JobglædeØvrigt

Er du også sygemeldt?

Det seneste år er der udstedt 83 procent flere lægeerklæringer til lærere, der bliver ledige. Dermed bliver de fritaget fra aktivt at søge arbejde på grund af sygdom. Derudover opsiger flere lærere deres stilling uden at have et andet job på hånden. Det vidner om, at stadig flere ikke kan klare lærerjobbet, lyder det fra Danmarks Lærerforening.

"Når man lykkes med opgaven, er lærerjobbet verdens bedste job. Men lige nu er der alt for få, der oplever at lykkes med deres opgave."

Sådan lyder det fra Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Danmarks Lærerforenings Overenskomstudvalg, i bladet Folkeskolen.

Ifølge ham viser tal fra Lærernes A-kasse, at der det seneste år er udstedt 83 procent flere lægeerklæringer til lærere, der bliver ledige - og det betyder, at de bliver fritaget fra aktivt at søge arbejde på grund af sygdom.

"Generelt er lærerne blevet mere syge. Der er flere lærere, som opsiger deres stilling uden at have et andet job at sætte i stedet for. Stadig flere kan ganske enkelt ikke klare lærerjobbet. Hovedårsagen er, at der er alt for mange opgaver - der er alt for langt mellem ambitioner og virkeligheden," siger han i Folkeskolen.

Gordon Ørskov Madsen mener, at man er nødt til at skabe nogle rammer på skolerne, som får lærerne til at lykkes med opgaven.

Prioritering af en afgørende kompetence

Jobindex har tidligere interviewet Gordon Ørskov Madsen til artiklen Det skal du kunne som lærer i fremtiden - hvor han peger på, at en af de egenskaber, man skal besidde som fremtidens lærer er "at kunne prioritere":

"Presset udefra for, hvad læreren skal kunne og mængden af opgaver bliver større og større, og derfor bliver det at prioritere afgørende for en lærer. Det handler om, at man som lærer er god til at være præcis omkring, hvad der er det vigtigste - og hvad der er mindre vigtigt. Det skal man også være god til at være i dialog med skoleledelsen om. Man er nødt til at erkende, at noget er mere vigtigt end andet, ellers ender man som en hund i et spil kegler og med aldrig at komme i dybden med noget. At kunne prioritere bliver en afgørende kompetence for fremtidens lærer."

Unge vil ikke være lærere

Tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor fra oktober 2013 til oktober 2014 viser, at hver 10. lærer helt har forladt folkeskolen - efter at skolereformen trådte i kraft efter sommerferien sidste år. I forbindelse med offentliggørelsen af tallene udtalte Claus Hjortdal, der er formand for Danmarks Skolelederforening, at tallene i sig selv ikke er bekymrende - det er rekrutteringen af nye lærere til gengæld:

"Selvfølgelig har skolereformen en del af æren for, at lærere søger andre steder hen, men der vil altid være udsving," siger han til Ekstra Bladet, hvor det fremgår, at det virkelige problem i langt højere grad handler om, at de unge ikke vil være lærere.

"Det er svært at erstatte lærerne. Det er et stort problem, og det kan ikke løses ved et hurtigt fix. Og der er meget, der skal ændres for at få de unge ind på lærerseminarierne igen," siger han til Ekstra Bladet, hvor også Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening udtrykker sin bekymring for udviklingen.

Han siger, at mange kommuner allerede nu har vanskeligheder med at rekruttere lærere, og at de årgange, der er på læreruddannelsen nu, er historisk små. Han mener, at hele fundamentet for folkeskolen risikerer at forsvinde.

Læs også