Tag noget med til jobsamtalen


Tag noget med til jobsamtalen

Af Kaare Danielsen, Jobindex

Dette lille trick er ikke et, du finder i alle bøgerne om jobsøgning. Men det er et trick, jeg selv har haft stor succes med, nemlig at tage nogle eksempler på mine tidligere arbejder med til jobsamtalen.

De fleste er klar over, at man skal lægge vægt på sine resultater, når man skriver sin ansøgning og sit CV. Hvad er så mere naturligt end at tage nogle eksempler på tidligere arbejder med, når man skal til jobsamtale? Jeg har selv i min ungdom udviklet software til nogle skakcomputere, og jeg har altid siden haft en af mine skakcomputere med til mine jobsamtaler. Det vækker altid stor interesse, og det har den fordel, at man helt naturligt selv kommer til at styre jobsamtalen. Man får demonstreret, hvad man kan, og man får fortalt en historie om, hvad man har beskæftiget sig med i sit tidligere job.

Nu er det ikke alle, der kan tage et fysisk produkt med, men stort set alle kan medbringe et eller andet, de har udrettet tidligere. Hvis du er marketingmedarbejder, kan du medbringe nogle salgsbreve eller noget marketingmateriale, du har været med til at udarbejde. Hvis du er programmør, kan du tage nogle programeksempler med. Hvis du er sælger, kan du medbringe en salgspræsentation, du har været med til at producere, og måske oven i købet give en lille salgspræsentation til jobsamtalen. Hvis du er studerende, kan du medbringe dit speciale og fortælle lidt om det. Det er forhåbentlig et spændende speciale, som du kan fortælle om med stor entusiasme. Men tag aldrig noget fortroligt materiale med fra din tidligere arbejdsgiver, for så kan du nemt blive opfattet som en person, man ikke kan stole på, og som ikke kan håndtere fortrolige oplysninger. Find i stedet en gammel rapport, der ikke er aktuel længere.

Allerbedst bliver det naturligvis, hvis du kan stille nogle spørgsmål til virksomheden og så fortælle, hvordan det, du har arbejdet med tidligere, relaterer sig til det, som virksomheden har brug for nu. Glem ikke at stille spørgsmål undervejs. Det er udmærket, at du styrer samtalen, men det skulle gerne blive en samtale og ikke en enetale. Den gode sælger ved, at man skal stille nogle spørgsmål for at finde ud af, hvad kunden har brug for; dernæst finde frem til en løsning for kunden og fortælle, hvordan den løsning, man har fundet, løser kundens problemer. Det samme gælder, når du er til jobsamtale: Hvis du ikke ved, hvad firmaet har brug for og lægger vægt på, så ved du ikke selv, om du er den rigtige til jobbet. Og så kan du heller ikke overbevise virksomheden om det.

Det vigtigste, når du søger job, er at forstå, hvordan arbejdsgiveren tænker, og hvordan processen foregår set fra arbejdsgiverens side. De fleste tror, at det er den bedste ansøger, der får jobbet, men det er som regel ikke tilfældet. Arbejdsgiveren, der skal ansætte dig, har to store bekymringer: For det første om du kan klare jobbet og for det andet, om du forlader virksomheden igen efter kort tid. Ved at tage eksempler på tidligere arbejder med til jobsamtalen kan du overbevise arbejdsgiveren om, at du godt kan klare jobbet. Ved at vise interesse for stillingen og for virksomheden kan du reducere arbejdsgiverens frygt for, at du forlader virksomheden igen efter kort tid. Jobbet går som regel til den ansøger, der virkelig viser entusiasme og interesse for jobbet frem for den ansøger, der måske er lidt bedre kvalificeret, men kun viser interesse for lønnen.

Se desuden Kan vingerne bære? - håndbog i Jobjagt & karriereskift

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen


Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.