Andres erfaringer kan sikre dig det næste job

5 Tips til flere ansøgninger

Helene Bonne
Senior Strategic Concept Developer og Copywriter

Hvis din jobannonce har mange visninger, men få læsninger eller ansøgninger, spørger du måske dig selv hvorfor. Svaret ligger i at forstå tallene. Her får du 5 gode råd til, hvordan du kan komme fra visninger til læsninger, og hvad du skal være opmærksom på. Start med at se kritisk på din annonce med kandidaternes øjne.

Fra visninger til læsninger og ansøgninger

At din jobannonce har fået mange visninger, men få klik, betyder, at mange har set den på søgesiden eller i Jobagenten, men ikke så mange har klikket videre ind på DIN jobannonce. De primære årsager til, at du har fået mange visninger, men få klik er, at:

  • din annonce drukner i mængden
  • den lyder uinteressant eller har en 'skæv' titel
  • der er noget omkring din virksomhed, kandidaterne ikke tænder på

Hvis du ikke får det gennemsnitlige antal visninger på din jobannonce, er det ikke nødvendigvis et tegn på, at der er noget galt. Måden, kandidater finder og ser job på Jobindex er meget detaljeret, så det er ikke alle annoncer, der tiltrækker så mange visninger.

Og det sker jo, at selv den bedste annonce drukner i mængden, og så skal du reagere. Start med at se på, om ord og billeder fænger i den lille firkant, du har på søgesiden.

1. Drukner din jobannonce i mængden?

Adfærden på nettet er, at du kun har nogle få sekunder til at fange opmærksomheden og i et aktivt jobmarked, hvor kandidaterne har mange andre alternativer, bør det ikke være en forhindring, at din lille præsentation ikke fænger. Du kan derfor prøve at gå i gang med at være din annonces værste fjende og se på den med kritiske øjne.

Hvis du har skrevet ’Søger du nye udfordringer’ i overskriften eller bruger en luftig eller ukendt jobtitel, der er svær at forstå uden for din virksomhed, gør du det svært for kandidaterne at vide, om jobbet er interessant. Det kan være nok til, at kandidaterne opgiver din jobannonce.

SE OGSÅ: Sælg jobbet og vind kampen om kandidaterne

2. Gør floskler din jobannoncetekst uinteressant?

Floskler, slå-/stavefejl og jobannoncer, der ikke beskriver jobbet, ansvarsområdet og profilen gør det svært for kandidaterne at gennemskue, om jobbet er noget for dem. Så jo mere konkret, du kan være i jobannoncen, des nemmere bliver det for kandidaten at vurdere, om jobbet er relevant. Et jobskifte er en stor beslutning.

Sæt dig derfor i kandidaternes sted, og tænk på, hvad der skal få netop de kandidater, du vil have fat i, til at søge jobbet. Kandidaten sidder måske allerede i et lignende job, så hvorfor skal han eller hun sige op og søge hos dig?

Tjek, om du taler med eller forbi kandidaterne:

- Giver jobtitlen meningen uden for din virksomhed?

- Er der mange klichéer eller en uklar beskrivelse af jobbet?

Udover at det er svært for kandidaterne at skrive en god ansøgning på baggrund af en floskelrig jobannonce, så har kandidaterne svært ved at mærke jer som arbejdsplads og virksomhed.

SE OGSÅ: Fej flosklerne væk og fang de rette kandidater

3. Ser din jobannonce kedelig ud?

Du øger synligheden af din jobannonce, hvis du sætter billeder, grafik eller en video på. Udover at billeder og video vinder frem på alle medier, viser vores undersøgelser, at 84 % af vores brugere foretrækker at søge jobbet hos virksomheder, der har et billede i annoncen frem for dem uden. Desuden konstaterede vi i undersøgelsen, at: 1. Billeder og video gør dig nærværende 2. Virksomhedens image kan flyttes via jobannoncen

Et velvalgt billede og en video giver opmærksomhed og signalerer imødekommenhed. Husk dog så vidt muligt at undgå stock photos, da de oftest opfattes som utroværdige.

Gør kandidaterne ikke stop hos dig umiddelbart og med det samme, koncentrerer de sig oftest om dine konkurrenter i stedet. Det tager kun et sekund at scrolle videre til næste annonce – og hvis du vinder kampen om klikket, kan du vinde kampen om de bedste kandidater.

SE OGSÅ: Sådan kommunikerer du visuelt i din jobannonce

4. Kommuniker du målrettet i stedet for generelt?

Kandidater vil arbejde dér, hvor de kan udvikle sig, og det kan du udtrykke både i ord og billeder. Vælg derfor ord og billeder, der matcher din drømmekandidat – og så er det fint at bruge fagjargon. Drømmekandidaten ved, hvad det betyder, og kandidater der ikke kender udtrykket, behøver ikke sende dig en ansøgning alligevel.

Og nu vi er ved det tilpassede udtryk i jobannoncen, så er det en god idé at også se på billedvalget. Hvis du er en ung, hip opstartsvirksomhed er det ikke en god idé at vælge slipseklædte herrer. I det hele taget viser vores undersøgelser, at billeder og tekst kan understøtte eller modvirke effekten af den anden del. For kandidaterne læser altid mellem linjerne. En skidt udført jobannonce kan efterlade fornemmelsen af, at virksomheden er støvet og uambitiøs. Omvendt udstråler en godt udført annonce udvikling, vilje og en imødekommende kultur. Brug derfor de visuelle virkemidler, der virker bedst til situationen, hvor du også tager hensyn til hvilken aldersgruppe/generation, du skriver annoncen til.

SE OGSÅ: De digitalt indfødte: Hvem er de, og hvorfor er de særlige på arbejdsmarkedet?

5. Kender kandidaterne ikke din virksomhed eller tænder de ikke på den?

Vores undersøgelser viser, at kandidaterne er mere tilbøjelige til at sende en ansøgning til en virksomhed, de kender. Så hvis din virksomhed ikke er kendt, kan du gøre lidt mere for, at kandidaterne kan lære dig at kende. For ukendte virksomheder vil et logo i sig selv ikke øge interessen. Her må der gerne støttes yderligere op med fotos, grafik eller video. Og selv hos kendte virksomheder vil et velvalgt billede eller en video give positivt udslag hos kandidaterne. Kandidaterne vil nemlig gerne vide, hvordan det er at være ansat hos dig – om I har flextid og frokostordning – ja, alt det om jobglæde betyder faktisk noget. Husk, at i dagens aktive jobmarked kan jobglæde være en magnet på de svære kandidater. Især hvis du skal tiltrække kandidater fra din konkurrent, så skal du være meget klar i kommunikationen omkring, hvad du som virksomhed tilbyder. Hvordan skal han/hun ellers vide, at du er en interessant virksomhed?

SE OGSÅ: Tilfredse medarbejdere skifter også job og de går efter glade arbejdspladser

Vidste du at

  • De fleste visninger kommer den første uge
  • Konjukturer påvirker hvor mange visninger, din annonce får

    læs mere