Jobglæde
Derfor oplever du mindre jobglæde under corona

Danskerne er glade for deres arbejde, men jobglæden halter, viser ny undersøgelse. Se her, hvorfor jobglæden udfordres af vores nye hverdag.

Hele 82 % af danskerne er tilfredse med deres job. Det viser en ny Megafon-undersøgelse, som afdækker danskernes adfærd i forbindelse med jobsøgning – og for første gang er adfærden undersøgt under en pandemi.

Undersøgelsen tegner dog et andet billede, når vi spørger ind til danskernes jobglæde.

Jobglæden under corona

Januar 2021
Dårligere 35 %
Uændret 56 %
Bedre 9 %

Hele 35 % føler, at jobglæden er forringet, mens kun 9 % mener, at den er blevet bedre.

Pandemien har sat både brancher og medarbejdere under pres. Mens nogle frygter fyring, er andre pressede af nye arbejdsformer. Det sker samtidig med, at 28 % af danskerne oplever, at arbejdsmængden er steget under corona.

At danskerne arbejder mere, er dog ikke den eneste faktor, der påvirker jobglæden.

Mere fleksibilitet, men dårligere balance

Undersøgelsen viser også, at danskerne oplever mere fleksibilitet i deres arbejde, fordi vi arbejder efter et mere fleksibelt skema.

Men balancen mellem arbejde og fritid er også blevet dårligere, fordi vi arbejder inden for hjemmets fire vægge. Det hele er blevet mere flydende og sværere at adskille.

Dårligere forhold til kolleger og leder

Forholdet til kolleger og nærmeste leder har ligeledes lidt et knæk under pandemien.

Virtuelle møder er ikke svaret på alt – i hvert fald ikke på lang sigt. Til at begynde med var Teams og andre digitale værktøjer en stor hjælp, da det var løsningen på flere udfordringer ved hjemmearbejde, men nu er vi trætte, og det har indflydelse på det sociale.

Større fleksibilitet opvejer altså ikke umiddelbart for mere usikkerhed, dårlige balance mellem arbejde og fritid samt dårligere forhold til kolleger og leder. Både nu, men også når vi vender tilbage til et mere normalt arbejdsliv, vil der være noget at arbejde med.

Find arbejdspladser med høj jobglæde

Jobindex er på en mission for mere jobglæde – og allerede nu har over 100.000 tidligere og nuværende medarbejdere evalueret flere end 6.000 virksomheder. Gå på opdagelses blandt virksomhedsprofilerne, der er hjemsted for de mange evalueringer.