Fortæl om dine re­sul­ta­ter i CV’et

Lad os antage, at du har fundet en jobannonce på Jobindex eller har talt med en afdelingschef, og at vedkommende beder dig om at sende dit CV. Hvad skriver du så?

De fleste skriver om deres erfaringer, kvalifikationer og kompetencer, og det er naturligvis udmærket. Men hvis du virkelig vil gøre indtryk på din kommende arbejdsgiver, skal du skrive om dine resultater. Husk på, at dit CV skal konkurrere med mange CV’er fra andre ansøgere, der også har en uddannelse og en masse erfaring. Du kan skille dig ud ved at fortælle om dine resultater.

Helt perfekt bliver det naturligvis, hvis du allerede har talt med virksomheden og ved, hvad de lægger vægt på. Så vil du kunne fremhæve netop de resultater og erfaringer, som du ved, virksomheden efterspørger.

Hvis du er nyuddannet, er det naturligvis vanskeligt at skrive om dine resultater. Her vil jeg anbefale, at du fortæller om dit speciale eller lignende. Så bliver din ansøgning mere interessant at læse og nemmere at huske. I CV’et fortæller du også om dine studiejob og de resultater, du har opnået der. Enhver erhvervserfaring tæller. Virksomhederne vil gerne se, at du har lært at begå dig på en arbejdsplads.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen