Høje-Taastrup Kommune
Taastrup

Pædagog til børnehaven og specialpædagog til basisgruppen i Naturhuset Spirerne

Da en af vores kolleger er flyttet langt væk og en anden skal starte studie, har du nu muligheden for at blive en del af et lille hus med en god normering og fantastiske både børn og vokse. Vær med til at skabe de bedste betingelser for et godt børneliv. Og bliv en del af et stærkt fællesskab, hvor vi er sammen, om at lykkes og sørge for, at alle går glade på arbejde.

Du bliver en del af en integreret institution bestående af en vuggestuegruppe på 12 børn, en børnehavegruppe på 22 børn samt en basisgruppe på 8 børn. Vi har netop nu en ledig plads i børnehaven på stuen, Piletræet, og en i basisgruppen, Uglen. I basisgruppen får du ansvaret for at være primærpædagog for 1-2 børn, skrive og drøfte handleplaner samt afholde forældresamtaler. Nogle af vores børn har diagnoser og nogen har ikke, men vi arbejder altid ud fra nærmeste udviklingszone. Her er du en særlig vigtig brik i barnets udvikling.

Den pædagogiske profil er Natur og Science med en stor vægt på udeliv. Vi er stort set ude hele dagen – lidt mindre i basisgruppen. Hos os danner naturen og udelivet rammen for et styrket fællesskab mellem små og store og medvirker til, at alle børn opnår grundlæggende kompetencer som dannelse, medindflydelse og selvstændighed, og ikke mindst også får troen på eget værd og opnår evnen til at være en god ven. Samtidigt får alle børn konkrete erfaringer med naturen, der styrker deres nysgerrighed.

I løbet af dagen er vi delt op i mindre grupper, hvor der foregår aktiviteter tilpasset ud fra forskellige temaer. Temaerne er planlagt for hele året og et tema løber som udgangspunkt tre måneder ad gangen.

Vi arbejder ud fra NEST-metoden, og hvis du ikke allerede kender til metoden, skal vi nok få dig godt med ombord. Formålet med NEST er at sikre, at alle børn får mulighed for at deltage fuldt ud i aktiviteter og at fremme deres trivsel, udvikling og læring på en inkluderende måde. Vi tror på, at børn gør det bedste, de kan; lykkes de ikke, er det de voksne, der skal gøre noget andet. Metoden hjælper til at understøtte et læringsrum, hvor alle føler de kan bidrage og høre til. Nest-pædagogik handler om, at vi har et særligt fokus på at etablere et roligt, stabilt og fordybende fællesskab til gavn for alle børn.

Du bliver en del af en personalegruppe, hvor vi drøfter meget pædagogik, og hvor der er et godt samarbejde på tværs af stuerne. På trods af, at vi kun er en 2 år gammel institution, har vi fundet en god og stabil struktur og en fælles pædagogisk retning, og vi er allerede godt på vej med at have skabt en stærk ’vi’-kultur. Vi vender udfordringer i fællesskab og finder de fælles bedste løsninger sammen. Vi har et godt kollegialt sammenhold og en høj grad af psykologisk tryghed. Det betyder, at vi fagligt bruger hinanden meget og udvikler os sammen – samtidig med, at vi kan grine og have det sjovt.

Vi har en tæt dialog og godt samarbejde med forældrene, og vi inviterer forældrene til at være i institutionen sammen med deres børn – bl.a. har vi bålkaffe. Det bidrager til den gode dialog og en højere grad af tillid og tryghed, når vi er i dialog om børnene.

Når du træder ind i Naturhuset vil du, udover at mærke den gode stemning, også opleve, at vi arbejder meget struktureret. Det giver en tryghed, ro og et overskud hos både børn og voksne, når alle ved, hvad de skal og hvornår. Det betyder ikke, at vi ikke er klar på at prøve nye ting af eller justere, hvis der er ting, der ikke fungerer – og vi er også altid klar på at udvikle os – vi har bare erfaret at struktur og rammer for dagen gør en stor positiv forskel. Vi gør meget brug af visualisering, piktogrammer m.v. både for børn og voksne.

Du er uddannet pædagog og har erfaring fra 0-6 års området. Du har et godt overblik og god til at arbejde struktureret, herunder planlægge og udføre de pædagogiske opgaver. Du kan se dig selv være en del af en personalegruppe, hvor samarbejde og videndeling er afgørende for at lykkes.

Du er proaktiv og igangsættende, når der skal foregå aktiviteter. Hvis du har interesse for og viden om naturen og kan bidrage til at skabe nysgerrighed og erfaring med naturen hos børnene, vil det være en fordel, men det er ikke et krav.

Praktiske oplysninger

Stillingerne er fuld tid. Ansættelse pr. 1. juli 2025 eller efter aftale.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst samt principperne i Ny Løn. Vi indhenter børne- og straffeattester samt referencer fra tidligere ansættelser i forbindelse med ansættelsen.

Ansøgningsfristen er onsdag den 28. maj 2025.

Vi holder samtaler løbende.

Ansøgning, CV, uddannelsesbevis og evt. andre relevante dokumenter sendes via kommunens rekrutteringssystem.

Har du spørgsmål til jobbet eller lyst til at besøge os? Så tøv ikke med at kontakte pædagogisk leder Henriette Flændsdal på 29604025.

Vi glæder os til at høre fra dig!