Hvad skete der med fritidssamfundet?

Af Kaare Danielsen, direktør for Jobindex

Vi har netop passeret 7 mia. mennesker på jorden, dobbelt så mange som der var på jorden da jeg var barn i 70’erne, og det er en god anledning til at se tilbage. Dengang var der krise ligesom i dag, nemlig oliekrisen forårsaget af kraftigt stigende oliepriser, og ledigheden var endnu større end i dag, faktisk omkring 300.000.

Men dengang regnede man ikke med at ledigheden var et forbigående fænomen. Faktisk fortalte man intetanende skolebørn som mig, at når vi blev store skulle vi ikke regne med, at der ville være arbejde nok til alle, fordi computere og maskiner ville overtage det meste af arbejdet. Så man regnede med at de 300.000 ledige kun var starten, og at ledigheden ville stige i fremtiden, og at dem der havde arbejde i fremtiden måske kun skulle arbejde 20 timer om ugen. Fremtidsforskerne kaldte det for ”Fritidssamfundet”, og et af de store problemer man diskuterede var, hvad man skulle bruge al den fritid til, når der ikke længere var brug for at man arbejdede. Og man diskuterede at indføre borgerløn, som man skulle have ret til uanset om man arbejdede eller ikke.

Jeg husker en fremtidsfilm, som vi fik vist i skolen, der viste en stor fabrik, hvor computere og maskiner styrede det hele. Der var kun 7 medarbejdere på fabrikken, og de brugte det meste af tiden på at spille tennis o.lign., og deres eneste arbejde var at reparere maskinerne og computerne, hvis de gik i stykker. Sådan forestillede man sig fremtiden i 70’erne.

Så hvad var det, der gik der godt eller galt, alt efter ens perspektiv? I dag har vi dobbelt så høj levestandard som i 70’erne, og computere og maskiner har ganske rigtigt overtaget en masse arbejde, men vi arbejder stadig knap 40 timer om ugen.

Det er jo interessant at tænke på, og det der reddede økonomien var efter min mening Gucci-tasken. For selvom der er grænser for, hvor mange tasker man f.eks. har brug for, så er der tilsyneladende ikke nogen grænser for hvor mange penge, man kan betale for en taske. I hvert fald ikke hvis man er kvinde, hvilket kan være lidt svært at forstå for os mænd, men vi bruger så penge på biler og fladskærme og andre ting, som er mindst lige så dyre.

I gamle dage var der 9 personer beskæftiget med at lave taskerne og 1 person beskæftiget med at sælge dem, i dag er der 1 person beskæftiget med at lave taskerne og 9 personer beskæftiget med at designe dem, lave reklamer for dem og sælge dem i butikkerne og skabe en ”indkøbsoplevelse” i forretningen.

En anden ting man diskuterede var hvad Danmark skulle leve af i fremtiden. ”For vi kan jo ikke leve af at klippe hinanden”, som man sagde i 70’erne. Men i dag er serviceerhvervene den hurtigst voksende del af økonomien. Vi lever af at sælge ting til hinanden, reklamere, kommunikere, informere, holde teambuildingkurser, coachingsessioner, medarbejdersamtaler, lave bøger, film, events, computerspil, internetsider og nyhedsbreve og naturligvis af at klippe, massere og underholde hinanden, pleje, passe og undervise de unge og de ældre, kurere de syge og sagsbehandle alle andre. Kort sagt, vi klipper hinanden, og bruger tid på en masse ting, som man tilbage i 70’erne ikke ville karakterisere som arbejde.

Fremtidsforskerne overså, at når det bliver billigere at producere varerne, så stiger avancen på varerne tilsvarende, og så kan det betale sig at bruge mange flere penge på at designe, markedsføre og sælge varerne. Og de overså også, at folk faktisk har lyst til at arbejde. De fleste kunne godt nøjes med at arbejde 20 timer om ugen, hvis de ville nøjes med den levestandard, man havde i 70’erne. Men de fleste vil gerne have råd til lidt mere, og de kan også godt lide at gå på arbejde og være med til at gøre noget nyttigt.

Nu er der igen stigende ledighed, men den er stadig kun halvt så stor som i 70’erne. Vi har i mellemtiden fundet ud af at producere nogle varer, som udlandet gerne vil have, bl.a. medicin og vindmøller, og så hjælper det også på økonomien, at vi har fundet olie i Nordsøen. Og vi skal nok finde ud af at bruge den ledige arbejdskraft. Folk vil nemlig gerne arbejde og føle at de bidrager med at hjælpe andre. Vi kan f.eks. ved at gøre mere ud af at passe de unge og de ældre, ved at forbedre servicen på skoler, børnehaver, plejehjem og hospitaler. Det er nemlig ikke tilfældigt at arbejdsstyrken er på 2,6 mio. mennesker og efterspørgslen på arbejdskraft er næsten lige så stor, nemlig 2,4 mio. mennesker. På lang sigt tilpasser arbejdsmarkedet sig nemlig så udbud og efterspørgsel svarer nogenlunde til hinanden, og det skal det også nok gøre denne gang.