LønNy i job

Nyud­dan­ne­de undgår at tale om løn

Nyuddannede kan med fordel huske på at forhandle løn, når de er på vej ud i deres første job.

Mange nyuddannede fokuserer så meget på at få jobbet, at de ikke anser lønnen for et væsentligt parameter. Rigtig mange tror ikke, at de kan tillade sig at forhandle løn. De vil bare have jobbet, og så kan de fokusere på lønnen senere. Men det betyder, at de kan få et lønefterslæb, der er svært at indhente, og det kan herudover medføre en følelse af utilfredshed med arbejdet, fordi de unge ikke får den anerkendelse, der følger med den løn, de senere opdager, at de burde få.

Grænseoverskridende at tale om løn

Som nyuddannet kan være grænseoverskridende at være til en lønforhandling, men i virkeligheden handler det om at sætte ord på sine kompetencer. Og det kan de nyuddannede godt. Mange unge oplever desuden, at når de først har fået bragt lønspørgsmålet på banen, så er det ikke så ubehageligt, som de troede, det ville være. Endelig behøver man ikke nødvendigvis selv bringe lønnen på banen, men man skal være klar med et udspil, når arbejdsgiveren kommer ind på lønnen.

Som regel nævner arbejdsgiverne selv lønnen på et tidspunkt, og når de gør det, skal du som jobsøgende vide, hvor du ligger lønmæssigt. Kender du ikke dit lønniveau, har du svært ved at forhandle. Du risikerer også at sende et signal om, at du ikke er forberedt. Langt de fleste fagforeninger har lønstatistikker og lønberegninger, der er tilgængelige for deres medlemmer, og nogle organisationer har mulighed for et frit tilgængeligt løntjek.

Husk også andre vilkår end løn

Som nyuddannet på vej ud i det første rigtige job er det klogt ikke kun at se på lønnen, men også på andre vilkår, der kan forhandles.Det behøver ikke kun at handle om kroner og øre, men også om øvrige vilkår som for eksempel pension og ferie.

I en tidligere artikel her på jobindex.dk "Lønefterslæb vil forfølge dig hele livet" har Helene Rafn, tidligere lønforhandlingschef i Djøf regnet på, hvad det betyder, hvis du ikke løbende får forhandlet dig til en bedre løn.