Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Andres erfaringer kan sikre dig det næste job


Andres erfaringer kan sikre dig det næste job

Det kan give dig en ekstra fordel i jobsøgningen, hvis du nærstuderer andres evalueringer af den virksomhed, du søger job hos. Særligt ledere får en fordel, mener jobrådgiver.

Troels Kølln
For Jobindex


Det har siden januar 2017 været muligt at anmelde arbejdspladser på Jobindex. Tidligere og nuværende ansatte kan evaluere virksomheder på syv parametre ved at give stjerner og skrive kommentarer på samme måde, som man kender det fra Tripadvisor og Trustpilot.

Det kan være et stærkt redskab for jobsøgere, siger forfatter, foredragsholder og underviser Steen Kræmer, der har skrevet bogen Hit med jobbet og igennem 13 år har undervist i bl.a. gode jobansøgninger, jobsamtaler og personlig branding.

”Andres evalueringer af en virksomhed er en fantastisk mulighed for jobsøgeren. Det er en måde at lære virksomheden bedre at kende fra en ny vinkel. Og det kan være med til at give den der lille, ekstra fordel i jobsøgningen,” siger Steen Kræmer.

Evalueringerne er i første omgang et oplagt værktøj til at vælge virksomheder til og fra i jobsøgningen, vurderer han.

”Jobsøgere har også lov til at afvise virksomheden, det må man aldrig glemme. Og hvis der er mange, som i deres anmeldelser af en virksomhed taler om dårlig ledelse, mobning og så videre, ja, så bør du overveje at droppe ansøgningen, selv om jobbet måske lyder spændende,” siger han.

LÆS OGSÅ: Hvor mange stjerner giver du din arbejdsplads?

Find problemerne i kommentarerne

Som jobsøger er det en god idé at læse andres anmeldelser af en virksomhed med henblik på at finde problemer og ambitioner, mener Steen Kræmer.

”Som jobsøger skal du vise, at du har en værdi for virksomheden. Derfor skal du forsøge at finde ’hullerne i osten’ – de steder, hvor virksomheden har udfordringer eller måske deciderede problemer. Det kan du så adressere i din ansøgning på en konstruktiv måde. Det er sådan, du bliver relevant,” siger han.

Målet er at finde det, der er vigtigt for virksomheden at få styr på. Det kan du så komme ind på et afsnit i din ansøgning ved at give et bud på en løsning og en beskrivelse af, hvad du har at byde ind med på det område.

Forestil dig for eksempel, at du skal søge en lederstilling hos en virksomhed. I evalueringerne på Jobindex kan du se, at flere tidligere medarbejdere har skrevet, at der ikke blev lyttet til dem. Den slags er oplagt at slå ned på i ansøgningen, siger Steen Kræmer.

”Der kunne man sagtens skrive: ’God ledelse starter med ørerne. Kun når lederen lytter og spørger ind til medarbejdernes ønsker og idéer, kan vi sikre, at der er en høj motivation og hundrede procent arbejdsindsats. Det kan jeg. Jeg har arbejdet aktivt med medarbejdermotivation med involvering de seneste fem år’.”

Lær virksomheden at kende

En god jobansøgning kræver grundig research, forklarer Steen Kræmer. Man bør ganske enkelt lære virksomheden at kende, før man søger jobbet.

”Alt for mange skriver, at ’jeg søger jobbet hos jer, fordi I er en spændende virksomhed’ – men uden at kunne begrunde det konkret. Det er så intetsigende og kliché, at det skader mere, end det gavner. Derfor har du brug for at sætte sig dig ind i virksomheden, så du kan blive konkret i ansøgningen,” siger han.

Det kan blandt andet bruges, hvis man vælger at ringe til virksomheden for at spørge ind til jobbet, forklarer Steen Kræmer. Det er vigtigt at stille fagligt relevante spørgsmålet, og det er nemmere at finde frem til de rigtige af slagsen, hvis man har læst andres evalueringer af stedet.

”Det bliver meget nemmere at finde og forstå det, der er på spil for virksomheden, når jeg kan læse, hvad tidligere eller nuværende medarbejdere tænker. Det giver et ekstra lag af forståelse, som kan supplere den mere klassiske research, der stadig er afgørende,” siger Steen Kræmer.

Derfor anbefaler han jobsøgere at fokusere mindre på, hvor mange stjerner en arbejdsplads har fået på Jobindex, og mere på de uddybende forklaringer.

”Om en virksomhed har fået tre eller fire stjerner, det er ikke så vigtigt igen. Så kig efter kommentarerne. Hvem har underbygget bedømmelsen med en forklaring? Er der andre, som tænker det samme? Og virker eventuel kritik til at være fair?”

LÆS OGSÅ: Tjek din jobglæde

Publiceret 2019-01-04




Læs også

817 til 833 af 833 resultater.
1||29|30|31|32|33|34|35|Næste »
817 til 833 af 833 resultater.
1||29|30|31|32|33|34|35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.