coronaberedskab

Har du erfaring fra HR-området og lidt tid tilovers under krisen?

Tilmeld dig vores korps af frivillige jobvejledere og hjælp jobsøgere godt igennem coronakrisen.

I denne tid er der behov for, at vi alle beriger fællesskabet mest muligt. Mange har mistet deres job og skal – måske for første gang i lang tid – søge et nyt. Har du erfaring fra HR-området, eller har du tidligere haft et job, hvor du har været med til at ansætte, har du sandsynligvis erfaring, som du kan bruge til at hjælpe jobsøgende videre i deres karriere.

Det er forskelligt, hvad jobsøgende har brug for hjælp til – nogle har blot brug for moralsk opbakning eller hjælp til CV og ansøgning, mens andre er nødt til at skifte branche for at få et nyt job. Uanset hvad sidder du måske med viden, der kan hjælpe en eller flere tilbage på arbejdsmarkedet.

Vi forestiller os, at du kan give gode råd om:

  • hvordan kandidaten forbedrer CV og ansøgning
  • hvilke job, der er interessante at søge – og få kandidaten til at søge lidt bredere
  • hvilke virksomheder, der er interessante at søge hos – hvis du besidder et bredt branchekendskab.

For at afgrænse vejledningen, og gøre det muligt for så mange som muligt at gøre brug af ordningen, er der afsat op til 4 timers vejledning pr. jobsøgende.

Sådan bliver du jobvejleder

  1. Opret en profil som jobvejleder hos Jobindex.
  2. Fortæl, hvad du kan hjælpe med, om din baggrund og brancheerfaring.
  3. Bliver du valgt, sørger vi for at udveksle kontaktoplysninger mellem dig og kandidaten.
  4. Hvordan vejledningen forløber er op til dig og kandidaten – vi anbefaler rådgivning via mail eller telefon i disse tider.

Du må i øvrigt ikke være på dagpenge, da reglerne ikke tillader frivilligt arbejde i samarbejde med en privat virksomhed, mens du modtager dagpenge.

Meld dig som frivillig jobvejleder

Om projektet

Ordningen er åben for alle, der ønsker hjælp til at finde et nyt job. Det er Powerjobsøgerne, som står for projektet, mens Jobindex er sponsor og hjælper med alt det praktiske, herunder softwareprogrammering og markedsføring.

Publiceret 2020-04-06