige medarbejder vil udover pædagogiske opgaver få tid til at hjælpe med fastholdelse og udvikling af kvaliteten af vores sundhedsfaglige arbejde.

Vores beboere har brug for personale i alle vågne timer og skal ved vores hjælp og støtte opleve en aktiv og meningsfuld hverdag – både i gårdens hjemlige omgivelser og ved aktiviteter i lokalområdet. Om natten er der en vågen nattevagt fra 22.30-8.30, som både har praktiske opgaver og træder til hvis en beboer vågner.

Vi arbejder med stor respekt for at bofællesskabet både er beboernes hjem og vores arbejdsplads. Vores pædagogiske arbejde hviler på et neuropædagogisk, strukturpædagogisk og anerkendende grundlag, men vi er bevidste om, at vores beboeres problemstillinger er meget komplekse og derfor kræver bred specialpædagogisk faglighed. Vi samarbejder med pårørende og sagsbehandlere omkring pædagogiske målsætninger, med beboernes læge og andre behandlere og med beboerne selv. Vi holder jævnligt beboermøder og har en fælles mødedag hver 2. uge, hvor der veksles mellem fælles personalemøde og teammøde. Der inddrages supervision efter behov – enten for hele gruppen eller i de enkelte teams.

Vi vil sætte stor pris på kollegaer, der har erfaring fra autisme- og/eller ADHD-området og fra arbejde med borgere med funktionsnedsættelser – og som kan se mening i at anvende natur og landbrugslignende aktiviteter som ramme og redskab i det pædagogiske arbejde. Du trives derfor lige godt i hjemmesko som i gummistøvler og du kan skabe trivsel og udviklingsmuligheder for vores beboere ved at inddrage dem i pasningen af dyr, dyrkning af planter i væksthuset såvel som ved at støtte dem i de kreative aktiviteter. Derudover understøtter du deres aktive fritidsliv gennem deltagelse i fritidsaktiviteter. Kørekort er derfor en nødvendighed (dog ikke for nattevagten).

Har du praktiske eller kreative talenter, er det bestemt ikke en hindring. Vi garanterer dig alt andet lige et solidt intro-forløb med makker-ordning og meget hjælpsomme kollegaer, så din start bliver så god som muligt.

Har du lyst til at høre nærmere, kan du ringe til daglig leder Frank Spring på tlf: 6178 8254 eller stedfortræder Stine Larsen på tlf. 6178 8253. Her er det også muligt at aftale et besøg, hvis du har lyst til at se vores dejlige sted.

Stillingerne er på 37 timer om ugen og forventes besat fra 1. februar 2025. Vi skal have din ansøgning med CV senest den 20. november 2025. Skriv tydeligt i din ansøgning om du søger en stilling som pædagog, sundhedsfaglig medarbejder eller fast nattevagt. Vi afholder samtaler løbende og forventer at afholde de sidste i uge 50.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.