Jobsøgning

Undgå for alt i verden at virke desperat

Selv om du i den grad kan være desperat efter at få et job, fordi din dagpengeperiode er ved at udløbe, eller fordi din chef er uudholdelig, så lad være med at vise det.

De fleste falder nu og da over en desperat klagesang på de sociale medier: Nu er det virkelig vigtigt at få et job, for dagpengeperioden er ved at udløbe: Personen vil tage hvilket som helst job.

Ifølge karriererådgiver og proceskonsulent, Hanne Bros, er den desperate tilgang til jobsøgning dog et alvorligt fejlskud.

”Du er først og fremmest nødt til at tænke på, hvad virksomheden har brug for. Det er ikke en desperat medarbejder, som bare har brug for et eller andet job. De vil have en, som gerne vil være hos lige præcis dem,” siger Hanne Bros og råder til, at man derfor ikke skyder med spredehagl i sin jobsøgning, men finder ud af, hvilke virksomheder der har de samme værdier som en selv – og hvor man virkelig gerne vil arbejde.

Begynder du at tale om, at dine dagpenge for eksempel er ved at løbe ud, så vil du ifølge Hanne Bros formentlig blot skræmme potentielle arbejdsgivere væk. Du skal samtidig være opmærksom på, at arbejdsgiveren ikke har mulighed for at sætte sig ind i hver enkelt ansøgers situation, og støder de på bare en snert af desperation fra dig, så er det formentlig nemmere at vælge en anden.

”Du skal ikke have et nyt job af medlidenhed – det ville da ikke være rart,” lyder det fra Hanne Bros, der sagtens kan forstå, at man kan føle sig desperat, hvis man har gået ledig i lang tid.

Hvad svarer du, når folk spørger, hvad du laver?

Har man en længerevarende ledighedsperiode bag sig, mener Hanne Bros, at man hurtigt kan ende i en permanent forsvarsposition, hvor man hele tiden skal forklare, at man faktisk er et ”normalt” menneske, men at man desværre er ledig i øjeblikket:

”Man kommer i sådan en ærgerlig underdog position. Vær derfor ekstra opmærksom på, hvordan du reagerer, når folk spørger, hvad du laver, så du ikke ser lidende ud og udbryder: ”Åh, jeg har ikke noget job.” For så bliver det virkelig svært at få et nyt,” siger Hanne Bros, der opfordrer til, at man slår til, når der viser sig et barselsvikariat eller lignende, så man har et udgangspunkt, hvorfra man kan søge et andet job.

”Så får man automatisk et andet kropssprog, der signalerer: Jeg har et arbejde. Jeg har selv søgt det – og selv fået det – og det kan folk hurtigt mærke,” siger Hanne Bros og tilføjer, at eksempelvis et barselsvikariat nogle gange fører til et fast arbejde.

Samme handling tolkes forskelligt

Hanne Bros understreger, at der er forskel på, hvornår folk opleves desperate alt efter, hvor de befinder sig henne i deres karriere, hvilken branche de er inden for osv. – også selv om de tyer til de samme handlinger.

”Har du været i en branche i minimum fem år, så forventes det, at du har noget erfaring, og så vil det virke desperat at sidde med et papskilt på en Facebook-video og forklare, at du mangler arbejde. Der skal du melde dig ind i faglige netværk og være synlig på andre måder for at komme tættere på et job. Taler vi om en ung mand, der mangler en læreplads som elektriker, så vil folk modtage det på en anden måde,” siger Hanne Bros og tilføjer, at ens ageren på LinkedIn også skal overvejes nøje.

Her mener hun generelt, at du skal droppe de desperate udmeldinger og i stedet være meget konkret i dit titelfelt, hvor du sagtens kan skrive, at du er jobsøgende – og gøre noget ud af at være konkret i forhold til at skrive inden for, hvilke områder du søger job.

Læs også