
Souschef til Forsvarsministeriets EU-kontor
Er du klar til at tage del i det danske EU-formandskab? Har du erfaring med international politik, og brænder du for at tage ledelsesansvar i et kontor, der er helt centralt for Danmarks sikkerhedspolitiske og strategiske samarbejde i EU? Sætter du en ære i at betjene den politiske og departementale ledelse? Så er der nu en spændende mulighed i Forsvarsministeriets EU-kontor!
Om os
Europa og Danmark står midt i den største sikkerhedspolitiske krise i årtier. Krigen i Ukraine og det ændrede trusselsbillede har løftet det forsvarspolitiske samarbejde i EU til nye højder, og Europas sikkerhed er kommet øverst på dagsordenen. Det har også betydet, at Forsvarsministeriets område står over for en historisk styrkelse og en omfattende strategisk forandring.
I Forsvarsministeriets Afdeling for Sikkerhed og Operationer er det vores ansvar at sikre efterlevelse af regeringens og forsvarsministerens strategiske retning for Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik. Vi arbejder for at udvikle internationale samarbejder og partnerskaber, der understøtter Danmarks sikkerhed, og som værner om vores værdier.
I EU-kontoret er vi aktuelt omdrejningspunkt for afviklingen af det danske EU-formandskab på det forsvarspolitiske område – både ift. EU og medlemslandene samt på tværs af Slotsholmen og ift. myndigheder under Forsvarsministeriet, herunder Forsvaret.
EU-kontoret består af ca. 20 medarbejdere. Vi arbejder tæt sammen med resten af afdelingen og departementet, Forsvarsministeriets koncern samt øvrige ministerier. Kontoret er kendetegnet ved et ambitiøst, men uformelt arbejdsmiljø, hvor performance og trivsel går hånd i hånd.
Om stillingen
Som souschef i EU-kontoret bliver du en del af kontorets ledelsesteam, der består af kontorchefen og to souschefer, hvoraf den anden souschef primært dækker forsvarsindustri- og kapabilitetsporteføljen. Du vil få fagligt ledelsesansvar for størstedelen af EU-området, herunder særligt områder som:
- EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, herunder dagsordenen om øget europæisk forsvarsparathed
- EU’s militære støtte til Ukraine og Den Europæiske Fredsfacilitet
- EU's militære samarbejde, herunder operationer og missioner
- EU's samarbejde om rummet, cyberforsvar og hybride trusler
- EU-NATO-samarbejdet
- Den danske EU-beslutningsprocedure og håndtering af FMN's sager i Folketingets Europaudvalg
- Landeansvaret for Frankrig, Tyskland og Nederlandene samt en række andre EU-lande
Du vil være en central sparringspartner for kontorchefen og bidrage til ledelsen af kontorets medarbejdere og opgaver. Stillingen indebærer tæt kontakt med den politiske og departementale ledelse og kræver evne til at se både helheder og detaljer – og at omsætte det strategiske niveau til konkrete resultater i kontoret og i samarbejdet med vores partnere.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Prioritering, planlægning og koordinering af kontorets opgaver samt fordeling blandt kontorets medarbejdere.
- Faglig ledelse og sparring med medarbejderne – både dagligt og i strategiske processer.
- Bidrag til udvikling af kontorets samarbejde med øvrige kontorer, myndigheder og internationale aktører.
- Kvalitetssikring af sagsfremstillinger til den politiske og departementale ledelse.
- Deltagelse i og ledelse af mødefora på tværs af ministeriet og i internationale sammenhænge.
- Stedfortræder for kontorchefen i forskellige sammenhænge, herunder chefmøder og møder af faglig, strategisk karakter.
Om dig
Vi forventer, at du har en relevant videregående akademisk uddannelse, f.eks. cand.scient.pol., cand.jur., eller cand.polit. Du kan også have en militær uddannelsesbaggrund.
Derudover forventer vi, at du kan bidrage med:
- Motivation og gerne erfaring med ledelsesvirket.
- Solid erfaring med betjening af det politiske niveau i centraladministrationen og en klar forståelse for at tilpasse sagerne både i indhold og formidling.
- Skarp til håndtering af komplekse processer samt ministerbetjening.
- Erfaring med internationalt samarbejde og indsigt i EU’s institutioner og beslutningsprocesser – gerne på forsvars- eller sikkerhedsområdet.
- Evnen til at gå forrest samt skabe og vedligeholde gode samarbejdsrelationer.
- Gode analytiske evner og stærke formidlingsevner – både skriftligt og mundtligt.
Vi forventer desuden, at du har stærke værdier med fokus på embedsmandsdyder og trives i et miljø med højt tempo, stor selvstændighed og politisk bevågenhed.
Ansættelsesvilkår
Hvis du er uddannet akademiker, vil du blive ansat som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. Afhængigt af din erfaring og dine kvalifikationer kan der forhandles yderligere tillæg i forbindelse med ansættelsen. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1%.
Hvis du søger som officer, er stillingen indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Såfremt du er udpeget til en international mission, bedes du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Hvis du ønsker at vide mere om løn- og ansættelsesforhold samt rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent, Helene Holst Vestergaard på tlf. 3266 5026.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Dit daglige tjenestested er Holmens Kanal 7/9, 1060 København K.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen eller souschefrollen, er du velkommen til at kontakte kontorchef, Karoline Fristed Binger, på tlf. 6187 1872.
Ansøgningsfristen er den 23. juli 2025.
Du søger stillingen ved at sende CV, motiveret ansøgning samt relevante eksamensudskrifter via linket "Ansøg". Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed forbedrer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.