
Produktionschef/Bagermester til bageri i Frederiksværk
Er du udlært bager, og har du flere års ledelseserfaring i et bageri? Motiveres du af muligheden for at stå i spidsen for en produktion og butik med 25 medarbejdere, hvor der er brug for ledelse og fokus på produktivitet, effektivitet og indtjening? Har du lyst til at være en del af en innovativ kæde med store vækstambitioner, få en attraktiv lønpakke med mulighed for en stor bonus og evt. blive selvstændig på sigt? Så er du måske den produktionschef, som vi er på udkig efter.
KonditorBager A/S er en frivillig kæde med ca. 50 selvstændige bagerforretninger, som bl.a. dagligt forsyner REMA 1000 på landsplan med friskt brød (Bavinchi). Desuden omfatter kæden større franchisebagerier primært på Sjælland. Til et af disse bagerier søger vi nu en produktionschef, hvis primære opgave bliver at lede og effektivisere produktionen, så vi kan øge kundetilfredsheden og rentabiliteten i bageriet.
Som produktionschef i Frederiksværk står du i spidsen for ca. 25 medarbejdere, som du skal lede, motivere, udvikle og fastholde. Du får ansvaret for effektivisering af bageriets produktionsprocesser og overholdelse af kvalitetsstandarderne, ligesom du i et tæt samarbejde med butikschefen får det overordnede ansvar for, at butikken drives rentabelt. Du bliver en del af en professionel og succesrig kæde i vækst med stor kontakt til vores driftskonsulent og til Key Account Manager Palle Kjær, som du refererer til.
Dine væsentligste opgaver
- Daglig produktionsledelse, herunder produktionsplanlægning, kapacitetsudnyttelse, råvarestyring, indkøb m.m.
- Ledelse, motivation, coaching, fastholdelse og udvikling af de ca. 25 medarbejdere i bageriet, evt. igennem mellemledere.
- Tiltrækning, rekruttering og onboarding af nye medarbejdere i samarbejde med butikschefen.
- Identificering og implementering af forbedringsinitiativer for at øge produktivitet og reducere omkostninger.
- Produktionsopfølgning på økonomiske nøgletal for bageri og i samarbejde med butikschefen for butikken.
- Implementering af kvalitetskontrolprocedurer og sikre overholdelse af standarder for fødevaresikkerhed. Løbende opfølgning og rapportering inden for området.
- Vedligeholdelse af udstyr og produktionslokaler.
Dine kvalifikationer
- Det er et ultimativt krav, at du er uddannet bager og har flere års ledelseserfaring i en produktion og/eller bageri.
- Det vil være en fordel, hvis du har efteruddannet dig inden for ledelse.
- Erfaring med optimering af produktionsprocesser, ideelt set inden for bageribranchen, vil være et plus.
- Flydende i dansk både skriftligt og mundtligt.
- Engelsk mundtligt til husbehov.
- Fortrolig med Office-pakken.
For at blive en succes i jobbet er det en forudsætning, at du er en tillidsvækkende leder, som evner at motivere dine medarbejdere igennem opmærksomhed, kommunikation og empati. Du har gode kommunikationsevner og skaber en positiv stemning blandt dine medarbejdere, samtidig med at du besidder stor handlingskraft og beslutningskompetence. Du er struktureret og kvalitetsbevidst, har et forretningsmæssigt mindset og er ambitiøs på både dine egne og din arbejdsplads’ vegne.
Dine muligheder
Vi tilbyder dig spændende udfordringer i en stilling, som du selv kan få stor indflydelse på at udvikle. For den rette kandidat er der efter 1 år mulighed for at blive franchisetager.
Ansøgning og kontakt
Hvis du ønsker at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte KAM Palle Kjær Pedersen på 5137 1322.
Vi glæder os til at modtage din motiverede ansøgning, CV og foto via knappen ”Ansøg”. Du kan også sende via mail til Dorte Steen på ds@greenescalator.dk. Vi indkalder løbende til samtaler.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.