Job eller Flop? / Afsnit 2

OBS

Denne artikel er del af en serie af interviews fra 2009 med Klaus Riskær Pedersen for Jobindex – og ikke en ny artikel. Men grundet Klaus Riskær Pedersens aktualitet i 2019, har vi her gravet materialet frem fra gemmerne, så du kan gense det.

Hvordan kommer du frem til en beslutning og hvordan sorterer du i dine ideer? Stod du bare op en morgen og tænkte "Stamceller! - det er dén vej jeg skal!" eller hvad?

Processuelt er det jo i virkeligheden studier; forskning, læsning, indtryk. Underbevidst optager du indtryk der samler sig til en erkendelse hos dig som ikke er øjeblikkelig eller kan defineres fra et bestemt tidspunkt. Mine utallige timer med daglig avislæsning, tv, opmærksomhed i nyhedsdækning, udsendelser, samtaler med folk, udadvendthed og konstante kontakt med folk omkring mig spiller ind. Af samme grund bor jeg i København og går i byen 3 - 4 gange om ugen, alt det er jo et samlet paradigme af hele tiden at mærke de der små vibrationer som gør at du pludselig har en forståelse for "Gud! Det er dén vej vi er på vej hen nu!"

Så laver man sin virkelighedskontrol, sit "sanity check" ved, målrettet, at researche ting for at finde ud af om tankerne holder. Her betyder internettet en hel ny måde at arbejde på fordi det tilbyder en større gennemsigtighed og adgang til en masse informationer. På den måde er internettet et godt redskab til at foretage virkelighedskontrol af iværksætter-tankerne.

Det er ikke en idé - en idé det er sådan noget i Anders And hvor der dukker en pære op over hovedet og tænder "Bling!". Nutidens projekter er konceptualiseringer - altså konceptuelle muligheder der omdannes til kommerciel virkelighed. Den konceptuelle mulighed er dén der opstår ved at sætte det der foregår i ens samtid sammen på en ny måde.

Folk som mig evner at få et overblik og så bytte om på de ting der er der. Vi opfinder ikke noget som helst, og det skal vi heller ikke for det går gruelig galt, men det at rekombinere kan man altså skabe en hel ny virkelighed, herunder også en ny kommerciel virkelighed. Det kan man så skrive om på et stykke papir og sende til en eller anden i håb om at få et konsulenthonorar. Sådan driver folk konsulentvirksomheder. Men vil man skabe noget er det ikke nok at skrive konsulentråd på et stykke papir, den virkelige syreprøve ligger i om du rent faktisk kan omskabe idé til virkelighed. Kan man omforme konceptet til et virkeligt produkt med branding, marked og kunder? Det er dér vandene skilles!

Du beskriver iværksættertypen som en meget socialt aktiv og udadvendt personlighed og du går fx selv i byen flere gange om ugen - kan man have den samme succes som iværksætter med en mere genert, indadvendt og nedtonet udstråling?

Man kan måske nok skabe en virksomhed en gang. Der er meget stor forskel på at skabe en virksomhed 1 gang og mange gange. Det starter tit med anarkisterne der udvikler nye tendenser og efter dem kommer der så nogle udviklings-clusters, det er dem der skaber den kommercielle virkelighed omkring rekonceptualiseringen og efterhånden som de markeder modnes så bliver de til administrerende direktører, forretningsfolk og erhvervsledere. Der kan du også sidde og lukke dig inde i dit rækkehus eller din strandvejsvilla alt efter hvor succesfuld du er blevet og hvordan du har lyst til at bo. Det er også helt fint.

Men hvis du har behov for at genopfinde dig selv, fordi du mere er iværksætter og entreprenør end du er den business du som sådan har opfundet, så vil du være nødt til at arbejde i et andet socialt paradigme. Man er nødt til at blive ved med at udvikle sig for ikke at forstenes og krystalliseres i sin egen infrastruktur og dagligdag. At blive det er frygteligt korrumperende. Jo mere binding du har til en bestemt fysisk struktur, et bestemt socialt netværk, kontaktstruktur og vanedannelser, jo mindre vil du være i stand til at kunne gøre det stik modsatte og skabe noget der udfordrer disse ting.

Piger er generelt dårligere iværksættere end mænd er, fordi de fra naturens hånd har nogle prioriteringer af bestemte tryghedsværdier som har noget at gøre med deres forpligtelser. Manden kan godt lave børn, men i sidste ende er det kvinden der står med ansvaret for dem. De har en anden ansvarsfølelse.

Kvinder er sindssygt gode forretningsfolk, de er gode erhvervsfolk og dygtige til politik fordi de er meget præcise, ansvarsbevidste og fokuserede. Enormt dygtige. Jeg vil til enhver tid helst ansætte kvinder til at drive de virksomheder jeg laver, men ligefrem at lave dem fra grunden af - lige præcis den proces - der tror jeg nok stadigvæk at jeg ville vælge en mand. For heldigvis er der da stadig et par enkelte områder hvor mændene er mere konkurrencedygtige end pigerne som godt nok presser dem på mange fronter!

Jeg ved godt det er et kontroversielt synspunkt, men det har også været sagt tidligere både omkring forfattere, malere og komponister. Det har været en omfattende del af diskussionen mellem kønnene; hvem er det der skaber hvad. Heldigvis har vi den her situation hvor vi er lidt forskellige fra hinanden på andet end kun udseendet - gud ske tak og lov for det - for det skal fungere mellem kønnene og hvis der kom for meget konkurrence på alle fronter kunne det godt være at der til sidst kom et "clash of sexes" og en ting er at du har "clash of civilizations", men det andet vil sgu nok blive noget af et problem!! Jeg tror det er meget godt at det er som det er.