Hejmdal Privathospital A/S
Odense C

Dedikeret teamleder søges til børne-/ungeteam på psykiatrisk privathospital i Odense

Kan du se dig selv som teamleder for en velfungerende gruppe af engagerede psykologer, speciallæger og sygeplejersker, der brænder for at gøre en forskel for mennesker med psykiske lidelser og deres pårørende? Har du erfaring med ledelse, eller ønsker du at tage karrieren i den retning? Hvis du er psykolog, sygeplejerske eller læge med erfaring indenfor psykiatri, er du måske vores nye teamleder.

Som teamleder vil du indgå i et tæt samarbejde med klinikchefen, og blive en del af et etableret netværk af teamledere i hele Hejmdal. Vores børne- og ungeteam er i vækst og teamleder-rollen er ny i Odense, hvilket gør det til et særligt interessant tidspunkt at træde til som teamleder, da der er mulighed for at forme teamets kultur og dets fremtidige retning.

Bliv teamleder i et voksende fællesskab

Vi søger en stærk profil til at understøtte vores medarbejderes personlige og faglige udvikling. Som teamleder bliver dine primære opgaver at sikre daglig medarbejderledelse, herunder medarbejderopfølgning, sygefraværshåndtering, kapacitetsoverblik, kalenderhåndtering og rekruttering. Du vil også stå for at lede konferencer, deltage i MUS og bidrage med faglig sparring.

I rollen som teamleder bliver du en del af et stærkt lederfællesskab og får løbende støtte fra kolleger, klinikchef, HR og vores ledergruppe. Derudover deltager du også i det kliniske arbejde i tæt samarbejde med dine kolleger – alt sammen for at skabe den bedst mulige oplevelse for vores patienter.

En arbejdsplads med fokus på fællesskab og faglighed

Du bliver en del af et team med stærkt sammenhold, hvor kollegerne både er ambitiøse, dygtige og samtidig værdsætter det sociale fællesskab. Hos os er tværfaglig og monofaglig sparring en naturlig del af hverdagen, og vi arbejder med stor respekt for hinandens fagligheder.

Afhængigt af din baggrund som læge, sygeplejerske eller psykolog vil du i din kliniske rolle arbejde med udredning og behandling inden for diagnosegrupper som ADHD, autisme, angst, depression, stress og belastningsreaktioner, OCD, PTSD og personlighedsforstyrrelser.

En leder, der sætter høj faglighed og menneskelig indsigt i højsædet

I rollen som teamleder hos os forenes høj faglighed og god ledelse. Dit team består af ca. 14 medarbejdere, og din ledelsesfunktion vil optage ca. halvdelen af din tid. På den måde sikrer vi, at du både kan fastholde og udvikle din faglighed, og samtidig have tid til ledelsesopgaverne. Du værdsætter, at dine medarbejdere har handlerum og mulighed for selvstændigt arbejde. Samtidig trives du med at tage ansvar og træffe beslutninger, der bidrager til vores fælles mål.

Hjertet af Hejmdal

Hejmdal Privathospital er Danmarks største psykiatriske privathospital med afdelinger i Aalborg, Aarhus, Odense og på Frederiksberg. Vi er et tværfagligt og dedikeret team af psykologer, sygeplejersker, speciallæger, læger og andre fagfolk, der arbejder tæt sammen for at udrede og behandle børn, unge og voksne indenfor en bred vifte af psykiatriske tilstande.

Vores fokus er at møde hver enkelt patient og deres familie med både ekspertise, omsorg og medmenneskelighed. Vi hjælper patienter fra både forsikringsselskaber, kommuner og regioner samt privatbetalende patienter.

I Hejmdal er vi ordentlige og ambitiøse, og vi tager ansvar og bruger vores handlerum. Arbejdsglæde er fundamentet for vores arbejdsdag, hvor vi altid stræber efter at hjælpe flest muligt, bedst muligt.

Vi kan have travlt, men vi tager os tid til fællesskab, humor, trygge rammer, godt kollegafælleskab, udvikling og uddannelse. Vi dyrker en kultur, der værdsætter og giver plads til innovative ideer samt medindflydelse.

Har du spørgsmål, inden du søger jobbet, er du velkommen til at kontakte Klinikchef Alex Hoffmann Kørup på alek@hejmdal.dk.

Praktisk information

  • Arbejdstid: Fuldtid / 37 timer
  • Arbejdssted: Rytterkasernen 21, 5000 Odense C
  • Ansættelsesdato: 1. november 2025
  • Ansøgningsfrist: Ingen frist; vi indkalder løbende til samtaler
  • Ansøgning: Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.