Mail fra en glad jobvejleder


Af Rikke Behrens, HR Manager for Carrier Refrigeration Denmark A/S

Kære Kaare.

Jeg er frivillig jobvejleder hos JobIndex, og jeg har længe tænkt på at sende dig et par ord – positiv feedback, så du kan være helt rolig :-)

Jeg opdagede selv muligheden for at blive jobvejleder ved en tilfældighed, da jeg var arbejdsløs i foråret 2011. Da jeg har arbejdet indenfor HR og rekruttering i en del år, og har set min del af dårlige og mangelfulde ansøgninger og CV’er, faldt det mig naturligt at melde mig som jobvejleder. Jeg har selv været heldig at have mennesker omkring mig, der har hjulpet mig med gode råd, sparring og ikke mindst ”heppet” og troet på mig. Det ville jeg gerne give videre til andre….

Grundet dagpengereglerne om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet var det dog ikke bare sådan lige at få lov til at melde mig. Lang historie kort så opgav jeg som arbejdsløs at melde mig pga. mængden af forvirrende papirarbejde ifm. ansøgning om tilladelse fra min A-kasse – og det er jo egentlig ret ærgerligt, for hvorfor skal vi ikke hjælpe hinanden, hvis vi kan?

Heldigvis fik jeg drømmejobbet pr. 1. juni 2011 som HR Manager, og kort efter min første arbejdsdag meldte jeg mig som jobvejleder – og det har jeg ikke fortrudt!

Jeg har ikke haft mange kandidater, men dem jeg har haft i forløb, har været særdeles positive oplevelser. Nogle af kandidaterne har jeg mødtes med, hvor jeg har coached og sparret med dem, hjulpet dem med at opgradere deres CV’er og skrive en ansøgning til en specifik stilling, de selv er kommet med. Andre blot har jeg kommunikeret med via telefon og mail. Jeg har ganske enkelt vurderet behovet for min hjælp og lagt den der, hvor den var mest efterspurgt.

At opleve kandidaterne ENDELIG kommer til samtaler på de jobs, de brænder for, er simpelthen det hele værd – og endnu bedre når de får job! Jeg bliver så glad, når mine kandidater ringer og fortæller, at nu skal de til samtale på det job, vi talte om, eller når de ringer og fortæller, at de har fået jobbet! Det er så fedt, at det ikke kan beskrives! Jeg har sågar en kandidat, der har ringet og sagt, at hun snart ikke kan finde på flere undskyldninger til sit nuværende arbejde, fordi hun skal til samtaler hele tiden - og hvor mange gange kan man lige gå til tandlæge/kiropraktor/fysioterapeut/læge?

At være jobvejleder og HR-person er en unik måde at netværke med mulige jobkandidater og ikke mindst holde sig opdateret på, hvad der foregår på job- og kandidatmarkedet. Jeg har et stort netværk indenfor HR og rekruttering, og jeg har også brugt mit netværk ved enkelte kandidater, hvor jeg ved, de har de rette kompetencer og personlighed til en bestemt virksomhed.

Det, jeg vil sige med dette brev udover mine gode erfaringer og oplevelser, er, at jeg synes, det er ærgerligt, der ikke har været et større fokus på denne mulighed for at få en professionel jobvejleder via Jobindex. Jeg ved af erfaring, at landets jobcentre intet gør for at orientere de arbejdsløse om denne mulighed, så hvis du ikke ved, muligheden er der, er der ingen, der gør dig opmærksom på den. Som arbejdsløs er du overladt til dig selv – eller et utal af mere eller mindre inkompetente anden aktører og kommunale jobvejledere – og jeg synes, det er voldsomt ærgerligt!

Min oplevelse af Jobindex’ frivillig jobvejlederordning er, at det er en kæmpe succes. Jeg kender flere frivillige jobvejledere, og alle er meget positive.

Mit forslag til dig er, at du skal få denne unikke mulighed ud i pressen og i TV. Skab fokus på dette, da dette egentlig burde være den ydelse, som jobcentrene bør være i stand til at levere. Hvordan kan det være, Jobindex kan skabe dette, når offentlige ansatte ikke kan? Skab fokus på dette, da det får Jobindex i søgelyset ikke bare som Danmarks største jobportal, men også som en innovativ og nytænkende jobportal, der går nye veje for at hjælpe kandidater videre i jobs.

Danmark er ikke et land, hvor vi i vid udstrækning giver os i kast med frivilligt arbejde, men min oplevelse blandt mine HR-kolleger er, at der faktisk er en hel del derude, der gerne vil hjælpe – de skal blot vide, at de har muligheden, ligesom jobsøgerne skal vide, den er der.

Jeg synes, du har begået en kæmpe succes med jobvejlederordningen – og du fortjener et stort klap på skulderen og stor anerkendelse for at turde gå nye veje. Hvis jeg var dig, ville jeg kontakte pressen og TV-stationerne til at få ordningen mere i søgelyset – og dermed også gratis reklametid til Jobindex ;-) Du har skabt noget helt unik for det danske arbejdsmarked, og det fortjener du stor anerkendelse for!

De bedste hilsner

Rikke Behrens (HR Manager for Carrier Refrigeration Denmark A/S)