KarriereOpsigelse

Sådan får du job i landets mest populære in­ge­ni­ør­virk­som­hed

Novo Nordisk løb med førstepladsen for 13. år i træk i Ingeniørernes profilanalyse, og mange ingeniører drømmer om at skrive under på en ansættelseskontrakt med den internationale medicinalgigant. Læs her, hvordan du kommer tættere på det drømmescenarium.

For 13. år i træk blev Novo Nordisk i maj 2013 tildelt prisen som den danske ingeniørarbejdsplads med det bedste image. Insulinproducenten lå i top på alle 12 parametre, som de adspurgte har skullet forholde sig til i Ingeniørernes profilanalyse; lige fra virksomhedskulturen til lønnen og produkternes kvalitet.

Men hvordan bliver man egentlig en del af det eftertragtede ingeniørteam på Novo Nordisk? Sarah Marie Bovbjerg, der er Talent Attraction Specialist i Novo Nordisk, råder til, at man tilmelder sig en jobagent inden for ens interesseområder og skriver, hvilke lande inden for Novo Nordisk man er interesseret i, så man får en mail, hver gang der er noget, som matcher ens profil.

”Drejer det sig om nyuddannede ingeniører, har vi et toårigt Graduate program, hvor kandidaterne kommer rundt i tre afdelinger i hele verden, og på den måde får de arbejdet på et internationalt niveau. Det er ret attraktivt for nyuddannede kandidatstuderende at komme ind i Novo Nordisk,” siger Sarah Marie Bovbjerg og tilføjer, at retningen ”Product Supply” ofte er den mest interessante for de nyuddannede ingeniører.

Mød Novo Nordisk ansigt til ansigt

Novo Nordisks Talent Attraction Specialist råder til, at man holder øje med, hvilke arrangementer Novo Nordisk er med til, hvor der er mulighed for at møde virksomheden ansigt til ansigt. Novo Nordisk holder en række events hvert år – lige fra karrieremesser, virksomhedsbesøg og workshops til såkaldte case competitions, hvor man kan opleve virksomheden med egne øjne.

”Det er tit en god måde at skabe den første kontakt på, og en måde hvorpå, man kan få en idé om, hvorvidt det er et sted, man har lyst til at arbejde. Hvis man har mulighed for at tale med andre, der måske er i samme stilling, kan man høre, hvordan de fik deres arbejde på Novo Nordisk, og hvilke muligheder de har i jobbet. Det giver en et nemmere udgangspunkt, at man ved lidt mere om virksomheden, når man skal søge et job,” siger Sarah Marie Bovbjerg, der mener, at dette uformelle møde er vigtigt.

Høj faglighed

Skal hun sætte ord på, hvad der er det vigtigste hos en kandidat, lyder svaret hurtigt:

”Høj faglighed,” og så tilføjer hun, at det også er vigtigt at besidde en høj grad af professionalisme, ydmyghed og at man er en team player og har et internationalt mindset.

Man skal mærke dig gennem ansøgningen

Kan du skrive din ansøgning, så modtageren kan fornemme personen i den, så er du desuden foran de ansøgninger, som kunne være sendt til hvilken som helst virksomhed. Hold desuden øje med Novo Nordisks jobopslag – det er langt fra nok at sende en uopfordret ansøgning.

”Vi har en database for uopfordrede ansøgninger, og selv om man som kandidat uploader sit cv der, skal man holde øje med de stillinger, der bliver slået op på Novo Nordisks jobportal. Man kan ikke regne med, at man jo har sendt en uopfordret ansøgning til lige præcis det job, der er slået op – og at man så ikke behøver at søge. Nogle ledere kigger i databasen men ikke alle, og lederne ved, at de får de mest friske ansøgninger ved at kigge på dem, der søger den konkrete stilling. Så man skal hele tiden være aktiv og opsøgende,” understreger Sarah Marie Bovbjerg.

Hvis man bliver indkaldt til samtale, mener hun, at det er vigtigt, at man sætter sig rigtig godt ind i virksomheden og i den afdeling, man søger. Tænk desuden over, hvorfor du har lyst til lige præcis det job, og hvilke tidligere erfaringer du har – og dermed hvad du kan bidrage med i Novo Nordisk.

Internationale karrieremuligheder er attraktive

Hun mener, at Novo Nordisk er blevet sådan en attraktiv virksomhed at være i, fordi man er dygtig til det, man laver.

”Det er attraktivt at arbejde i en virksomhed, som har et godt image og er innovativ, og som har produkter, der gør en forskel. Desuden har vi også gode internationale udviklingsmuligheder, og mange er i Novo Nordisk hele deres karriere, fordi de kan skifte job inden for virksomheden og komme til at arbejde med noget helt andet.”

Derudover mener hun, at særligt ingeniører bliver draget af at arbejde sammen med andre med en høj faglighed, som er de bedste inden for feltet.