Du finder aldrig dit kald, og det er okay



Lav det, du elsker. Sådan lyder mantraet fra mange iværksættere og motivationstalere. Men ikke alle kan leve af deres passion, og en amerikansk kritiker mener, at udsagnet devaluerer reelt arbejde.

Martin Ellerman
Journalist


Ikke alle har et kald, og ikke alle kan leve af deres hobby og udelukkende arbejde med det, de elsker. Sådan lyder budskabet fra den amerikanske kunsthistoriker Miya Tokumitsu i en artikel i magasinet Jacobin. Hun mener, at mange iværksættere på toppen af deres succes devaluerer værdien af almindeligt hårdt arbejde.

For eksempel har Apples grundlægger Steve Jobs udtalt, at den eneste måde, du kan udrette store ting på, er ved at elske, det du laver. Men Tokumitsu mener, at han dermed indirekte nedgør og negligerer det hårde og nødvendige arbejde, som mange mennesker udfører hver dag.

Læs også: Derfor bliver du i et job, du hader

Iværksættere og direktører er jo også afhængige af, at nogle kører kornet ind fra marken, slagter kreaturer eller passer vores børn, og ifølge Tokumitsu bør vi anerkende disse menneskers indsats i stedet for at råde alle til at søge efter deres sande kald og passion.

Arbejdsglædens tyranni

Eskil Andreas Halberg er sociolog og blogger på Modkraft.dk. I 2014 tog vi en snak med ham om jagten på kaldet og vores søgen efter mening i arbejdslivet. Ifølge ham er arbejdsglæde næsten blevet et krav.

”På mange arbejdspladser er det ikke længere nok, at udføre sin funktion for en løn. Man skal også gøre det med en særlig inderlig glæde. Det kan der være en række problemer med. Især kan det være et problem, hvis det er et krav, at man som arbejder skal have sig selv med på arbejde,” siger han.

Halberg finder det problematisk, hvis arbejdet kommer til at fylde for meget af din identitet. For du risikerer, at din eventuelt manglende jobglæde gør dig nedtrykt i alle livets aspekter. Arbejdsglæde kan derfor blive et mål i sig selv, og det kan virksomhederne udnytte.

”Denne form for glædens motivation bliver brugt af virksomheder for at få folk til at præstere mere, end hvad de bliver betalt for,” siger han.

Læs også: Projektmennesker brænder hurtigere ud

Du er den største forhindring

Iværksætteren Casper Blom ser mere positivt på vores søgen efter et kald. Han har tidligere udtalt, at man i alle brancher kan finde et eller andet at brænde for.

”Du må finde andre vinkler på den pågældende profession, som gør den interessant. Højere løn, bedre arbejdsvilkår, fleksible mødetider – kun fantasien sætter grænserne. Derudover findes der ekstremt mange forskellige mennesker, så som regel er der altid et job, der passer til dig,” siger han.

Han mener ikke som Miya Tokumitsu, at det er problematisk at fortælle folk, at de skal arbejde med det, de elsker. Til gengæld ser han ofte, at mennesket kan være sin egen værste fjende, når det kommer til at følge en drøm.

”Mange ser det ikke som en mulighed, og man bliver ofte mødt af noget i stil med 'Det kan da ikke lade sig gøre'. Det lyder ganske enkelt urealistisk for mange mennesker at kunne leve af noget, som de elsker og brænder for,” siger han.

Lev livet efter fyraften

Modkraft-bloggeren Eskil Halberg understreger, at mange danskere udelukkende går på arbejde for at kunne holde fri. Og de lever deres liv uden for jobbet.

”Der er en lang række job som ikke er identitetsmæssigt eller intellektuelt udfordrende. Her kan det være et godt forsvar mod nedslidning, arbejdsnedture og nedværdigelse at have en klar skelnen mellem arbejde og fritid. Arbejde er noget, man gør for penge. Fritiden er den del af livet, hvor vi lever,” siger han.

Iværksætteren Casper Blom anbefaler dog, at du ikke opgiver jagten på dit kald, og for ham har selve rejsen for at finde det, han brænder for været værdifuld.

”Uden det skal lyde for spirituelt, så handler det jo om, at du skal finde ud af, hvad du synes, der er fedt. Det kan man gøre på mange måder. Måden, jeg altid har gjort det på, er ganske enkelt ved at prøve en masse ting. Lave markedsføring, stå på et lager, lave bogføring mv. Så finder man hurtigt ud af, hvad der tænder en mest, og så er det bare om at gå efter det,” slutter han.

Publiceret 2017-05-01


Seneste artikler

Ordbog over jobtitler, du engang forstod
Stillingsbetegnelser, du engang forstod, har fået nye navne – mange nu på engelsk. Det lyder ofte lidt finere og mere internationalt, men kig med her og se, hvilke job der gemmer sig bag titlerne.
Indrykket 1. november på Øvrige stillinger
10 gode råd mod nervøsitet til jobsamtalen
Få 10 gode råd til at tackle din nervøsitet, når du skal til jobsamtale. Viser du overskud og er rolig, øger du chancen for at få jobbet.
Indrykket 1. oktober på Øvrige stillinger
Gør din skarpe ansøgning ekstra værdifuld
For dig der vil have den nyttige basisviden
Indrykket 1. september på Øvrige stillinger
Et godt billede på Facebook kan bringe dig til jobsamtale
Ny forskning viser, at jobansøgere med det flotteste Facebook-profilbillede har 38 procent større chance for at blive kaldt til samtale.
Indrykket 1. august på Øvrige stillinger
Sådan skriver du bedre ansøgninger
For dig der vil have den nyttige basisviden
Indrykket 1. juli på Øvrige stillinger
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.