Nyt værktøj til uopfordrede ansøgninger

Nu kan du også se på gamle jobannoncer og finde firmaer, som du kan sende uopfordrede ansøgninger til.

Det nye værktøj finder du på resultat-siden når du har lavet en jobsøgning. Der er et link i venstre side lige under linket til "Vis søgning på kort", som vi introducerede før juleferien.

Hvis du f.eks. søger efter bioanalytiker er der i dag 50 ledige stillinger på Jobindex. Men hvis du så klikker på linket "Værktøj til uopfordrede ansøgninger" i menuen til venstre får du en liste over næsten 200 virksomheder, der tidligere har søgt bioanalytikere. Dette er virksomheder, der ikke har en ledig stilling lige nu, men som tidligere har ansat bioanalytikere, og som man derfor kan sende en uopfordret ansøgning til. Hvis du klikker på navnet kommer du hen på virksomhedens virksomhedsprofil, og hvis du klikker på tallet med antal annoncer kan du læse de gamle jobannoncer, og se præcis hvad det var, de søgte.

Måske er der også navnet på en afdelingsleder, man kan ringe til og sende en ansøgning til, og hvis man klikker på linket til LinkedIn på virksomhedsprofilen kan man se om man kender nogen, der kender nogen i virksomheden. For husk at man aldrig må sende en uopfordret ansøgning til en virksomhed, den skal altid sendes til en afdelingsleder, som man ved skal ansætte en ny medarbejder indenfor de kommende par måneder.

Værktøj til uopfordrede ansøgninger Læs artiklen "Brug telefonen" Se video om alternativ jobsøgning

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen