Det er kun halvanden måned siden at vi alle sammen gik rundt og frøs i 10 graders kulde, men jeg skal love for at foråret er kommet hurtigt, og i går var det 16 grader visse steder.
Noget lignende kan man sige om den danske økonomi. For få måneder siden snakkede alle om Euro-krise, virksomhederne holdt igen med at ansætte, og alle økonomer forventede stigende ledighed i 2012. Men nu ser det ud til at krisen i Grækenland har fundet en løsning, aktiekurserne og optimismen er steget, og de sidste 14 dage har der været over 10.000 jobannoncer på Jobindex. Marts, april og maj er altid tre af de travleste måneder på jobmarkedet, men vi skal helt tilbage til 2008 for at finde lige så høje tal.
Vi skal have flere data før vi kan afgøre, om det er starten på en ny vækst eller der bare er tale om en midlertidig stigning. Men økonomerne er også blevet mere optimistiske. Senest har Nationalbanken opjusteret deres forventninger til 2012. Så måske er det ikke bare vejret men også jobmarkedet, der er blevet bedre den sidste måned.
Læs artikel fra Børsen Online
Held og lykke med jobsøgningen!
Venlig hilsen Kaare Danielsen