Flere it-kvinder til tops


Flere it-kvinder til tops

I løbet af fem år er antallet af kvindelige topchefer i landets it-virksomheder fordoblet. Mens det i 2008 kun var fire procent af de administrerende direktører, der var kvinder, viser de helt nye tal fra IT-Branchen, at der nu er kvinder i spidsen for otte procent af landets it-virksomheder.

Af Ida Marie Søeborg, Blankholm Kommunikation

”Som en innovativ branche i vækst har vi brug for at få aktiveret hele talentmassen, inklusive pigerne. Og i en branche, der stadig har en overvægt af mænd, giver det da helt klart også en sund diversitet, hvis kvinderne bliver stærkere repræsenteret.”

Mette Lundberg Sådan siger direktør for Politik & Kommunikation i IT-Branchen, Mette Lundberg. Hun arbejder for, at flere kvinder vælger it-uddannelserne og senere indtager bestyrelsesposter og chefstole i it-virksomhederne.

I løbet af de sidste fem år er andelen af kvindelige topchefer i landets it-virksomheder fordoblet – fra fire til otte procent; men selvom udviklingen går den rigtige vej, håber Mette Lundberg, at tallet kommer væsentligt højere op.

Kvindelige rollemodeller er vigtige

For at motivere kvinder til at bevæge sig helt til tops, har IT-Branchen etableret gruppen Styregruppen for Kvindelige Ledere i it-branchen, som afholder tre-fire årlige netværksarrangementer, hvor de forsøger at give kvinderne viden og redskaber til at booste karrieren.

Samtidig arbejder IT-Branchen på at få de unge piger til at vælge it-uddannelserne, så det nuværende begrænsede rekrutteringsgrundlag kan vokse sig stort. Kampagnesitet choosedifferent.com skal få den unge målgruppes øjne op for en it-karriere. Sitet har siden lanceringen i 2008 haft over 100.000 besøgende.

På spørgsmålet om, hvorfor relativt få piger og kvinder vælger it-branchen, svarer Mette Lundberg, at branchen og karrierevejene ikke adskiller sig markant fra andre brancher – hun mener i stedet, at den store sten på vejen er, at både uddannelsessøgende, studerende og beskæftigede mangler rollemodeller:

”På choose different opstiller vi rollemodeller til de unge piger, der for eksempel fortæller om, hvordan det er at læse på it-universitetet,” siger Mette Lundberg og tilføjer, at rollemodellerne også er vigtige for de kvinder, der allerede er i branchen:

”De unge kvinder i branchen mangler forbilleder; de spørger meget ind til, hvad andre har gjort for at komme til tops, og hvordan de har gjort sig synlige og markeret sig. På netværksarrangementerne i styregruppen gør vi meget ud af at skabe netværk, ligesom vi inviterer kvinder, der kan holde oplæg og agere rollemodeller.”

CEO som springbræt

Udover behovet for gode rollemodeller, er det ifølge Mette Lundberg vigtigt, at kvinderne tør bestride de poster, som traditionelt er besat af mænd.

”Noget af det, der kendetegner branchen er, at kvinderne – når de får chefstillinger – ofte arbejder inden for de såkaldte bløde områder som for eksempel HR, og det er sjældent den direkte vej til jobbet som administrerende direktør,” siger Mette Lundberg og tilføjer:

”Det er vigtigt for kvinder, der vil til tops i branchen, at de ikke er bange for at beskæftige sig med salg og økonomi. Flere kvinder skal turde prøve kræfter med stillinger som økonomi- eller salgsdirektør.”

Er man ikke gået den lige vej til direktørstolen via hardcore topposter, er der mulighed for at gå uddannelsesvejen. Styregruppen for Kvindelige Ledere i it-branchen udbyder i samarbejde med Cognitive Learn Center en lederuddannelse målrettet kvinder, som har et par års ledelseserfaring og deres virksomheds ord for, at de har potentiale til at avancere yderligere.

Andel af kvindelige topchefer i it-hvervet

2008 - 4,3 %
2009 - 6,4 %
2010 - 5,6 %
2011 - 5,5 %
2012 - 8,0 %

Publiceret 2013-02-04




Læs også

1 til 24 af 210 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||9|Næste »
1 til 24 af 210 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||9|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.