JobglædeKarriere

Ru­ti­ne­op­ga­ver og travlhed dræner din ar­bejds­glæ­de

Ensformigt arbejde kan være surt. Og har du ovenikøbet travlt, bør du måske overveje at søge nyt job

Består dit arbejde i at gentage den samme opgave igen og igen? Og føles e-mailene, telefonopkaldene og bunkerne på dit skrivebord, som en uendelig cirkel af byrder, der udløser de samme standardsvar, -metoder og -løsninger, som du har brugt tusinde gange før?

Jobannoncer beskriver ikke altid ærligt, hvor meget faste rutineopgaver fylder i en stilling. Men sandheden er, at mange job består af en række gentagelser af de samme processer, og det kan være drænende for nogle mennesker at sidde fast i en sådan trummerum.

Sidsel Lond Grosen er Adjunkt ved Center for Arbejdslivsforskning på RUC. Hun forklarer, at det er afgørende at finde en god balance mellem rutineopgaver og de mere udfordrende projekter.

"Variation er vigtig for et godt og udviklende arbejdsliv. Men det er forudsigelighed også. Så det handler meget om sammensætningen af jobindholdet," siger hun.

Travlhed forværrer

Ifølge Sidsel Lond Grossen kan det, at have ensartede opgaver, ikke alene karakteriseres som godt eller dårligt. Det spiller sammen med andre faktorer, og her er tidspres ofte den problemfaktor, der forvandler rutinegerningerne til en belastning.

"Hvis du aldrig bliver færdig med noget, uden at du skal forholde dig til en masse nye opgaver, der venter på dig, kan det påføre den enkelte en vældig stor belastning," forklarer hun.

RUC-forskeren mener, at arbejdsgiveren skal sørge for at skabe et ordentligt tidsmiljø, hvor der er mulighed for at udføre opgaverne ordentligt. Hvis tiden altid er knap, vil medarbejderne ofte ty til standardløsninger.

"Hvis du for eksempel skal ekspedere en stor mængde sager hurtigt, så vil det gå ud over kvaliteten. Og det er dybt demotiverende for medarbejderne," siger hun.

Gentagelser er usexede

En anden faktor er, hvordan vi som samfund ser på rutinearbejde. Ifølge Sidsel Lond Grosen er der ikke megen prestige i at gentage noget igen og igen.

"Sætter man ensartede opgaver over for et meget varieret arbejdsliv, forbinder man det sidste med noget positivt og udviklende. Arbejde fylder jo meget i vores liv - også rent identitetsmæssigt, og det må derfor meget gerne virke alsidigt og spændende," siger hun.

Filosoffen Anders Fogh Jensen har tidligere beskrevet, hvordan det moderne projektmenneskes fokus på udvikling kan give problemer.

"Jeg tror, at mennesker har bedre af gentagelser end variation. Både i forhold til sindsro og balance og fordi man simpelthen når dybere ned i tingene ved gentagelse af opgaver. Hvis du fx skal lære at spille et nyt instrument hver måned, bliver du jo aldrig god til musik," sagde han til Jobindex.

Sidsel Lond Grosen mener også, at det kan være godt, at der er noget forudsigelighed i et job. For mange nye indtryk og opgaver vil være en voldsom belastning i hverdagen.

"Rutineopgaver giver rytme, men mange har behov for - og søger hen imod - et arbejde, der også giver dem udvikling og læring," slutter hun.

Læs også